Regnbuefamilier: Det atypiske gøres normalt

Antallet af homoseksuelle, som får børn, er stigende. Derfor møder pædagoger oftere regnbuebørn i institutionerne – og dermed også de spørgsmål og opgaver, som følger med.

Hovedpersonen i en ny børnebog, ’Niller Pilfinger får en flyvetur’ har to mødre, mor og mammi, og bogen kan give anledning til at snakke med børnene om forskellige familie­former. Stine Josefine Dige, der har skrevet bogen, fortæller, at bogen er et forsøg på at normalisere den utraditionelle familietype. Derfor er de to mødre bevidst ikke omdrejningspunkt for fortællingen.

»Andre børnebøger til og om homo­segmentet fokuserer på tilblivelseshistorien, altså på hvordan for eksempel to kvinder får et barn. Man stigmatiserer regnbuefamilierne, hvis man skal forklare det hver gang, homoseksuelle optræder som forældre i en børnebog,« siger Stine Josefine Dige.

Bogen handler om en dreng, der er heldig at få sig en flyvetur under et besøg på Flyvergrillen ved Kastrup Lufthavn. Drengen har bare to mødre, men det faktum bliver hverken udpeget eller forklaret.



Mere fokus. Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner efterlyser netop mere fokus på de mange forskellige familietyper, der findes i dag. Det fortæller foreningens familiepolitiske talsperson Maren Fich Granlien.

»Nogle pædagoger ved ikke rigtigt, hvordan de skal forholde sig til emnet, fordi det ikke bliver diskuteret i institutionen,« siger hun.

Generelt har regnbuefamilierne dog gode erfaringer med mødet med daginstitutionerne, vurderer hun.

Kathrine Hammerich, der underviser i forskellige familietyper på pædagoguddannelsen Frøbel på Frederiksberg, mener, at pædagoger bør snakke med børnene om de forskellige familietyper, fra de er helt små. Også selvom børn i vuggestue- og tidlig børnehavealder ikke er særligt optaget af emnet.

»Man kan starte tidligt med at tale om de forskellige familieformer som en selvfølgelighed. Og fortælle, at man kan have to mødre eller to fædre, mange søskende eller en mor, fra Pakistan. Når børnene bliver fem-seks år og begynder at stille flere spørgsmål, kan man komme med forklaringerne,« fortæller hun.

Kathrine Hammerich peger på, at der skal ske en ændring i måden, voksne tænker på.

»Vi skal sætte os ud over selvfølgelighederne og møde alle typer af familier med et åbent sind. Pædagoger skal være sindssygt bevidste om, hvordan de taler om børn, familie og parforhold. I hvert fald til at starte med. Når først man har været igennem den bevidsthedsproces, bliver det mere naturligt,« siger Kathrine Hammerich.

Forfatter Stine Josefine Dige mener også, at det er vigtigt, at pædagoger tager hul på snakken om regnbuefamilien og andre familie­former, og at de overkommer en eventuel berøringsangst. Men de har brug for værktøjer til at tage fat om emnet med, og her kan hendes bog være en hjælp.

»Bogen kan fungere som en anledning til en naturlig snak om, at nogle børn har to mødre. Fortællingen handler om en flyvetur, men derfor kan man jo godt snakke om andre ting,« forklarer Stine Josefine Dige.



Begrænse snakken. På den anden side skal pædagoger passe på ikke at presse en snak om forskelligheder ned over børnene.

»Man kan komme til at snakke så meget om, at nogle familier er anderledes, at man får gjort det til et problem. Selvom det sker i den bedste mening, kan man risikere, at børnene ubevidst begynder at undre sig over, hvorfor der bliver talt så meget om det,« siger Kathrine Hammerich.

Stine Josefine Dige er enig med Kathrine Hammerich i, at man ikke skal udpege regnbuefamilien som noget særligt, hvis man ønsker at normalisere den. Hun fortæller desuden, at bogens målgruppe, som er børn fra to til fem år, sjældent reagerer på, at hovedpersonen har to mødre.

»Jeg kunne lige så godt have skrevet, at Niller Pilfinger har 10 mødre. Men regnbuebørnene har også brug for fortællinger, som de kan spejle sig i. Det er en måde at vise, at de er accepteret på lige fod med andre børn på, så de ikke skal føle sig komplet anderledes og forkerte,« siger hun.



