Praktik i udlandet; På et tag i Havana

Når ungerne er puttet, og mørket sænker sig over Havanas hektiske mylder af mennesker, hestevogne og bile,r kravler Nils Falk og Pernelle Rose op på deres tag. Over en kop kaffe eller en kold øl småsnakker de om dagen, der er gået. Kigger på stjernerne. Og nyder roen. Den er der nemlig ikke ret meget af i løbet af dagen i deres nye liv som havanesere.

Han er pædagogstuderende og i sin anden lønnede praktik i byens eneste børnekulturhus. Hun har orlov fra jobbet som pædagog på en institution for anbragte unge på Nørrebro og deler sin tid mellem spanskstudier på universitetet, salsaundervisning og pasning af deres to drenge Karl August på to år og Jonathan på ni.

De har slået sig ned i Cubas hovedstad Havana i et halvt år for at få noget mere tid og nogle flere oplevelser sammen som familie. Og for at give Nils Falk mulighed for at prøve kræfter med de pædagogiske teorier som han efter nogle års studier brænder for at prøve af.

Begge dele er lykkedes, synes de.

"Jeg har været uddannet i ti år. Jeg kan godt li' mit arbejde, men nyder at have en pause, hvor jeg gør noget helt andet. Væk fra dagligdagen og rutinerne. Tæt sammen med hinanden," funderer Pernelle Rose, der deler efternavnet Hansen med Nils. Inden de tog af sted, giftede de sig nemlig for at have orden i papirene. En god ide, som de godt kan anbefale, selvom det bestemt ikke har fejet alle problemer med det cubanske bureaukrati af banen.

Visum og den slags er bare bøvlet, konstaterer de. Som par er de nogle af de første, der er afsted på udveksling. De har vandret mellem de første 50 kontorer og har ikke mange lovord at sige om de bureaukrater, de har mødt.



Ikke gemme sig. Efter de første hektiske måneder har de vænnet sig til byens puls og naboernes geskæftige medvirken i deres liv. Men ikke uden besvær. Det var meget overvældende i starten med alle de mange mennesker, der ville dem det så godt, som Nils forklarer. Især den første uge var rædselsfuld:

"Vi havde jetlag og blev selvfølgelig syge samtidig. Lå bare i sengen og tænkte "hvad er det, vi har gjort", mens overboen spillede høj musik, og genboens dreng sad i vores sofa i 14 dage. Det var et chok," siger Nils

Pernelle: "I starten vadede naboerne bare ind og begyndte at lave mad og kommentere vores indretning. Det gør de stadig, men nu tager vi os ikke så meget af det og er blevet bedre til at sige til og fra."

Nils: "Alle har en mening om alt og alle. Hvis du hænger vasketøjet på en bestemt måde, foreslår de at gøre det på en anden måde."

Pernelle:"Ja, jeg har oplevet, at naboen kom og hev kosten ud af hånden på mig, mens jeg fejede, for at vise mig, hvordan jeg kunne gøre det på hendes måde. Sådan er det meget her. Man kan ikke lade som ingenting. Ikke gemme sig. Hvorfor siger de nu det, brugte vi meget tid på at diskutere i starten. Nu sorterer vi lidt mere i det."



Dagligdag. Som familie har de ikke styrtet rundt for at se byens seværdigheder. I stedet har de brugt kræfterne på at få en dagligdag til at hænge sammen. Tur i parken med børnene, arbejde, sprogstudier, indkøb og den slags. Og det har de det godt med. Nogle gange lærer man mere ved at sidde på en bænk i 14 dage end ved at fare rundt til alle seværdighederne, er de enige om.

Efter et par måneders spanskstudier har Pernelle Rose lært at klare sig på spansk. Hun taler flydende med den gamle spansklærer, der kommer på visit for at læse sprog med husets ni-årige. Sådan lyder det i hvert fald for en udenforstående ikke-spansk kyndig. Selv er hun meget bevidst om, at der er langt igen, før hun taler fejlfrit, men medgiver dog, at der er sket store, store fremskridt siden de første dage, hvor hun ikke kunne et ord spansk. Heldigvis kunne Nils klare sig på sproget, og det er simpelthen en forudsætning for at være her, er de enige om; at kunne noget spansk eller få det lært. Så man kan snakke med folk, købe ind og forstå, hvad der foregår.

Udover spanskundervisningen får Jonathan undervisning af sin mor nogle timer om dagen i matematik og dansk. For at få nogle legekammerater er han begyndt at gå til karate nede i den nærliggende park.

