Pladserne og rummeligheden

I forårets kommunalaftale mellem regeringen og KL indgik det bl.a., at der skal arbejdes for en forøget rummelighed i dagtilbuddene i forhold til udsatte børn og unge. Der skal med andre ord være plads til og opmærksomhed på de børn, der har brug for særlig støtte i de tidlige år. En sådan indsats kan nedtone risikoen for, at børnene går helt skævt i deres udvikling med et vedvarende og stigende behov for specialpædagogisk/psykologisk assistance.

De opgaver, der ligger i rummeligheds-tankegangen, vil pædagoger gerne være med til at løfte. Det ligger dybt i vores pædagogiske sjæle, at vi har omsorg for det enkelte barn, har blik for dets behov og dets muligheder og glæder os over de fremskridt i dets udvikling, trivsel og selvstændighed, som vi kan bidrage til.



I dette nummer af Børn&Unge er der f.eks. en artikel om en særlig gruppe børn, "talebørnene", som vi skal skærpe opmærksomheden på meget tidligt, så de ikke får psykiske og adfærdsmæssige problemer senere.

Men så er det, at den politiske virkelighed lige nu er en barsk affære. Kommunalaftalen sætter snævre økonomiske rammer, og kommunerne planlægger store nedskæringer i de kommende budgetter. Det kommer vi til at høre meget mere om i de kommende måneder, og som ansvarlige pædagoger kan vi ikke stiltiende se til, når sparekniven rammer dybt på børn og unge-området og udhuler de pædagogiske muligheder.



Og nu er så også socialminister Henriette Kjær fremme med planer, som rokker ved det, vi forstår ved demokratiske principper og solidarisk grundholdning. Hun ønsker ændring af anciennitetsprincippet i forbindelse med pladsanvisning. Hendes argumentation er gennemsyret af en arbejdsmarkedstankegang, som faktisk er fortidig i forhold til daginstitutionsområdet.

Hvor bliver troværdigheden af, når man på den ene side taler om rummelighed og om kvalitet i daginstitutionerne - og på den anden side arbejder på at lade forældre med job springe over i den eventuelle pladskø? Skal det virkelig nu være god tone at fratage f.eks. børn af arbejdsløse, børn af uddannelsessøgende og børn af forældre på overførselsindkomst mulighederne for en afvekslende og udviklende hverdag sammen med andre børn og de ansatte i institutionerne? For slet ikke at tale om de børn af anden etnisk herkomst, som mister en af de mest vitale muligheder for integration.



Hvis der var institutionspladser nok i alle kommuner, ville det jo ikke være noget problem. Men jeg synes, det er dybt problematisk, at den nuværende regering med diverse forslag og tiltag prøver at undgå den eneste rimelige udvikling på daginstitutionsområdet, nemlig plads til og rum for alle børn og unge.