Mod større tolerance. Bogen om Niller Pilfinger er ikke kun henvendt til regnbuebørn, men børn fra alle typer familier, også den traditionelle kernefamilie, fortæller Stine Josefine Dige.

»Der findes stadig fordomme over for homoseksuelle, så lesbiske mødre kan løbe ind i svære situationer, hvor de ikke føler sig accepteret. Det håber jeg, at min bog kan være med til at ændre,« forklarer hun.

Men pædagogernes ansvar stopper ikke ved lågen til børnehaven, mener Kathrine Hammerich.

»Pædagogerne har en opgave i at være med til at påvirke det samfund, der omgiver institutionerne. Og det er vigtigt, at man ruster børnene til at være dem, de er, og turde stå ved det. For eksempel hvis man har to mødre,« forklarer hun.



Vi har redskaberne

Pædagoguddannelsen giver pædagoger redskaber, som kan anvendes i arbejdet med regnbuebørn. Det mener den nyuddannede pædagog Helene Thordsen, der har skrevet bachelorprojekt om regnbuefamilier i daginstitutionerne.

Hvorfor valgte du at skrive om regnbuefamilier?

»Jeg valgte regnbuefamilierne som emne, fordi det ikke rigtig er noget, man taler om. Diskussionen handler tit om for eller imod vielse af homoseksuelle, eller om homoseksuelle bør få børn. Men der er ikke så meget fokus på børnene og deres behov. Pædagoger bør overveje, hvordan de bedst muligt åbner institutionerne for regnbuebørnene.«

Hvad har børnene brug for?

»Det er vigtigt, at vi som pædagoger prøver at give regnbuebørnene styrken til at leve i et samfund, hvor homoseksualitet og regnbuefamilier ikke er accepteret af alle. Vi har redskaberne fra vores uddannelse, hvor vi bliver undervist i identitetsdannelse, anerkendende pædagogik og i, hvad der er vigtigt for børns trivsel og udvikling. Det gælder jo også for regnbuebørnene. Det handler bare om at kunne tilpasse redskaberne til det enkelte barn.«

Hvorfor er det vigtigt?

»Hvis man lukker øjnene for, at regnbuebørnene har en anderledes baggrund end gennemsnittet, kan det blive et problem på længere sigt. Og hvis børn ikke bliver introduceret for andet end ’far, mor og børn,’ er det klart, at de får et skævt syn på anderledes familier senere i livet.«

Hvad skal der til?

»Som pædagog kan man nemt komme til ubevidst at give børnene indtryk af, at den traditionelle kernefamilie er den eneste eller den mest rigtige familietype, der findes.

Efter at jeg har skrevet projekt om emnet, er jeg blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg selv tænker, og hvordan jeg kommunikerer med børnene. Nu reagerer jeg for eksempel, hvis en kollega siger, at en prins ikke kan blive kæreste med en prins, for det kan han jo godt. Derfor er det vigtigt, at pædagoger begynder at diskutere emnet.«



’Niller Pilfinger får en flyvetur’ af Stine Josefine Dige, illustrationer af Maria Tran Larsen. Forlaget Pippi, vejl. pris 169 kroner. Bogen er udgivet med støtte fra BUPL.



Antal regnbuefamilier

Der findes ingen tal på, hvor mange familier med homoseksuelle forældre, der findes. Men ser man på antallet af personer, der lever i registreret partnerskab og har børn, er der sket en markant stigning de senere år. Siden 2007 er antallet næsten fordoblet.



Regnbuefamilien

En regnbuefamilie er en familie, hvor forældrene er homoseksuelle. Det kan for eksempel være et lesbisk par, der får barn sammen, eller et lesbisk par, der får barn med et homoseksuelt mandligt par. Det er uvist, hvordan begrebet er opstået, men det henviser højst sandsynligt til den homoseksuelle verdens regnbueflag.

Lovgivning

I 2007 blev loven om kunstig befrugtning ændret, så lesbiske på lige fod med heteroseksuelle fik ret til kunstig befrugtning fra det offentlige. Inden da måtte homoseksuelle henvende sig til privatklinikker og betale for fertilitetsbehandling.