Pædofiliangst: "Doktorlege" forbudt

Børn, der løber nøgne rundt og leger vandkamp på legepladsen eller uforstyrrede leger doktorleg i institutionens puderum, er et sjældent syn i danske institutioner. Det viser en undersøgelse fra forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet. De har spurgt pædagogerne, om de har regler for børnene blandt andet med det formål at forebygge seksuelle overgreb eller mistanke om overgreb.

I 64 procent af institutionerne har man sådanne retningslinjer. De mest almindelige regler er, at børnene ikke må tage tøjet af, og at de skal have underbukser eller badetøj på, når de leger med vand. Og at de enten slet ikke må lege ’doktorlege’, eller at der er restriktioner for legene.

Reglerne for børnene har forskellige grader og udformning. Enkelte steder er reglen, at man må tage den langærmede trøje af, men at man skal beholde den inderste trøje på. Mange steder er der regler for, hvor man skal skifte tøj. Enkelte institutioner lader børnene lege ’doktorlege’ uden stor indblanding, mens de fleste institutioner begrænser eller for­byder legene. I størstedelen af institutionerne medfører reglerne massiv overvågning af børnene.

Naturlige doktorlege. Ifølge projektleder for undersøgelen Else-Marie Buch Leander er mange af pædagogerne opmærksomme på, at ’doktorlege’ er naturlige. Derfor forsøger de at begrænse eller forbyde legene på en måde, der ikke giver børnene skam. Størstedelen af pædagogerne mener, at reglerne ikke ændrer børnenes adfærd eller udfoldelsesmulig­heder, men nogle pædagoger er særdeles kritiske over for udviklingen, som de mener, kan give børnene et forkvaklet forhold til krop og seksualitet.

Christian Graugaard, der er professor i sexologi ved Aalborg Universitet og formand for Sex & Samfund, mener, at begrænsningerne kan have store konsekvenser for børnene.

»Det er meget vigtigt, at retningslinjerne ikke tager overhånd og kommer til at erstatte det pædagogiske blik og den kollegiale reflek­sion. Med forbud kan vi let komme til at sende et signal til børnene om, at nærhed og sanselighed er farligt, og at deres kroppe er potentielt problematiske,« siger han.

BUPL’s formand, Henning Pedersen, er enig:

»Vi ved som pædagoger godt, at det er naturligt, at børn er nysgerrige omkring kroppen. Derfor skal vi finde en balance. Vi skal være opmærksomme på ikke at gøre børn kropsforskrækkede og bryde ind i det, som er en naturlig interesse,« siger han.

Krænkerperspektiv. Ifølge Else-Marie Buch Leander kan retningslinjerne ses som en tabuisering af kroppen, som peger i retning af en form for nypuritanisme. En tendens, som også Christian Graugaard og Henning Pedersen har bemærket:

»Nøgne børn, især i det offentlige rum, er blevet tabubelagt. Selv på stranden ser man i dag helt små børn med badetøj på. Tidligere løb de nøgne rundt,« siger Henning Pedersen.

Else-Marie Buch Leander fortæller, at retnings­linjerne skal beskytte pædagogerne mod mistanker og forhindre børnene i at ’krænke’ hinanden – en sprogbrug, der går igen i undersøgelsen, hvor en del pædagoger omtaler børn som krænkere og ’doktorlege’ som krænkende og grænseoverskridende.

Forestillingen om, at børn er potentielle krænkere, vækker stor bekymring.

»Børn har naturligvis en seksualitet, men den er ganske anderledes end voksnes. Den er diffus og ikke målrettet og bevidst. Den er legende, nysgerrig og intuitiv. Børns seksualitet skal have lov til at udvikle sig med støtte fra de voksne og ikke i et eller andet regeltyranni eller i en politistat i børnehøjde,« siger Christian Graugaard.

Tror, det forebygger. Else-Marie Buch Leander hæfter sig ved, at retningslinjer og kommentarer i undersøgelsen bærer tydeligt præg af en overgrebstematik. Det bekymrer hende, hvis seksualiteten primært formidles med en negativ forventning.

