Pædofiliangst: Jeg kan ikke være pædagog længere

Ikke børnehave mere. Han blev pædagog i januar 2010, og han sugede gode karakterer til sig under uddannelsen: fem 10-taller og et 12-tal kunne han stolt se på sit eksamensbevis.

Han havde allerede sikret sig et vikariat i en børnehave, da han afsluttede studiet. Men glæden varede kort.

Tre måneder senere, en ganske almindelig onsdag eftermiddag i april, sad han på legepladsen med nogle børn og snakkede om den bille, de havde fanget. Lederen kom hen til ham og sagde, at der var nogle herrer, der ville snakke med ham.

Han tog det stille og roligt ved den besked, også da de to herrer præsenterede sig som kriminalbetjente. Han blev chokeret, men tog det også roligt, selv da han fik at vide, at politiet havde modtaget nogle anmeldelser om, at han skulle have begået seksuelt overgreb mod nogle børn i institutionen. Han måtte følge med på stationen.

»Jeg tog mine ting og tømte mit skab, for jeg vidste ikke, om jeg vendte tilbage,« fortæller den 40-årige pædagog.

Jeg benægtede alt. På politistationen fik han mere at vide om anklagerne.

»Jeg skulle efter sigende have siddet med nogle børn i en hyggestund og have taget min tissemand og stukket den i munden på den ene, og de andre skulle have set på. Det skulle være foregået i et rum, hvor der er nogle kæmpestore vinduer ud til en lille gård, hvor vuggestuen kører frem og tilbage med barnevogne og lægger børnene til at sove til middag. Jeg benægtede alt. Det kunne ikke passe. Jeg forstod ingenting af det hele,« forklarer han.

Politiet beholdt ham i arresten. Politiet afhørte de to piger, han skulle have forbrudt sig imod, men det gav ingenting. Politiet havde intet, der kunne bevise anklagen. Pædagogen sad fængslet i 20 timer. En betjent kørte ham hjem sidst på formiddagen næste dag.

Og så gik han derhjemme, for han var fritstillet fra arbejde, mens sagen verserede. Politiet måtte ganske vist slippe ham ud i første omgang, men de var ikke færdige med at undersøge sagen. Han var hele tiden angst for, at politiet skulle komme og hente ham igen.

»Hver gang jeg hørte en bil, gik jeg over og kiggede ud ad vinduerne.«

Ikke en ny Tøndersag. Kommunen startede også en sag og hev pædagogen og hans kone ind til en samtale.

»Børne- og ungeafdelingen var helt forfærdede. De truede med bål og brand. ’Nu skal vi ikke have en ny Tønder-sag’. En sagde direkte til mig, at hun ikke ville lade sine børn passe af mig, for man kunne jo aldrig vide,« fortæller pædagogen.

Forvaltningen krævede også, at han ikke var alene med sine børn, og hans kone måtte love, at det ikke ville ske.

BUPL startede samtidig en sag for pædagogen, men det husker han ikke mange detaljer om.

»Alt, hvad der handlede om papirarbejde og den slags, havde jeg ikke haft særlig meget styr på de seneste par år. Det havde jeg ikke kunnet rumme. Det havde min kone taget sig af.«

To måneder efter arrestationen kom der endelig et brev fra en dommer. Politiet havde opgivet at rejse tiltale.

»De kunne ikke bevise, jeg havde gjort det, men de kunne heller ikke bevise, at jeg ikke havde gjort det, så derfor frafaldt de sagen. Den lever jeg med i dag,« opsummerer han.

Og så var det tilbage på arbejde. Men ikke i børnehaven, som han ellers var så glad for. Kommunen gav ham et job i en døgninstitution på 30 timer om ugen.

»Det var hårdt. Da først chokket havde lagt sig, og kampånden var ebbet lidt ud, kom depressionen,« siger han.

Ved årets udgang var han arbejdsløs, fordi vikariatet udløb.

Men i løbet af foråret 2011 fik han det rigtig godt igen, søgte forskellige stillinger, og til sidst lykkedes det.

»Jeg fik job i en SFO, for jeg kunne ikke få mig selv til at søge job i børnehaver mere,« siger han.

Han fik et tre måneders vikariat med 25 timer om ugen. I begyndelsen gik det godt, men hen mod slutningen af vikariatet blev han træt og i dårligt humør. Nogle dage, når han kørte hjem fra arbejde, spekulerede han på, om han bare skulle svinge sin bil over i en modkørende lastbil.

Kunne det misforstås? Hen over sommeren 2011 var han på dagpenge, men så fik han tilbudt et barselsvikariat på den samme SFO. Det blev en hård tid. I foråret 2012 var han så nedkørt, at han sygemeldte sig med en depression.

»Det var ubeskriveligt hårdt for mig at arbejde som pædagog. Man ved ikke, hvem den næste er, der kan finde på at anklage en,« siger pædagogen, der hele tiden tænkte på anklagen fra 2010.

»Hver gang et barn kom hen til mig, tænkte jeg på det. Har jeg nu været for omsorgsfuld, har jeg nu været for tæt? Kunne jeg løfte nogen ned fra et klatrestativ, der ikke selv kunne komme ned. Kunne det misforstås?«

Det gennemsyrede hver eneste arbejdsdag.

»Når jeg havde fri fra arbejde og skulle køre hjem, sad jeg og gennemrepeterede, hvad jeg havde været igennem den dag. Alle konflikter og situationer, hvor der kunne være sket noget, kunne jeg udenad.«

En lettelse. Presset ved at være pædagog var for stort. I dag er den 40-årige pædagog på revalidering og uddanner sig til datamatiker.

»Jeg har måttet acceptere, at jeg ikke kan være pædagog. Og da jeg tog beslutningen om et brancheskift, var det en lettelse,« siger han.

Også familien har lidt under det. Hans 11-årige datter har været i terapi for angst, og den 15-årige søn har lige fået konstateret depression.

’Jeg ville jo ønske, at det kun var mig, der havde det svært. Nu bliver det dobbelteffekt i stedet’, skriver han efterfølgende i en mail til Børn&Unge.



Anonym

Pædagogen har ønsket at være anonym, men Børn&Unge kender hans navn. Han er interviewet i telefonen og har godkendt artiklen.



Her står sagen:

I april 2012 blev følgerne af den uretmæssige anklage anerkendt som en erhvervssygdom af Arbejdsskadestyrelsen. Men samtidig traf styrelsen afgørelse om, at pædagogen ikke havde ret til godtgørelse for varigt mén og heller ikke til erstatning for tab af erhvervsevne. BUPL har anket, og nu venter den kommende datamatiker på, at Ankestyrelsen skal tage stilling til, om den uretmæssige anklage skal udløse en erstatning og godtgørelse.