Personalets konflikter rammer børnene

Det ikke kun de voksne, som lider under det dårlige psykiske arbejdsmiljø, der hersker i mange institutioner. Børnene reagerer på uroen ved at blive nervøse og utrygge, og derfor bliver de mere uregerlige og grænseprøvende.

De problemer, som børnene får, kan lidt populært sagt deles i to niveauer: En ydre, som skyldes hyppige og skiftende sygefravær og mange og forskellige vikarer. Og en indre, som skaber usikkerhed og tomrum.

Det sidste problem kendes fra skilsmisser, hvor børn med det samme mærker, at de voksne er begyndt at tale anderledes med hinanden - eller slet ikke. Vi kender det også fra os selv, når vi for eksempel er på besøg hos venner eller par, som lige har haft et ordentligt skænderi eller opgør. Det uudtalte hænger i luften, og alle kan mærke, at stemningen er ophidset eller direkte ond.

Problemerne er særligt aktuelle, fordi de pædagogiske arbejdspladser i disse år er meget belastede af et dårligt psykisk arbejdsmiljø. BUPL's faglige medarbejdere oplever et stigende antal sager om mobning, chikane og udstødning, og det kommer blandt andet til udtryk i mere end 1200 afskedigelsessager blandt pædagoger om året. Og det er noget nær rekord på det danske arbejdsmarked.



Pludselig udladning. Som Børn&Unge tidligere har beskrevet (i nr. 7 og 8/2002), hænger mange af konflikterne sammen med en uudtalt lede og vrede mod enkelte kolleger, som først kommer til udtryk, når personen er fraværende på ferie eller i forbindelse med sygdom. Pædagogerne sparer så at sige op, og udladningen kommer ofte pludseligt og uden varsel. Der bliver dannet forskellige fraktioner i institutionerne, som bekæmper hinanden gennem konflikter, bagtalelser og chikane.

Et af de mennesker, som er tæt på konflikterne, er sikkerhedsleder og pædagogisk konsulent i Århus Kommune Lis Nanna Thøgersen. Hun har de sidste 20 år været konfliktløser i mange sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø blandt personalet i daginstitutionerne. Hun er ikke i tvivl om, at de mange slagsmål indbyrdes mellem kollegerne påvirker børnene.

»Selvfølgelig gør de da det. Vi bruger som pædagoger tit argumentet om, at færre hænder skaber dårligere vilkår for børnene. Det siger vi i forbindelse med nedskæringer og budgetforhandlinger, men vi kan også bruge det samme billede, når der er knas med samarbejdet: Så er der i stedet for 10 par hænder måske pludselig kun fem par hænder, som kan være omkring børnene. Halvdelen er optaget af uoverensstemmelser og problemer, og det betyder psykisk såvel som fysisk fravær af voksne,« siger Lis Nanna Thøgersen. Hun er sikkerhedsleder for henved 8000 pædagoger, medhjælpere og pædagogisk-administrative medarbejdere i Århus Kommune. Hun har en baggrund som småbørns- og børnehavepædagog og leder gennem 12 år.



Tager opmærksomheden. Når de voksne i daginstitutionerne er optaget af at forsøge at løse deres egne problemer, går opmærksomheden fra børnene.

»Udadtil kan det se ud som om, tingene fungerer - børnene kommer på tur, i teatret eller laver emnearbejde, men når de voksne er optaget af andre ting, betyder det mindre omsorg for børnene. Og når de voksne ikke er "med i det", kan børnene mærke det med det samme. Børnene taber opmærksomheden for de ting, der er væsentlige for dem, for pædagogerne er reduceret til en slags opsynsmænd, som ikke deltager aktivt i børnenes liv,« siger Lis Nanna Thøgersen.

En anden konkret faktor er hyppigt sygefravær og mange vikarer i de institutioner, som er ramt af belastende psykisk arbejdsmiljø.

»Sygefravær er med til at ødelægge dagligdagen, uanset vikarmidler eller ej. Vikarer betyder ændringer i planlægningen, og det er ikke kun de voksne, som bliver stresset - det bliver børnene også, når deres hverdag pludselig ændres. Resultatet er, at nogle af børnene bliver pylrede, og de svage børn bliver mere opmærksomhedssøgende. Vikarer kan ikke give det samme som de faste pædagoger, der jo kender børnene og er i stand til at trænge igennem. Rytmen bliver brudt, og det påvirker selvfølgelig også.«

Hun har set adskillige eksempler på, at dårligt psykisk arbejdsmiljø rammer børnene:

»Vi møder ofte forældre, som vil melde deres barn ud af institutionen, ganske enkelt fordi barnet ikke vil derhen. Barnet har tidligere været glad for at være i børnehaven, men synes nu, at de voksne er blevet sure, skælder mere ud, og at der sker for lidt. Det er et sikkert symptom på, at der er noget galt med det interne samarbejde,« siger Lis Nanna Thøgersen.



Ubalance. Daginstitutioner fungerer traditionelt som en slags "åbne huse", hvor der er ivrig trafik og kommunikation på tværs af institutionen. Men i konfliktsituationer sker der ofte det, at pædagogerne lukker sig inde på deres egne stuer og ophører med at deltage på lige fod med kollegerne. Det er i hvert fald en erfaring, som sikkerhedsleder Lis Nanna Thøgersen har gjort sig.