»Pædagogerne gør et stort arbejde for at lære børnene at mærke og sætte grænser. Fokus på grænser fremstår dog ensidigt i undersøgelsen, for der er ikke fokus på, at seksualitet også er et spørgsmål om at have tillid og om at turde give og tage imod. At seksualitet er noget dejligt og positivt. Seksualitet er heldigvis ikke ensbetydende med overgreb eller grænseoverskridende adfærd,« siger hun.

»Hvis børnene skal lære at sætte egne grænser, bør de vel også have lov til at sige til – men den tanke er ikke særlig udbredt. I nogle børnehaver må børn for eksempel ikke kysse hinanden, og i nogle SFO’er griber man ind over for kæresteri mellem børn.«

Børn, der krænker. Mimi Strange, psykolog og leder af JanusCentret, som behandler børn med seksuelt bekymrende adfærd, mener ikke, at krænkerretorikken er hensigtsmæssig. Ordet ’krænker’ bør kun bruges om unge og voksne, der har en bevidst intention om at krænke. Om små børn bruger hun termen ’børn med seksuelt bekymrende adfærd’.

Mimi Strange fortæller, at en tredjedel af de børn og unge, som begår seksuelle overgreb mod andre, selv har været udsat for seksuelle overgreb.

»Det er vigtigt, at vi tager os af børn, der har seksuelt bekymrende adfærd. Måske har de den adfærd, fordi de selv har været udsat for overgreb. Man kan lave regler herfra og til månen, men det er ikke en garanti for, at man opdager børn, som har seksuelt bekymrende adfærd. Derfor skal pædagogerne vide, hvad de skal kigge efter,« siger hun.

Henning Pedersen mener, at pædagogerne generelt er dygtige til at tackle problematikken, men han forstår godt, hvis nogle pædagoger ikke føler, at de har viden nok.

»Det er en svær problematik, og jeg synes, det er reelt at være i tvivl. Uanset hvor meget viden man har, kommer man i situationer, hvor man kan være i tvivl. Så må man diskutere det i personalegruppen med den viden, man har til rådighed,« siger han.

Et vigtigt børneliv. Psykologen, sexologiprofessoren, pædagogen og forskeren er altså enige om, at noget går tabt, hvis børnene ikke har mulighed for at udforske deres egne og hinandens kroppe og grænser.

»Når børnene leger ’doktorlege’, er det i et symbolsk univers, der ikke har noget med voksenseksualitet at gøre. I ly af deres beskyttede legeunivers gør børn sig erfaringer, som de har brug for senere i livet. Man gør vold på dette univers, hvis man trækker en konkret voksenseksualitet med et bestemt fortegn, nemlig overgreb, ned over det,« siger Else-Marie Buch Leander.

Christian Graugaard mener, at det bedste værn mod seksuelle overgreb er børn, som har selvtillid og livsglæde.

»Børn skal kende og forstå deres egen krop, dens grænser og dens integritet. Det lærer de i samspil med andre børn omgivet af støttende og kærlige voksne.«



EKSEMPLER PÅ REGLER, BØRNENE SKAL OVERHOLDE

• I stort set alle institutioner er der praksis for, at børnene overvåges og ikke må være alene.

• Mange steder må børnene ikke gå sammen på toilettet.

• I et par institutioner skal børnene kalde på de voksne, hvis de ser, at de andre børn tager tøjet af og viser sig frem.

• I adskillige SFO’ er er der regler for, at man skal være tækkeligt klædt og ikke vise mave osv. En integreret institution skriver, at man har opfordret forældrene til, at pigerne skal bære leggins under sommerkjolerne.

Kilde: ’Retningslinjeundersøgelsen 2012’.



FAKTA OM UNDERSØGELSEN

’Retningslinjeundersøgelsen 2012’ er foretaget af forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet med midler fra BUPL’s og SL’s Udviklings- og Forskningsfond.

Paradox består af psykolog, lektor Karen P. Munk og ph.d.-studerende Else-Marie Buch Leander fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet samt psykolog og statistiker Per Lindsø Larsen fra Aarhus Universitetshospital.

Undersøgelsen kan i slutningen af februar 2013 findes på:

smk.au.dk/forskning/forskningsgruppen-paradox