Professionen: I klemme mellem kontor og stue

Pædagoger vil helst være sammen med børnene. Det er kerneopgaven i det pædagogiske arbejde. Men de ønsker også at leve op til kravene om mere dokumentation og formidling, da det udfordrer deres faglighed og giver anerkendelse. Så den moderne pædagog er glad for, at hun nu kan formidle sin faglige viden, men hun er frygtelig ked af, at tiden går fra børnene.



Det er bare et af de mange dilemmaer, som pædagogprofessionen er proppet med, viser en undersøgelse af pædagogers arbejdsvilkår, udarbejdet af sociolog Anne-Kirstine Mølholt fra Aalborg Universitet. Undersøgelsen, der er bestilt af BUPL, er lavet på baggrund af fokusgruppeinterview med 40 pædagoger fra otte forskellige institutioner.

Formålet med undersøgelsen 'Når det kommer til stykket, så er det jo vores hverdag, det handler om' har været at finde ud af, hvad pædagogerne mener om autonomi, professionalisering, anerkendelse, indflydelse og tid.

En af de væsentligste konklusioner er, at der ikke er en klar sammenhæng mellem autonomi og professionalisering.



"Selv om mange pædagoger føler, at de ikke har så meget autonomi over eget arbejde på grund af de mange eksterne tiltag, så bidrager tiltagene trods alt til, at pædagogerne oplever en større grad af professionalisering af deres fag. Pædagogerne oplever, at de har autonomi i eget arbejde, hvis de har mulighed for at tilrettelægge arbejdet med tiltagene i forhold til deres dagligdag og indarbejde dem i institutionernes rytmer og rutiner, så arbejdsopgaverne ikke i så høj grad føles som eksterne," siger Anne-Kirstine Mølholt.

Pædagogerne er meget mere skeptiske, når det handler om de krav om dokumentation, evalueringer og målinger, som trækker dem væk fra kerneopgaven.



"Pædagogerne føler sig fanget i et dilemma. De kan godt se, at dokumentation og de andre administrative krav er spændende og nødvendige, fordi det formidler deres arbejde med børnene. Men samtidig tager det dem væk fra børnene og ind på kontorerne, og det synes de, er et problem," siger Anne-Kirstine Mølholt.



Indflydelse og ansvar. Alle undersøgelsens pædagoger mener, at de har medbestemmelse og indflydelse i hverdagen, men de har forskellige grader af indflydelse. En gruppe har ikke reel mulighed for at bruge indflydelsen, fordi hverdagen er for hektisk, og arbejdsopgaverne ikke ordentligt defineret. En anden gruppe har reel indflydelse, fordi ledelsen har lavet en klar definition af, hvad der er deres arbejdsopgaver og ansvar. En tredje gruppe har betydelig medbestemmelse og indflydelse, fordi de har et pædagogisk ansvarsområde i dagligdagen.



"Men ikke alle pædagoger har lyst til at have betydelig indflydelse, for alt for meget indflydelse er også lig med et stort ansvar. Flere pædagoger fremhæver, at pædagoger er en ærekær gruppe, og derfor ikke melder klart ud, hvis de ikke føler sig rustet til eller har overskud til det ansvar, som en meget betydelig indflydelse giver," siger Anne-Kirstine Mølholt.



Pædagoger tilpasser sig. De fleste pædagoger nævner, at de eksterne tiltag opleves som en kæmpe tidsrøver, men kun indtil, de er implementeret.

"Mange mener, at de ikke har tid til at implementere tiltagene. Men på de institutioner, som har taget tiden til at arbejde med for eksempel læreplaner, har det mindsket deres fokus på, at opgaven tager tid," siger Anne-Kirstine Mølholt.



Pædagogerne mener, at det går ud over deres trivsel, at de har for lidt tid til arbejdet. Men næsten alle pædagoger bedyrer, at de trives i deres arbejde.

"De trives ud fra det, de oplever, at de kan i deres hverdag. Men de er samtidig klar over alle de dilemmaer, de står i. Derfor kan man ikke sige, at fordi pædagoger siger, at de trives, er det positivt for pædagogprofessionen. For det fortæller bare, at pædagoger er gode til at tilpasse sig," siger Anne-Kirstine Mølholt.



Formidling halter. Arbejdet som pædagog har forandret sig markant, og nogle pædagoger har fået øje på, at de bliver nødt til at definere, hvad det pædagogiske arbejde går ud på, viser undersøgelsen.

"Mange pædagoger oplever, at kerneopgaven findes i samværet med børnene. En del pædagoger fremhæver dog, at det dokumenterende og formidlende arbejde ikke er ekstraopgaver, men en del af det pædagogiske arbejde. Det er især her, at anerkendelsen af pædagogers viden skal findes," siger Anne-Kirstine Mølholt.



'Vi gjorde jo allerede de ting, tiltagene nu kræver af os', og 'vi kan godt selv, uden at vi behøver at blive pålagt opgaver', lyder nogle af udsagnene. Det er manglende indsigt i deres arbejde, at staten og kommunerne ikke kan se det, mener mange pædagoger.

