Negativ tendens brudt: Nu ansætter kommune igen souschefer

Souschefer i dagtilbud har i årevis delt skæbnefællesskab med havskildpadder og gorillaer: Der er blevet færre og færre af dem, og mange steder er de helt forsvundet. Enkelte steder er tendensen den modsatte. For gorillaerne sker det i en tågeskov i Uganda. For souschefernes vedkommende skal man til Holbæk for at finde den nye tendens.
Her ansætter otte af kommunens største institutioner igen souschefer. Fire er allerede i gang med arbejdet, mens de sidste fire er på vej. Det sker blandt andet efter pres fra BUPL, fortæller Pia Ungstrup Petersen, formand for BUPL Midtsjælland.
“Vi har i længere tid italesat overfor politikere og forvaltning, at der især i store institutioner er for langt mellem lederne. Derfor er der brug for at genindføre souscheferne,” siger hun.
Karina Møller, chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune, er enig i, at det er nødvendigt med de ekstra ledere.
“Vi har store institutioner med mange børn og mange opgaver. Ledelsesspændet er blevet for stort i nogle af dem, og vi vil gerne have ledelse tæt på den faglige praksis,” siger hun.
Holder øje med børnetallet
På Midtsjælland er der som mange andre steder i landet udfordringer med at tiltrække nok ansøgere til lederstillingerne. Det kan genindførelsen af souscheferne være med til at afhjælpe, håber BUPL-formand Pia Ungstrup Petersen.
“Uden souschefer er man nødt til at gå direkte fra at være pædagog til at være leder. Der er brug for de her mellemlederstillinger, hvor pædagoger kan prøve ledelse af,” siger hun.
Derfor håber hun, at der kommer souschefer i alle institutioner igen.
“Det er vi opsatte på at få til at ske i Holbæk og i de andre af vores ni kommuner på Midtsjælland, hvor der ikke er souschefer,” siger hun.
Holbæk Kommune kommer dog ikke til at ansætte souschefer i alle dagtilbud, men det er ikke sikkert, at antallet af souschefer kun bliver på otte.
“Vi holder øje med, om vi har lagt det rette snit. Børnetallet varierer over tid, så nogle institutioner bliver mindre, mens andre får flere børn. Så skal vi måske ansætte souschefer i andre institutioner,” siger Karina Møller.
Institutionerne er blevet større, og de administrative opgaver er vokset. Derfor vil det være fantastisk, hvis flere kommuner gør som i Holbæk.
Kristine Scholl, formand for Lederforeningen i BUPL
Vi vender lige skråen sammen
En af de institutioner, som nu har en souschef, er Vipperød Børnegård med omkring 150 børn og over 30 ansatte.
Og det var tiltrængt, fortæller pædagogisk leder Flemming Olesen.
"Man afskaffede souscheferne helt tilbage, da man indførte områdeledelse. Siden er institutionerne blevet væsentligt større og ledelsesopgaven mere kompleks, så vi mangler ledelseskraft lokalt," siger Flemming Olesen, som siden september har han haft en souschef.
Det er på mange måder en fordel, fortæller han.
"Jeg kan nu sparre med en lederkollega, som kender huset. Vi kan trykprøve processer og beslutninger. Vi vender lige skråen sammen, inden vi træffer en beslutning og melder noget ud," fortæller han og tilføjer, at medarbejderne også oplever det som en fordel, at der er en leder til stede, når han løser andre opgaver. Det betyder også, at der opstår mindre uformel ledelse i institutionen.
"Når der skrues op for nærledelse, så øger vi implementeringskraften, skaber bedre løsninger i hverdagen og øger trivslen hos medarbejderne," siger Flemming Olesen.
Brug for souschefer flere steder
Pædagogerne og lederne i Holbæk er langt fra de eneste, som efterlyser og savner souschefer. BUPL's Vilkårsundersøgelse fra 2023 viser, at hver 3. leder mener, det ville forbedre deres arbejdsmiljø, hvis de havde en souschef.
Den vurdering deler Kristine Schroll, formand for Lederforeningen i BUPL.
“Når der er flere om ledelsen, bliver der bedre tid til pædagogfaglig ledelse, ledelsesspændet bliver mindre, og der kommer et ledelsesmæssigt sparringsrum. Samtidig er stillingen som souschef en mulighed for ’mesterlære’, som kan klæde pædagoger på til at blive ledere,” siger hun.
Lederforeningen i BUPL har længe talt for at genindføre souschefer, og behovet er bestemt ikke blevet mindre med tiden.
“Institutionerne er blevet større, og de administrative opgaver er vokset. Derfor vil det være fantastisk, hvis flere kommuner gør som i Holbæk,” siger Kristine Schroll og forklarer, at Lederforeningen i BUPL arbejder på flere niveauer:
“Fra centralt hold sætter vi blandt andet fokus på det over for KL, og så kan de lokale fagforeninger presse på i kommunerne, ligesom BUPL Midtsjælland har gjort.”