»I situationer, hvor samarbejdet halter, bliver tingene meget formelle: Hvem skal holde opsyn på legepladsen, hvem tager en tørn ved håndvasken og så videre. Tingene bliver formaliseret for overhovedet at få dagligdagen til at fungere. Og hvis konflikten for eksempel går på struktur og regler, bliver der pludselig forskel på at komme på blå eller rød stue. Det er forskelligt, hvad man må som barn, og det betyder, at de skal omstille sig hele tiden afhængig af, hvor de befinder sig i institutionen. Børnene reagerer ved at synes, at der er mere rart at være på én stue, og det kan resultere i, at pædagogerne her føler sig udnyttet - der er simpelthen ubalance i tingene,« siger Lis Nanna Thøgersen.

En anden konsekvens af et ustabilt arbejdsmiljø er også en overrepræsentation af "problembørn".

»Jeg har iagttaget, at der er en tilbøjelighed til flere problemer med børnene i de institutioner, hvor samarbejdet ikke fungerer. Hvis de fælles holdninger går fløjten, og de voksne kæmper med samarbejdsvanskeligheder, begynder børnene at prøve grænser af, og det kan i tilspidsede situationer opfattes som en trussel.«



Usundt miljø. Når de voksne har konflikter kørerne, som ikke bliver løst på en konstruktiv måde, bliver stemningen på institutionen umiskendelig ændret, og børnene bliver bragt i en situation, der kan minde om kriser mellem forældrene. Det mener psykolog Helle Jensen fra Kemplerinstituttet.

»Miljøet for børnene bliver usundt. De oplever den destruktive konflikt som mellem forældre. Konflikter i sig selv er der ikke noget galt med, de kan både være udviklende og konstruktive, men konflikter, der ikke bliver løst, sætter en dårlig stemning. Konflikten sætter den norm, at det er forkert og farligt at være uenige. Daginstitutionernes virksomhedsplaner siger jo, at forskellighed er i orden, og derfor bliver der et misforhold mellem det, de voksne siger, og det, de gør,« siger psykolog Helle Jensen.

Konsekvensen er, at børnene opfatter situationen sådan, at det er dem, der er noget galt med.

»Børnene reagerer selvfølgelig på situationen, og det er jo ikke så underligt. De signalerer simpelthen, at "her er ikke til at holde ud at være". De kan mærke, at der er noget galt, men kan ikke finde ud af, hvad det er. Derfor forsøger de på deres måde at reagere ved at gøre opmærksom på problemerne, som det naturligvis er de voksnes ansvar at løse,« siger Helle Jensen. Hun mener også, at voksne, der ikke kan løse deres konflikter konstruktivt, er dårlige rollemodeller for børnene.

»De gode relationer og ansvarsfølelsen lærer de af os voksne, og i de situationer, hvor det går i hårdknude, finder de ud af, at man kan blive udstødt. De voksne viser jo, at det er i orden,« siger Helle Jensen.



Dårlige vibrationer. Forbløffende nok findes der ikke forskning, som har kigget nærmere på de dybere konsekvenser af dårlige vibrationer blandt de voksne i daginstitutionerne, og Børn&Unge har haft meget svært ved at få folk fra Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning til at udtale sig. Det bliver kun til vage vendinger og personlige erfaringer, for der er ikke litteratur at henvise til.

Martin Bayer er lektor og ph.d. i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet i København, og han har gennem årene iagttaget samspillet mellem børn og voksne i institutionerne. Ligesom Lis Nanna Thøgersen er han ikke i tvivl om, at en spændt stemning på arbejdspladsen mærker børnene.

»Børn ved godt hvem i personalegruppen, der har magten i institutionen. Det er jo tit det, konflikterne dybest set handler om. Derfor bliver det diffust for børnene. Der opstår et tomrum, som ikke kan udfyldes. Og det mærker især de børn, som er følsomme overfor konflikter. Jeg er ikke så bange for de velfungerende børn, for de kan godt fungere i en organisation, der er i krise,« siger Martin Bayer.

»Men de mere skrøbelige børn bliver utrygge, for de har nogle helt andre antenner end de velfungerende. En anden ting er, at børn i krisesituationer bliver skældt mere ud, for der er ikke det samme overskud blandt de voksne end ellers. Og er der noget, børn hader, så er det at blive skældt ud. Børnene bliver usikre på, hvad der gælder i institutionen,« siger Martin Bayer.

Han frygter også, at børnene, ligesom det kendes fra skilsmisser, i nogle tilfælde direkte kan blive brugt i konflikterne. At de bliver en del af spillet mellem de voksne.

»Jeg vil ikke udelukke, at det sker, men i de tilfælde er vi altså ude i noget meget uprofessionelt og utilfredsstillende.«





»Vi bruger som pædagoger tit argumentet om, at færre hænder skaber dårligere vilkår for børnene. Det siger vi i forbindelse med nedskæringer og budgetforhandlinger, men vi kan også bruge det samme billede, når der er knas med samarbejdet.«



»Jeg har iagttaget, at der er en tilbøjelighed til flere problemer med børnene i de institutioner, hvor samarbejdet ikke fungerer. Hvis de fælles holdninger går fløjten, og de voksne kæmper med samarbejdsvanskeligheder, begynder børnene at prøve grænser af, og det kan i tilspidsede situationer opfattes som en trussel.«



»Børn ved godt hvem i personalegruppen, der har magten i institutionen. Det er jo tit det, konflikterne dybest set handler om. Derfor bliver det diffust for børnene. Der opstår et tomrum, som ikke kan udfyldes. Og det mærker især de børn, som er følsomme overfor konflikter.«