Pigen i papkassen er tv-speaker

De fleste er enige om, at danske børn skal blive bedre til at læse. Regeringen har ligefrem givet danske børn et løfte: De skal kunne læse inden udgangen af 2. klasse. Betyder det, at børnehaven målrettet skal sætte læring på skemaet og træne ABC med børnene? Eller skal den gøre det, den allerede gør - bare lidt bedre: Stimulere og udfordre børnene på de stumper af skriftsprog, de bringer med sig, og som ikke kan isoleres fra deres sammenfiltrede sproglige horisont?

Anders Skriver Jensen er ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i "early literacy", der kan oversættes til små børns skriftsprogstilegnelse og læseevne. Han mener, at børnehaven med fordel kan sætte fokus på sprog og kommunikation og på den måde yde deres bidrag til, at børn bliver bedre læsere. Men den evne, der senere bliver til læsefærdighed i skolen, findes allerede i kim i børnehaven.

"I børnenes verbalsprog er det tale- og det skriftsproglige filtret sammen. Det, der senere bliver til læsning, starter for eksempel som meningsfuld omgang med Pokemonkort, tøj med logoer og tekst på mælkekartoner. At sætte sproglig læring på dagsordenen i børnehaven sker bedst ved at styrke opmærksomheden på alt det skriftsprog, der udfolder sig i hverdagen, og kvalificere det ved at lægge aktiviteter i halen på det, børnene allerede gør", siger Anders skriver Jensen.



Del eller helhed

Anders Skriver Jensen forklarer, at man kan skelne mellem et holistisk og et komponentielt syn på, hvordan børn lærer at læse.

I det holistiske sprogsyn kan børnenes sprog ikke adskilles fra den helhed af sociale sammenhænge og aktiviteter, de indgår i. I det komponentielle sprogsyn er læsning en færdighed, der kan brydes ned i delkomponenter, som kan isoleres fra hinanden, trænes hver for sig og testes kvantitativt. Læsning læres ved at forstå de enkelte ord og matche bogstaver med deres lyde. Når bogstaverne 'k-a-t' kan kobles til et billede i hovedet af en kat, så har barnet læst og forstået ordet 'kat'.

Denne forståelse ligger til grund for de mest udbredte læsebogssystemer i skolen. Og de virker rigtigt godt, mener Anders Skriver Jensen - især når man i specialpædagogisk sammenhæng skal sætte målrettet ind over for børn med læsevanskeligheder. Men det betyder ikke, at den komponentielle tilgang er den bedste i alle sammenhænge.

"I hverdagens levede liv er det ikke hensigtsmæssigt primært at orientere sig efter, hvad der virker i en systematisk sammenhæng - og slet ikke i børnehaven. Her bør man i endnu højere grad lægge det holistiske - eller sociokulturelle - syn til grund for børns sproglige læring. Det har fokus på kontekstens betydning og på, hvordan børn bruger sprog til at begribe hverdagen med. Det handler ikke så meget om de tekniske sider af læsning, men om hvordan børn bruger tegn og symboler sammenfiltret med både tale- og skriftsprogselementer fra verbalsproget til at skabe betydning for hinanden", mener han.



Amalies verden

Anders Skriver Jensen fortæller om pigen Amalie, der ikke siger særligt meget i sin børnehave - faktisk så lidt, at pædagogerne er bekymrede. En dag sætter de en papkasse op på stuen og skriver 'fjernsyn' på. Både Amalie og de andre børn bliver suget ind i tv-legen, der giver anledning til en masse snak med tydelige elementer af skriftsprog. Børnene speaker på skift nyheder - også Amalie, der åbner for sin sproglige verden. Pædagogerne har så mulighed for at kvalificere legen ved at hjælpe børnene med at lave både programoversigt, vejrudsigt og speakerkort.

"Som vaks pædagog kan man tage udgangspunkt i det, som giver mening for barnet allerede, og løfte aktiviteten over i et skriftsprogligt læringsdomæne - samtidig med, at Amalie oplever succes som en, der taler. Sprogstimuleringen består i at hjælpe børnene til at bygge videre på det, de allerede ved og siger i den forbindelse. Når Amalie speaker nyheder i en tv-papkasse, er hun allerede på vej ind i skriftsproget, selvom hun ikke kan hele sin ABC endnu", siger Anders skriver Jensen - men understreger, at denne tilgang ikke dermed skal feje den systematiske træning af færdigheder af bordet.



