Professionen: Få mere tid og slip for stress

Pædagoger har svært ved at planlægge arbejdet, så de får tid til det væsentlige. To pædagoger har skrevet en brugsbog med gode råd om, hvordan man systematiserer arbejdet, forbedrer sin kommunikation og minimerer risikoen for stress og udbrændthed.

En gammel, men aldrig rustet kærlighed til pædagogfaget, og mange års erfaringer fra praksis, som de mener, at andre kan lære noget af, har været motiverne for pædagogerne Anette Hegelund Dalsgaard og Lotte Mejl til at skrive bogen ’Den professionelle pædagog’. En brugsbog, der handler om, hvordan pædagoger synliggør deres professionelle rolle, så andre opdager, at pædagoger er dygtige og vigtige for børns opvækst.



I bogen giver de gode råd om, hvorfor og hvordan man skal dokumentere sit arbejde, hvordan man forbedrer sin kommunikation, hvordan man systematiserer og planlægger arbejdet, så man også får tid til forberedelse, hvordan man undgår udbrændthed og meget, meget mere.



»Vi har altid været stolte af at være pædagoger, så derfor vil vi gerne vise, at pædagoger kan noget særligt, og at de ikke kan erstattes af andre. Bogen er et forsøg på at klæde pædagogerne rigtig godt på til den professionelle rolle. De er dygtige praktikere, men vi tror, at de har brug for gode råd til at få tingene til at hænge bedre sammen i hverdagen,« siger Anette Hegelund Dalsgaard, der nu er souschef i en institution.



»Vores budskab er, at pædagoger skal kunne dokumentere deres faglighed og sætte ord på den tavse viden, hvis de vil have højere status i samfundet. Ofte får pædagoger dårlig samvittighed, fordi de mener, at det tager tid fra arbejdet med børnene. Men når man bruger tid på forberedelse, planlægning, dokumentation og evaluering af det pædagogiske arbejde, kommer det børnene til gode i den sidste ende,« siger Lotte Mejl, der nu fungerer som selvstændig konsulent og underviser.



Praksischok. Efter mange år som praktiserende pædagoger mødte Anette Hegelund Dalsgaard og Lotte Mejl hinanden på deres efteruddannelse. Her besluttede de, at de ville de skrive den bog sammen, som de altid har manglet. Nu har de gjort det, og bogen udkommer 16. februar. Den er tænkt som hjælp til selvhjælp og henvender sig til alle pædagoger, der vil arbejde mere professionelt.



De to forfattere har især dedikeret bogen til de nye pædagoger, hvis vej ind i faget kan ende med et gedigent praksischok.



»Alt for mange er ikke klædt godt nok på til at møde den praktiske hverdag. Vi har set mange flygte fra faget, fordi de er kommet forkert ind på den hektiske og komplekse dagligdag. Det kan de undgå, hvis de ved mere om den rolle, de skal udfylde. Mange knækker nakken, fordi virkeligheden viser sig at være noget andet, end det de er forberedte på ud fra den teoretiske tilgang, de har mødt på uddannelsen. Når de får job, skal de ud og tage fat, og der kan man ikke stå og vifte med Bourdieu,« siger Lotte Mejl.



Mange vil måske sige, at det finder man ud af med tiden, men Anette Hegelund Dalsgaard mener, at der kan spares meget tid både for pædagogen og den institution, hun skal arbejde i.



»Jo før, den nyuddannede får overblik, jo før får hun frigjort ressourcer til det pædagogiske arbejde med børnene,« siger hun.



At være professionel. Bogen hedder ’Den professionelle pædagog’, fordi forfatterne mener, at det er vigtigt for pædagogerne selv og for professionens fremtid, at pædagoger har en tydelig professionel tilgang til deres arbejde. Det indebærer, at man er afklaret med sit mål for arbejdet, og at man arbejder værdibaseret både i forhold til egne værdier og institutionens.



»Det kendetegner en professionel pædagog, at hun har kendskab til teorierne og kan bruge dem i den rette kontekst i praksis. Desuden skal man kunne formidle de resultater, man opnår, også til ikke-fagfolk: forældre, politikere, forvaltningsfolk og samarbejdspartnere,« siger Lotte Mejl.



»En professionel pædagog er også en, der har modet og indsigten til at korrigere sin praksis og sig selv undervejs. Og som er dygtig, har overblikket og handler rigtigt i situationerne,« siger Anette Hegelund Dalsgaard.



De synes begge, at de ti professionsmål, som BUPL netop har vedtaget, ligger godt i tråd med de ting, som de ønsker at formidle med bogen.



