Praktikant på lossepladsen

Den hullede vej langs med lossepladsen er mudret, for det har lige regnet. Kvinderne hanker op i de spande, som de for nogle timer siden stillede ud for at opsamle regnvand. Det skal de bruge til krops- og tøjvask.

Det er denne vej, de to pædagogstuderende Søren Ammonsen og Peter Gade går, når de skal hen til deres praktikplads, som er en børnehave for de børn, der bor ved og på lossepladsen Umapad i Filippinernes næststørste by, Cebu City. Langs vejen er der opført simple træ- og betonbygninger med bliktag. Det er et helt lille samfund med beboelser, kiosker og små forretninger, og da de to pæda­gogstuderende går forbi, vender de lokale sig om for at kigge efter dem. Arbejdet lader de ligge et øjeblik, mens de råber en hilsen.

Mudderet, der for hvert skridt sprøjter op på de gåendes bare ben, minder i både konsistens og den grålige farve om kloakslam. Når vinden blæser fra en bestemt retning, kan man tydeligt lugte, at der ligger en losseplads på den anden side af hegnet. En lille barfodet pige, der er iført en slidt hvid flæsekjole, smiler så stort, at hendes ansigt nærmest flækker fra øre til øre, da hun ser de to danske pædagogstuderende komme gående hen mod børnehaven.

Pigen i flæsekjolen er ikke den eneste, der har lagt mærke til de to mænds ankomst. Snart er 25-årige Søren Ammonsen og 26-årige Peter Gade omringet af både små og større børn, som klynger sig til deres hænder og arme og prøver at kravle op for at få en svingtur.

Peter Gade og Søren Ammonsen er studerende ved Pædagoguddannelsen i Hjørring. Da de fik muligheden for at tage i praktik i udlandet, faldt valget på Filippinerne.

"Jeg havde ikke lyst til at tage til for eksempel Tyskland eller England, for der er kulturen meget som i Danmark, og jeg havde lyst til at opleve noget helt andet," forklarer Søren Ammonsen.

De to studerende fik hjælp til at finde deres praktikplads i Cebu City af organisationen 'Rise Above Foundation', som styres af det dansk/norske ægtepar Flemming og Elisabeth Hansen.

Det er en organisation, som ud over at samle penge ind til velgørende projekter i Filippinernes næststørste by, også koordinerer praktikophold for danske pædagog-, lærer- og tandlægestuderende.

Søren Ammonsen og Peter Gade er nu over halvvejs i deres praktikperiode på seks måneder, og den filippinske kultur har sat sit aftryk på dem begge.

Selvom de endnu har en tredjedel tilbage af praktikken, kan de på nogle områder allerede mærke gevinsten.

"Ud over at jeg hjemmefra havde sat mig det mål, at jeg ville lære at arbejde i en fremmed kultur, havde jeg også sat mig for, at jeg ville arbejde med min generthed," fortæller Søren Ammonsen, der havde det samme mål i sin første praktik i Danmark.

"Men jeg kan mærke, at det flytter meget mere her. Her kan du ikke gemme dig, og du er nødt til at tale et fremmed sprog. Man skal bare have det til at fungere i det halve år, vi er væk hjemmefra," siger han.



Flere studerende skal ud. Den oplevelse, Søren Ammonsen og Peter Gade får ved at bo et halvt år på den anden side af jordkloden, vil Undervisningsministeriet gerne have flere danske studerende til at få.

I 2009 blev der blandt de europæiske undervisningsministre sat det fælles mål, at hver femte studerende i 2020 skal have haft et studie- eller praktikophold i udlandet. I studieåret 2007-2008 valgte kun 7,6 procent af professionsbachelorerne at søge ud over Danmarks grænser, og det skal ændres, hvis danskerne skal blive bedre rustet til at klare sig på et stadig mere internationalt orienteret arbejdsmarked, lyder det i en rapport fra Undervisningsministeriet, som er udgivet i 2009.

Også Laust Joen Jakobsen, som er formand for Rektorkollegiet for de danske professionshøjskoler, deriblandt pædagog­uddannelserne, er tilhænger af at sende flere af de studerende til udlandet.

Han erkender, at der endnu er et stykke vej, før hver femte professionsbachelor vælger at tage i udlandspraktik.

"Danske professionsbachelorer, blandt andet pædagogstuderende, er generelt ikke så gode til at vælge udlandet. Vi modtager mange flere udenlandske studerende, end vi sender ud i verden," fortæller han.

Og det er en problematik, der bør tages hånd om, mener formanden for Rektorkollegiet, blandt andet ved dialog med de studerende om, hvorfor de bør vælge at tage praktik i udlandet.

"Et ophold i udlandet giver nogle kompetencer, som er vigtige for uddannelsen. Pædagoger arbejder med relationer, og Danmark er på vej til at blive et flerkulturelt samfund. Derfor er det vigtigt, at de studerende gør sig erfaringer uden for Danmarks grænser, hvad enten det er i en dagpleje i Sverige eller i en flygtningelejr i Libanon," siger Laust Joen Jakobsen.



Livet på skraldebunkerne. For Søren Ammonsen og Peter Gade var det hverken Sverige eller Libanon, der trak, men derimod det sydøstlige Asien, da de helt i tråd med Undervisningsministeriets og Laust Joen Jakobsens ønske valgte at se ud over Danmarks grænser.