"Men pædagogerne er også klar over, at de selv er skyld i den manglende indsigt, fordi de ikke har kommunikeret godt nok ud, hvilke vilkår de har, og hvad de reelt laver og ved. Pædagogers viden har desværre en tendens til at forblive i egne række," siger Anne-Kirstine Mølholt.



Ingen skel til medhjælperne. Pædagoger mener, at de ikke får den anerkendelse, de burde få fra forældrene og de øvrige omgivelser, men det er nok et spørgsmål om tid, mener Anne-Kirstine Mølholt.

"For bare det, at man nu tænker, at der er særlige opgaver i samfundet, som skal udføres af pædagoger er en anerkendelse af pædagogerne," siger hun.



Netop de eksterne tiltag forudsætter ofte, at opgaver skal udføres af uddannede pædagoger. Så indirekte kan tiltagene være med til at definere arbejdet tydeligt og afgrænse pædagogerne bedre i forhold til medhjælperne.

Det viser sig dog, at pædagogerne mener, at der ikke skal være en klar afgrænsning mellem dem og medhjælperne. For i praksis kan og skal de udføre mange af de samme opgaver. Der skal dog skelnes på baggrund af faglighed.



Her er endnu et dilemma, påpeger Anne-Kirstine Mølholt.

"På den ene side er det ekstremt svært for pædagogerne at afgrænse sig i forhold til medhjælperne. På den anden side ønsker de nogle klart definerede arbejdsområder og grænser, som bygger på en anerkendelse af den pædagogiske viden," siger hun.



At vælge fra. Pædagoger er meget dårlige til at vælge opgaver fra, og når der kommer ekstra opgaver, bliver de overbebyrdet.

"Det er vigtigt for professionaliseringen, at pædagogerne begynder at se konsekvensen af deres forandrede rolle og ikke kun vælger nye arbejdsopgaver til. De bliver nødt til også at vælge fra. De kan uddelegere nogle interessante opgaver til medhjælperne, men stadig beholde det pædagogiske ansvar," siger Anne-Kirstine Mølholt.

De pædagoger, der trives bedst, er dem, der benhårdt og stramt kan definere deres arbejdsopgaver.



"Dem, der ser pædagogprofessionen som et kald, får problemer i forhold til dem, der kan se på arbejdet som et job med en jobbeskrivelse. Kaldet er i samværet med børnene, mens jobbeskrivelsen handler om formidlingen af jobbet. Kaldstanken gør det sværere at vælge fra, for når man tænker på arbejdet som et kald, er kerneydelsen samværet med børnene, og så kommer alt det andet oveni og betragtes som en ekstra byrde," siger Anne-Kirstine Mølholt.







BUPL har formuleret 10 mål, der skal gøre pædagogfaget til en stærk, anerkendt profession. Målene diskuteres på generalforsamlingerne nu og vil være det store emne på BUPL's kongres den 20.-22. november. Derfor sætter Børn&Unge fokus på målene og udfordringerne i artikelserien 'Såda fødes en profession'.

Læs mere på www.bupl.dk/pp

Bland dig i debatten på www.bupl.dk/debat

Læs alle artiklerne på www.boernogunge.dk





Frihed, synlighed og anerkendelse

•

Pædagogerne vil have metodefrihed, medbestemmelse og indflydelse.

•

Pædagogernes viden bliver inden for egne rækker. Når de gør deres arbejde mere synligt, får de mere anerkendelse.

•

Lederen skal bakke dem op. Det er vigtigere end andelen af pædagoger i den enkelte institution.

•

Pædagogerne har svært ved at markere arbejds- og rollefordelinger i forhold til medhjælperne.

•

Pædagoger fremstår som en tilfreds profession, som er god til at tilpasse sig.

•

Nogle pædagoger ser eksterne tiltag som en begrænsning af handlerummet, mens andre ser det som en vej til øget anerkendelse.

•

Pædagoger har svært ved at vælge opgaver fra og kommer let til at drukne i for meget arbejde.

•

Pædagogerne fremhæver samværet med børnene som kerneopgaven.



Pædagogernes udfordringer

Pædagogernes udfordringer i de kommende år handler om viden, magt og dagligdag, mener forskerne bag rapporten 'Når det kommer til stykket, så er det jo vores hverdag, det handler om'. Udfordringerne er:

-

Hvordan sikres den pædagogfaglige viden, herunder uddannelsen?

-

Hvad er det pædagogiske arbejde?

-

Hvad er professionens magtområder? Hvor er den særligt stærk?

-

Hvordan bliver professionen fleksibel i forhold til tendenser og forandringer?

-

Hvad er trivsel? Hvad er et tilpas niveau af trivsel blandt pædagoger?

-

Hvordan får udefrakommende mulighed for at blive indarbejdet i dagligdagen, så de ikke føles som ekstra opgaver?



Kilde: 'Når det kommer til stykket, så er det jo vores hverdag, det handler om', af sociolog Anne-Kirstine Mølholt, Aalborg Universitet.