Psykisk arbejdsmiljø: Ingen tid til fordybelse

Da Susanne Emmysdatter Behnke oplevede en forælder, som kom og spurgte til sit barn, og hun ikke kunne huske, hvem barnet var, meldte hun sig syg.

"Jeg kunne godt huske, hvem børnene var, og hvordan de var. Men hvis jeg skulle kalde på dem, kunne jeg ikke få min hjerne til at huske, hvad de hed," fortæller hun.



Susanne kan i dag, seks år efter, ikke sige, hvad stressen helt nøjagtigt kom af. Men hendes hukommelse begyndte at svigte, og hun havde konstant hovedpine. Den 49-årige pædagog havde tidligere haft hovedpine i perioder med et par måneders mellemrum, men hun havde tilskrevet den en arvelig migræne.



Nu kunne hun pludselig ikke længere huske børnenes navne. Hun havde også svært ved at orientere sig. Og der skulle ingenting til, før hun mistede overblikket. Hun blev fortvivlet, fordi hun følte, at al kontrol var væk. Beskeder kunne hun slet ikke klare, og kollegerne nærmest fredede hende i perioden, inden hun blev sygemeldt.



Lægen sagde først, at Susanne skulle have briller. Men det var ikke det, hovedpinen handlede om. Det var hun overbevist om.

Flere i omgangskredsen foreslog, at hun skulle scannes for en eventuel hjernesvulst, men lægen mente ikke, at det var nødvendigt. Til sidst slog lægen fast, at Susanne led af stress.



Susanne var ellers godt tilfreds med at være pædagog i den integrerede institution Bjedstrup Børnehus, der ligger mellem Skanderborg og Ry. Her havde hun arbejdet i otte år, og hun oplevede institutionen som nytænkende og med gode kolleger. De havde mange faglige diskussioner, og der var et stort engagement. Indimellem oplevede hun dog institutionen med 85 børn som et kaotisk sted.



"Der sker noget i diskussionerne blandt pædagogisk arbejdende mennesker, som gør det svært til tider at nå hinanden. Det at 'opdrage' børn kommer så tæt ind på ens personlighed og personlige livsholdninger, at brobygning bliver en væsentlig del af personalearbejdet," forklarer hun.



Eventyrfortæller. Susanne kunne godt lide arbejdet med børnene - at være alene med en stor flok børn, være på en tur ude i det fri, kravle på skrænter, fiske i åen i den smukke natur i nærheden, eller være på værkstedet, hvor gulvet og borde blev fyldt med store projekter.

Ud over at være uddannet Steiner-pædagog er Susanne også eventyrfortæller. Hun elskede at have fortællerværksted, hvor hun og børnene fortalte hinanden eventyr. Hun var i sit es, når hele institutionen blev sat på den anden ende i et drage-ridder-projekt, hvor de lavede dragter, hørte fortællinger og udkæmpede dueller.



"Det svære for mig var hele tiden at blive afbrudt i det daglige. Når du putter 85 børn ind i den samme institution, er det næsten umuligt at undgå afbrydelser. Det var her, stressen kom ind og spændte ben for mig. Afbrudt af nye børn, der kom til og ville være med, eller når de andre børn kom og hentede en legekammerat blandt de arbejdende i værkstedet. Eller af velmenende forældre, der ville hyggesnakke, eller andre pædagoger med vigtige beskeder eller holdninger til det, man gjorde," fortæller hun.

Susannes helt afgørende problem var manglen på tid til fordybelse. Når man konstant bliver afbrudt, ryger energien fra aktiviteten. Og det at være sammen med børn kræver en enorm koncentration, en veludviklet evne til nærvær og fordybelse.

"Hvis du bliver afbrudt, kan du ikke få den magi til at opstå, som ellers opstår, når du er 100 procent med i det, børnene laver."



Stress i børnehøjde. Susanne Behnke var ikke den eneste pædagog i institutionen, der havde symptomer på stress. Hun oplevede også, at børnene var stressede. Hvis hun sad med tre børn i et roligt rum, hævede børnene helt automatisk stemmerne. De var vant til, at det var det, der skulle til, hvis de skulle høres og ses.



"Derfor skal diskussionen om stress ned på børneplan. Der bliver stillet alt for store krav til børn i dag. Hvis vi indretter institutionerne på en måde, så børnene har det godt, vil de ansatte også få det bedre. Når institutionerne ikke er bygget på børnenes præmisser, går det også ud over de voksne."

Da Susanne blev sygemeldt, var hun væk i tre måneder.



"Jeg kunne ingenting - hverken læse, skrive eller se tv. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med ret mange mennesker. Måske er jeg mere sensitiv end de fleste. Det var min redningsplanke, at min leder var en knag, der ikke ville tillade mig at begynde at arbejde igen, før jeg var klar."

Da hun vendte tilbage til jobbet, var det kun tre timer om dagen. Det var igen hendes leder, der stod fast.



Eventyr. Susanne fik en fortællehule. Et rum, hvor hun kunne gå ind og lege eventyr med børnene. Og det blev en succes. Hvis nogen ville fortælle eventyr, kunne de ringe med en lille klokke, og så var der ro i rummet. Man måtte godt sidde og tegne eller liste ud eller ind af den magiske dør, der kun kunne åbnes lydløst. Men man måtte ikke afbryde andre eller hente nogen med ud.



Ingen afbrydelse, men tid til fordybelse.

"Det er utroligt så megen fordybelse, børnene selv kommer med, når man hjælper dem med at skabe rammerne omkring det magiske rum," siger hun.

"Inden jeg tog på arbejde, lavede jeg hver dag øvelser og sørgede for at få noget frisk luft. Så kunne jeg klare de tre timer. Men bagefter gik jeg direkte hjem og sov. For de andre ansatte i institutionen så det måske bare ud, som om jeg havde det godt. De kunne jo ikke se, hvor meget det kostede, når jeg ikke var på arbejde. Min leder insisterede på, at jeg ikke kom op i tid, før jeg var klar. Efter tre-fire måneder med tre timer om dagen blev jeg sammen med lederen enig om, at jeg skulle stoppe, fordi jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen."



Susanne Behnke forlod jobbet og tog en måned til Frankrig sammen med sin yngste søn. Der gik ikke lang tid, før hovedpinen forsvandt, men det tog sin tid, før hukommelsen vendte tilbage. Især navne var svære at huske.

I dag har hun i fire-fem år været vikar på institutionen Stainagård, et bosted for unge voksne med psykiske lidelser.



Savner arbejdet med børnene. Hovedpinen er Susannes vejviser. Den advarer hende, når hun ikke passer på sig selv.

"Men man skal have et enormt overblik i det daglige arbejde som pædagog. Og jeg kan sjovt nok sagtens bevare overblikket i en leg, hvor alle er i fuld gang, men den daglige disciplin er ikke mig. Jeg ser det, jeg ikke når, i stedet for at se det, jeg når."

Nu er Susanne i gang med at opbygge sin egen virksomhed som blandt andet eventyrfortæller.



"Det er blevet vigtigt for mig at bringe fordybelsen og nærværet ind i institutionerne - gennem eventyr, eventyr-leg og ceremonier på børneplan. Jeg har ikke brug for at ærgre mig over, at jeg ikke længere kan være børnehavepædagog. Jeg beundrer de pædagoger, der kan holde dagligdagen kørende i en daginstitution. Men jeg vil gerne bidrage og arbejde med det, jeg er god til - at skabe det magiske rum omkring eventyret," siger hun.



Susanne Emmysdatter Behnke fortæller eventyr i institutioner. Se hendes hjemmeside: www.urmoderenssang.dk