»Man skal have styr på, hvad der hører med til ens faglighed, og man skal kende dens grænser. Vi ser ofte pædagoger tynget af en alt for stor rygsæk. For ud over det, der skal være af det rent pædagogfaglige, så ligger der bagage fra forældrene, fra psykologen, fra sagsbehandleren og mange andre. Hvis man ikke får smidt alt det ud, som ikke hører til, vil det blive svært at fokusere på fagligheden,« siger Lotte Mejl.



»Vi ser desværre, at alt for mange – ofte er det ildsjælene – får stress, bliver syge i længere tid, og nogle kommer ikke tilbage til det fag, de egentlig brænder for,« siger Anette Hegelund Dalsgaard.



Tydelig tale. At sige til og fra i forhold til ens faglige rolle handler ikke bare om at få defineret kerneydelsen i jobbet, men også om kommunikation.



»Alt, hvad man foretager sig, handler om kommunikation, uanset om det er i forhold til børn, forældre, kolleger eller samarbejdspartnere. Hvis ikke kommunikationen fungerer, er der ikke noget, der fungerer. Derfor er det godt at være bevidst om, hvordan man selv kommunikerer og virker på andre. Hvis reglerne for ordentlig feedback bliver overholdt, eller hvis den foregår i et fagligt rum, hvor det handler om opgaven, skal man skal betragte det som en gave, at man får hjælp til at se sig selv tydeligere,« siger Lotte Mejl.



»Det er rigtig vigtigt, at man kan skelne mellem det private og det professionelle, for når man lapper ind over de to rum, bliver man sårbar og ked af det, syg og udbrændt,« siger Anette Hegelund Dalsgaard.



Det er ikke kun de mange opgaver fra arbejdsgiverne, der trykker pædagogerne i disse år, mener forfatterne. Det er også, at de påtager sig ekstra opgaver, der ikke er indeholdt i den professionelle opgave.



»Pædagoger er flinke og forstående mennesker og vil gerne hjælpe, hvor de kan. Men de hjælper faktisk ikke, hvis de påtager sig noget, der ikke er inden for deres gebet, som for eksempel at fungere som socialrådgivere for forældrene. Pædagoger skal kunne sende folk videre til andre professionelle, der kan hjælpe,« siger Lotte Mejl.



Hvis man som pædagog skal klare de opgaver, der skal løses, handler det efter forfatternes mening om at se på strukturen og organisationen på en anden måde.



»Vi tror, at man kommer bedst rundt om det ved at acceptere, at opgaverne er kommet for at blive og derefter organisere sig ud af det,« siger Anette Hegelund Dalsgaard.



Flere fluer med et smæk. Bogen indeholder derfor mange gode råd om, hvordan man kan systematisere arbejdet, så man får tid til for eksempel dokumentation.



»Ved at bruge de skemaer, der systematiserer dokumentation fra planlægning til evaluering, som vi har i bogen, slår man flere fluer med et smæk. For samtidig med, at man får sat ord på den tavse viden, får man materiale, som også ens kolleger kan bruge. Og når man har lavet dokumentationen, så lur mig, om det ikke også påvirker politikerne, så vi får den nødvendige tid. Men ellers har vi da gjort det, der er vigtigst, nemlig at få synliggjort fagligheden,« siger Lotte Mejl.



»Vi synes også, at pædagogerne i lighed med lærerne skal have tid til forberedelse, planlægning og evaluering, men indtil det sker, skal vi selv gå i gang, også for vores egen skyld. Pædagoger har det skidt med at sidde for meget ved et skrivebord og være væk fra børnene. Men vi synes, at man skal tænke på, at tiden og indsatsen kommer igen i form af mere synliggjort, målrettet pædagogisk arbejde,« siger Anette Hegelund Dalsgaard.



Råd mod stress i hverdagen

• Skriv lister over de ting, du vil have udført hver dag – og overhold dem.



• Gør om muligt én ting af gangen. Streg efterhånden ud på listen. Du får bedre overblik og fokus på det vigtigste.



• Del en stor arbejdsopgave op i småbidder, så bliver den mere overskuelig.



• Hold ’frikvarter’. Bevilg dig selv 15 minutter om dagen, hvor du laver nøjagtig det, der passer dig.



• Fokusér på det positive frem for det negative. Lav for eksempel en ’rose-runde’ med kollegerne en gang om måneden. Husk, at selv småting er vigtige at få med i rose-runden.



• Stop de negative kolleger. De dræner jer alle for energi. Hvis de får for meget plads, smitter deres negativitet. Giv dem ikke lov til det.



• Le dig glad. Humor en fabelagtig antistresser. Lav en regel om, at I skal grine sammen mindst én gang om dagen.



• Løs uløste konflikter. Ellers kommer de til at styre dit liv.



’Den professionelle pædagog’ af Anette Hegelund Dalsgaard og Lotte Mejl, Hans Reitzels Forlag, 192 sider, vejl. pris 248 kroner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.