"Det er sjovt," synes han. "Selvom det er irriterende, når man ikke kan forstå, hvad de andre siger."



Koncentration. Sprogforbistringer oplever Nils også i sit arbejde i Børnekulturhuset Jose de la Luz Caballero, der ligger en halv times gang fra lejligheden. Hver dag arbejder han med workshops for børnene, der kommer fra de forskellige skoler i området. I dag tirsdag står den på engelsk med 16 unge, der kommer for at få lektiehjælp og ekstraundervisning. Det foregår på lige dele spansk og engelsk og er et nøje tilrettelagt forløb, der involverer både hoved og krop.

"Åh, boogie boogie woogie, åh boogie boogie woogie," skråler Nils om kap med eleverne. Efter koncentreret undervisning i klassen har han taget flokken med ud under den stegende sol i haven for at bruge kroppen. Og ungerne nyder det tilsyneladende. Storsmilende hopper de rundt i kreds og skråler med på boogie-woogien.

"Jeg involverer kroppen og sanseapparatet i sprogundervisningen meget bevidst. Humoren, begejstringen og samværet med børnene er nemlig grobund for den tillid og åbenhed, som er forudsætningen for at lære et nyt sprog," forklarer Nils.



Selvstændig. Som praktikant i børnekulturhuset forventes man på egen hånd at kunne skrue et undervisningsforløb sammen, som man 100 procent selv er ansvarlig

for at strukturere og udføre på linje med centrets øvrige ansatte. Der skelnes ikke mellem studerende eller ikke studerende i den sammenhæng. Derfor valgte Nils at tage udgangspunkt i engelsk-undervisningen. Den er der et stort behov for på Cuba, fortæller han. Samtidig synes han, at sprogundervisningen er en god mulighed for at samle en masse af de teoretiske og praktiske indgangsvinkler til det pædagogiske arbejde, han gerne vil tage udgangspunkt i. Og han har virkelig noget at byde på, oplever han. Børnene her er mere vant til kæft, trit og retning end danske børn. For eksempel er de ikke vant til, at de voksne påtager sig skyld for, at noget ikke fungerer. Her er det altid pædagogen, der har ret, fortæller Nils Falk og giver et eksempel:

"En dreng var ulykkelig over, at han ikke kunne følge med i den engelskundervisning, jeg lavede. Han græd, og da jeg fik ud af ham, hvad det handlede om, sagde jeg, at det skulle han ikke være ked af. Det var mig, der havde lagt niveauet for højt. Det havde han aldrig oplevet før, at en pædagog ikke bare sagde "tag dig sammen" til eleverne. Men indrømmede at have lavet en fejl."



Hører til. Tilbage på tagterassen hjemme i kvarteret, funderer Nils over, hvad han lærer af sin praktik. Han er meget optaget af at få teori og praksis til at spille sammen og synes, det er en sejr, når han formår at få ungerne til at blomstre. Når nærværet opstår. Og han er både forundret og glad for, så godt det er lykkedes at nå børnene trods de store kulturelle forskelle mellem ham og dem.

Selvom livet som havanesere er temmelig hektisk, synes både han og Pernelle Rose, at de har lært at tage tingene mere roligt. "Ikke stresse op," som hun siger:

"I Danmark er vi meget forvænte med at have rent drikkevand i hanerne og bugnende forsyninger af mad og drikke alle vegne. Busser og tog kører som regel også til tiden. Men sådan er det bare ikke her, og man må lære at klare sig alligevel."

Fra tagterassen kan man se ind i nabohusets lejligheder og følge med i de lokale intriger. "Derhjemme bor vi i et sølvbryllupskvarter, så det her er bare noget helt, helt andet," fortæller Pernille og hilser på duemanden, der krydser taget for at komme hen til sine brevduer, der bor i et bur på taget.

Som familie nyder de at føle sig som en del af et kvarter og et fællesskab, selvom de kommer fra et andet land og kun er på besøg . Det er hyggeligt at blive så lokalkendt, at man hilser på bananmanden på hjørnet og æggemanden lidt længere nede ad gaden, synes de.

Havana har en afslappet stemning. Det er en tryg by, selvom man som dansker har mange dollars i forhold til cubanerne, møder man en masse mennesker, som vil en det godt. Og så er Pernelle og Nils enige om, at det er en kæmpestor gave at opleve, at tingene kan gøres på en anden måde, end den vi kender.



Siden 2004 har centret haft et fast samarbejde med det danske Cubakontakt om formidling af praktikophold for danske studerende. Se mere på www.cubakontakt.dk