Selvom de to studerende efter fire måneder ikke længere er fremmede på lossepladsen i Umapad, oplever de stadig ofte, at de lokale taxachauffører bliver målløse, når de to danske fyre beder om at blive kørt ud til lossepladsen. For når de har råd til at tage en taxa på arbejde, hvorfor gider de så arbejde i så fattigt og beskidt et område som Umapad?

"Første gang, jeg så praktikstedet, tænkte jeg, at 'her kan man da ikke have en institution'. Det er så langt fra, hvad vi kender fra Danmark," fortæller Søren Ammonsen, som er opvokset i Frederikshavn.



Men det kan man altså. Lossepladsen og området omkring den er et samfund i samfundet, som huser flere hundrede familier, hvis væsentligste indtægtskilde netop er lossepladsen. Her kalder kvinderne deres mænd for 'skattejægere', fordi de lever af at sortere og samle affald, som måske kan vise sig at være penge værd. Ved lossepladsen er der opført to børnehaver, der skal give forældrene aflastning, så de får mere tid til at tjene penge til deres familie. Selvom det, set med danske øjne, ikke koster ret mange penge at have sit barn i børnehave, er det dog ikke alle, der har råd til at gøre brug af tilbuddet. I Filippinerne lever knap 33 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

"Nogle gange oplever vi, at børnene holder op med at komme i børnehaven i en periode, fordi forældrene ikke har råd til at betale de 50 pesos, det koster om måneden. Det svarer til 6,50 danske kroner," fortæller Peter Gade og fortsætter:

"Man får en meget større respekt og forståelse for mennesker, som ikke er lige så heldigt stillede, som vi er," konstaterer han.



Voksen af nød. På legepladsen foran praktikstedet har en tiårig pige på grund af den kraftige regn, som skyller ned over lossepladsen, trukket sin forvaskede lyserøde T-shirt halvvejs op over håret. Selvom hun er i skolealderen, befinder hun sig alligevel sammen med de yngre børn fra børnehaven.

Pigen kigger interesseret og lidt genert på de to danske fyre, der leger med de yngre børn. Ved hendes side hænger et nøgent barn med oppustet mave. Barnet, som er pigens lillesøster, er forkølet, og snottet løber ud af næsen og ned over munden. Pigen i den lyserøde T-shirt snyder hurtigt barnets næse i sin hånd, tørrer snottet af i en vandpyt og fortsætter med at betragte legen.

"Hendes far er død, og moderen er alene om at passe fire børn, så nu er hun blevet taget ud af skolen for at passe sine yngre søskende," fortæller Søren Ammonsen alvorligt.

I løbet af de fire måneder, praktikken indtil videre har varet, har han og Peter Gade formentlig oplevet mere fattigdom og nød, end de kunne opleve i løbet af et helt liv i Danmark.



Udfordring giver mening. Selvom de to nordjyske studerende dagligt møder mennesker, der er mindre heldigt stillede, end de selv er, er det vigtigt for dem at holde fast i, at de er i Filippinerne for at lære noget og ikke for at være velgørere.

"Man skal ikke tage i udlandspraktik, fordi man tror, at man kan redde verden. For det kan man ikke," fastslår Søren Ammonsen.

Han og Peter Gade mener derimod, at man som studerende skal vælge at søge til udlandet, hvis man kunne tænke sig at møde en kultur og nogle mennesker, som er vidt forskellige fra, hvad man ser derhjemme.

Og for at få udfordring.

"Den udfordring, det er at arbejde her, giver mening. Det var ikke, som vi havde regnet med, da vi kom herud. De boldbaner, vi i fantasien havde set for os, fandtes slet ikke. Vi har virkelig været nødt til at bruge vores fantasi, og vi er blevet meget mere bevidste om vores liv derhjemme, hvor børnene leger med Lego, mens børnene her sagtens kan underholde sig selv med et par sten," forklarer Peter Gade.

Hverken han eller Søren Ammonsen er i tvivl om, at arbejdet og oplevelserne på lossepladsen i Cebu City er udbytterigt for dem. Dog har de endnu svært ved at sætte konkrete ord på udbyttet, mens de stadig er i gang med praktikken.

"Jeg føler i hvert fald, at jeg er vokset helt vildt personligt," fastslår Peter Gade og fortsætter:

"Men jeg er overbevist om, at det bliver lettere at sætte ord på, hvad vi har fået ud vores praktik, når vi er kommet hjem til Danmark og har fået det hele lidt på afstand," vurderer han.



Undervisningsministeriets strategi

• I 2020 skal 20 procent af de danske studerende have haft et studie- eller praktikophold i udlandet.

• Det blev besluttet blandt europæiske undervisningsministre, da de i 2009 mødtes i forbindelse med den såkaldte Bologna-proces, som er et samarbejde mellem udenrigsministre på tværs af landegrænser.

• Den gruppe danske studerende, der i studieåret 2007/2008 i færrest tilfælde søgte til udlandet, var de studerende på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

• Undervisningsministeriet anbefaler, at uddannelsesinstitutionerne satser mere markant på studie- og praktikophold i udlandet. Det kan de blandt andet gøre ved at brande udbyttet af udlandsophold for de studerende og ved andre tiltag, som for eksempel at udstede et internationalt kompetencebevis, og ved at hjælpe med at skaffe kontakt til praktiksteder i udlandet.