Betænkelige trinmål

De nationale trinmål, som politikerne overvejer at indføre for børnehaven, læner sig ifølge Anders Skriver Jensen op ad den komponentielle forståelse af læring som tilegnelse af afmålte færdigheder og kundskaber, der kan testes på det enkelte barn. Og det er pædagogisk betænkeligt af flere grunde, mener han.

"Træning af standardiserede færdigheder og kundskaber på individniveau går dårligt i spænd med ideen om, at børnene skal være med til at bestemme, hvad der for eksempel for dem er relevante måder at have med skriftsprog at gøre på. Det er selvfølgelig kun betænkeligt, hvis man ser medbestemmelse som en pædagogisk værdi - men det gør jeg", siger Anders Skriver Jensen.

For det andet går centralt fastsatte trinmål dårligt i spænd med anbefalingerne fra OECD i rapporten "Starting Strong 2" fra 2006, der bygger på en gennemgang af 26 OECD-landes praksis i dagtilbud.

"Ifølge OECD får vi den mest effektive læring i dagtilbud, hvis der centralt udformes brede pædagogiske retningslinjer - men ikke detaljerede læringsmål. Det er de direkte involverede parter - pædagoger i samarbejde med blandt andet forældre - der skal omsætte retningslinjerne til praksis på lokalt niveau. Vores egne pædagogiske læreplaner er et godt eksempel. De seks åbne temaer giver anledning til lokale diskussioner og eksperimenter om, hvordan de skal fortolkes og bruges. Hvis det ender med, at politikerne vedtager nationale trinmål, der fastlåser og indsnævrer de åbne læreplaner, går det altså imod OECD's anbefalinger - og politikerne plejer jo ellers at lytte, når OECD taler!", siger Anders Skriver Jensen.



Educare

For det tredje er den komponentielle tilgangs stigende dominans betænkelig, fordi den fokuserer meget på det enkelte barns færdigheder, adskilt fra de sociale sammenhænge det indgår i.

"For det sociokulturelle blik drejer det sig ikke så meget om, at hvert enkelt barn skal have et målbart læringsudbytte ind i knolden. Udbyttet forstås i høj grad som et aspekt af den fælles praksis og som noget, der viser sig i denne. Man tager udgangspunkt i det børn, har med i rygsækken: At de er fortrolige med et tegneserieunivers, og at de kan læse, forstå og bytte Pokemonkort, selvom det måske ikke er på den komponentielle måde. Når der kommer større fokus på, at dagtilbud skal gøre børnene skoleparate, er det vigtigt, at pædagogerne retter ryggen og insisterer på også at dyrke de kollektive veje ind i læring" siger Anders Skriver Jensen.

Som forsker vil Anders Skriver Jensen nødigt inddrages i en skyttegravskrig mellem omsorg og læring.

"Min forskningsenhed hedder 'Barndom, læring og didaktik'. Når vi forsker i småbørnspædagogik, taler vi gerne om 'educare' - 'education' og 'care' skal gå hånd i hånd. Men jeg er bekymret for, at ydre central styring kan ende med at definere, hvad der opfattes som læring i børnehaverne. Grundlæggende er jeg yderst skeptisk over for, hvad der nu ligger i skuffen med nationale trinmål. I børnehaven bør pædagoger og børn sammen gå på opdagelse i skriftsproget, som det viser sig i hverdagen på legepladsen eller på stuen, og ikke som det defineres centralt. Jeg vil gerne skubbe på i forhold til, at man finder sammen i lokale forståelser af, hvad læring, skriftsprogstilegnelse og skoleparathed er", slutter Anders Skriver Jensen.



Anders Skriver Jensen

Ph.d.-stipendiat ved forskningsenheden Barndom, Læring og Didaktik ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker i, hvordan skriftsprogstilegnelse og skoleparathed kan være et fælles anliggende for pædagoger og lærere i børnehave, SFO og indskoling.

Læs også: www.dpu.dk/sproghistorier