Privat pasning opgivet

Firmaet Bruger-Hjælper Formidlingen har opgivet planerne om at bygge ti private institutioner i København, inden året er omme. Firmaets direktør, Torben Hansen, erkender, at han ikke kan få økonomien til at hænge sammen

Nyheden nåede både landsdækkende aviser og Radioavisen i sommer. Firmaet Bruger-Hjælper Formidlingen ville samle den handske op, som servicegiganten ISS smed fra sig, da koncernen for et år siden opgav at drive private institutioner i Danmark.

1. oktober sidste år trak ISS sig ud af markedet for børnepasning, og det virkede som om, private firmaer definitivt havde mistet interessen for at passe danskernes børn.

Men Bruger-Hjælper Formidlingens direktør, Torben Hansen, havde set nye muligheder i Københavns Kommune: Firmaet skulle passe de børn, som i dag bliver passet privat med tilskud fra kommunen.

Privat pasning foregår typisk ved, at to forældrepar går sammen om at ansætte en ufaglært, der passer børnene i et af hjemmene. Nu ville Torben Hansen i stedet tilbyde forældrene at få passet deres børn under "institutionslignende forhold," som han udtrykte det. Planen var at åbne 10 nye pasningsordninger på de københavnske brokvarterer inden året er omme.

Finansieringen var på plads, et møde med BUPL om overenskomster var aftalt, og jagten på egnede lokaler var sat i gang. Så sent som midt i september meddelte Torben Hansen til Østerbro Avis, at firmaet var på udkig efter en egnet Østerbro-villa.

Hvis man kiggede på Torben Hansens karriere som forretningsmand, var der al mulig grund til at tro, at han kunne sætte alvor bag ordene. Siden 1996 har den tidligere handicaphjælper haft stor succes med sit firma, som arbejder med at formidle hjælpere til sygehuse og institutioner over hele landet. I dag er Torben Hansen direktør for en servicekoncern med en omsætning på 70 millioner kroner og 7000 aktive jobsøgende i stalden.



Urealistiske forventninger. Planerne om at passe børn er langt fra blevet samme succes. I sidste uge måtte Torben Hansen meddele, at han har opgivet satsningen, endnu inden den første institution er åbnet.

"Jeg har indset, at det er umuligt at få økonomien til at hænge sammen. Hvis vi vil finansiere pasningen via kommunens ordning for privat pasning, har vi ikke råd til at indrette bygningerne efter de regler, der gælder for institutioner, købe det rigtige legetøj, ansætte medarbejdere på overenskomst og sørge for efter- og videreudannelse til personalet," siger Torben Hansen til Børn&Unge.

Privat pasning er et tilbud, som alle kommuner i dag skal tilbyde alle forældre. I København yder kommunen et tilskud på op til 5.608 kr. om måneden pr. barn i vuggestue-alderen. Det betyder, at forældrene selv skal betale cirka 2400 om måneden. Det giver godt 8000 kroner, som skal dække løn til barnepigen, bleer, kost, strøm og andre udgifter i forbindelse med privat pasning.

Til sammenligning koster en kommunal vuggestueplads 10.650 kroner pr. barn i gennemsnit i Københavns Kommune, oplyser kommunen.

"Vi havde regnet med, at vi kunne holde os på en pris, der lå lidt under de 8000 kroner, så vi kunne få en lille fortjeneste. Men vi har måttet indse, at vi skulle leve op til en række krav. Blandt andet skulle vi finde erstatningsboliger, hvis vi omdannede private huse til vuggestuer. Vi skulle holde nabohøringer og sørge for parkeringsmuligheder. Og så ville vi også gerne sikre, at bygningerne lever op til de krav, der gælder for institutioner og sørge for, at legetøjet er i orden. Det er blevet meget dyrere, end vi troede," siger Torben Hansen.



Venter på ny lov. Han oplyser, at firmaet helt har opgivet planerne om at passe københavnernes børn med tilskud fra ordningen for privat pasning. I stedet vil han afvente en ny lov, som Socialminister Henriette Kjær (K) har bebudet til november. Med loven vil ministeren give private firmaer mulighed for at tjene penge på at drive institutioner. Det er ikke tilladt, som loven er i dag.

"Jeg tror ikke, det er muligt, at oprette en mellemting melllem privat pasning og egentlige institutioner, som vi har villet. Hvis man vil passe flere børn på samme sted, bliver man nødt til at leve op til de regler, der gælder for institutioner og få de samme tilskud, som der gives til institutioner. Man kan ikke drive pasningsordninger for 80 procent af den pris, kommunen tager," siger han.

Da Torben Hansen i sommer meddelte offentligheden, at han ville drive private institutioner, udtrykte flere deres undren over, at firmaet ville ind på markedet, inden loven blev vedtaget.

I dag erkender Torben Hansen da også, at han var for hurtigt ude.

"Vi anede ikke dengang, at der var en lov på vej. Nu vil vi "træde vande" indtil vi ser, hvad ministeren spiller ud med. Hvis det viser sig, at vi ikke kan drive institutioner på et grundlag, som både forældre og personale er tilfredse med, vil vi hellere lade være. Børnepasning er ikke vores kerneområde. Vi er blevet en mastodont på handicapmedhjælper-området, og det ry vil vi nødig sætte over styr," forklarer Torben Hansen.

Han vuderer, at den ny lov sandsynligvis først bliver vedtaget "en god bid ind i det nye år."



Blomstrende vikartjeneste

Den tidligere handicaphjælper Torben Hansen er i dag direktør for en servicekoncern, der består af fire selskaber. Alle med adresse på Hvidovrevej 438 i Hvidovre.

Bruger-Hjælper Formidlingen er datterselskab i koncernen, men langt det største med en omsætning på 70 millioner kroner og et overskud på ni millioner kroner.

De 22 ansatte arbejder med at formidle hjælpere til blandt andet institutioner og hospitaler over hele landet, både inden for det offentlige og det private. Ifølge firmaets hjemmeside er der i øjeblikket knyttet 7000 aktive jobsøgende til Bruger-Hjælper Formidlingen.

Forretningen har eksisteret siden 1996 og er vokset kraftigt de seneste år. Alene fra 2000 til 2002 er omsætningen mere end fordoblet. Igen i år regner ledelsen med, at forrentningen vil vokse, både målt på omsætning og overskud.

Udover Bruger-Hjælper Formidlingen består koncernen af tre andre firmaer:

- Holdingselskabet MA-TO, der ejer de øvrige virksomheder.

- FlexAdministrationen 2002. Selskabet sælger hovedsagligt løn-, personale- og regnskabsserviceydelser indenfor bl.a. handikapområdet

- Care Site ApS, der primært sælger serviceydelser, blandt andet ved at udvikle en jobdatabase.



Regler for privat pasning

Siden 1. juli i år har det været obligatorisk for alle kommuner at give tilskud til forældre, der vælger privat pasning.

Muligheden skal tilbydes alle forældre med børn i alderen fra 24 uger og indtil det tidspunkt, hvor børn almindeligvis optages i børnehaveklasse, fremgår det af lov om social service.

Kommunen fastsætter størrelsen af tilskuddet efter visse retningslinjer. Blandt andet må tilskuddet højst udgøre 70 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning og maksimalt 85 pct. af den billigste nettoudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.