Pædagogprofessionen: Pædagoger evaluerer ukritisk

Pædagoger skal være mere kritiske over for, hvad og hvordan de evaluerer og dokumenterer. Hvis de ikke holder øjnene åbne, er der risiko for, at evalueringerne drejer pædagogikken i en retning, som pædagogerne ikke ønsker. Det mener Peter Ø. Andersen, der er lektor på Københavns Universitet.

Sammen med to kolleger har han sat sidste punktum i en ny rapport om dokumentation og evaluering i daginstitutioner.

Når Peter Ø. Andersen taler med pædagoger, siger de ofte, at evalueringer synliggør det arbejde, de hele tiden har udført. Eneste forskel er, at man nu skriver det ned.



"Men når man sætter ord på noget, fremhæver man det, og dermed skubber man andet i baggrunden. En evaluering påvirker altid, hvad man lægger vægt på. Hvis pædagogerne bliver mere opmærksomme på det, kan de bruge evalueringerne til at skubbe pædagogikken i den rigtige retning. Hvis de ikke er opmærksomme, kan det gå den modsatte vej," siger lektoren.



Han mener, at pædagoger i høj grad tror, at evaluering og dokumentation udelukkende handler om at registrere - ikke at ændre tingenes tilstand.

Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.

"Det er en måde at styre på, fordi den målelige virkelighed sættes i centrum. Hvis pædagogerne ikke er bevidste om det, bliver de blinde for den mulighed, de har for bevidst at vælge metoder og fokusområder. Pædagoger bliver ikke bare sat til at udføre nogle opgaver. De kan selv producere viden om det pædagogiske arbejde og styre pædagogikken i den retning, de ønsker," siger Peter Ø. Andersen.



Vilkårlige metoder. Konkret kan pædagoger være med til at påvirke evalueringerne ved at forholde sig kritisk til de modeller og evalueringssystemer, de bruger i institutionerne. Man behøver ikke altid at bruge den model, som forvaltningen præsenterer.

"Nogle steder skal institutionerne bruge bestemte modeller, og her er ikke så meget at diskutere. Men mange andre får præsenteret modeller, som de ikke behøver bruge. Alligevel gør næsten alle institutioner det uden at overveje, om der er alternativer," siger Peter Ø. Andersen.

Det betyder, at konsulentfirmaer, professionshøjskoler og andre aktører på markedet kan sælge en evalueringsmodel til kommunerne, som ikke er den bedste til den enkelte institution.



"Metoderne bruges ofte, fordi nogen i forvaltningen har været på et kursus, eller fordi de har virket andre steder. De er mere eller mindre vilkårligt valgt," siger lektoren og tilføjer, at evaluering og dokumentation i høj grad bliver knyttet sammen med de pædagogiske læreplaner, der skal evalueres og dokumenteres ud fra målene.



"De har nok at gøre med at leve op til lovkravet med læreplanerne. Det er en væsentlig årsag til, at pædagoger vanskeligt kan få øje på andre måder at evaluere på," siger Peter Ø. Andersen.

Han har ikke et enkelt bud på, hvordan en almindelig pædagog, der i sagens natur ikke er evalueringsekspert, skal forholde sig kritisk til et evalueringsredskab. Han anbefaler pædagogerne at bruge deres kritiske sans.



"Det gør de på mange andre områder, og det skal de også her. De skal forholde sig lige så bevidst til evaluering som til emner som børnesyn eller forældrekontakt," siger han.

Peter Dahler Larsen er professor på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet og har i en årrække beskæftiget sig med evaluering. Han er enig i, at pædagogerne skal være mere kritiske.

"Men når det handler om evalueringer, står faggrupper som pædagoger og socialrådgivere svagt, fordi det ikke er en del af deres faglighed at evaluere, dokumentere og lave undersøgelser. Læger har for eksempel evalueringen med sig som en del af deres faglighed, og dermed har de fået et stort fagligt frirum," siger han og foreslår, at nogle pædagoger uddanner sig yderligere, så de kan forske og deltage i dialogen om metoder til dokumentation.



"Men de fleste skal jo ikke beskæftige sig med forskning. Man skal anerkende at pædagogfaget er praktisk funderet, og det skal det blive ved med at være," siger professoren.



For meget sikkerhed. Peter Ø. Andersen og hans kolleger har i deres forskning undersøgt ni daginstitutioner i tre kommuner. Deres undersøgelser viser, at pædagogerne griber dokumentationen vidt forskelligt an. Nogle er inderligt imod hele måden at tænke på og mener, at pædagogik ikke har noget med skriftlighed at gøre. De gør, som de plejer, men skriver måske udpluk af dagens forløb i en bog i stedet for på en tavle. Andre går i den modsatte grøft og dokumenterer på livet løs.



"Evaluering er noget, man forsøger at indpasse i den tænkning, man har i forvejen i institutionen. De metoder, man vælger, afspejler i høj grad den måde, man i forvejen arbejder på," siger Peter Ø. Andersen.

De mange forskellige måder at anskue evaluering og doku­mentation på betyder, at det ind imellem kan være vanskeligt helt at forstå hinanden. Kommunaldirektøren kan have svært ved at forstå pædagogens måde at se på dokumentationen. Det er dog ikke så stort et problem i dagligdagen, fordi kontakten med forvaltningen primært foregår mellem pædagogiske konsulenter og lederne.



"De største brudflader er mellem ledere og medarbejdere. Lederne er ofte forholdsvis tæt på beslutninger i forvaltningen og indgår i dialogen. De har det ene ben i forvaltningen og skal formidle initiativerne til medarbejderne. Men set fra medarbejderpositionen er der ikke meget forståelse for, at man skal dokumentere. De ser det som noget, der bliver væltet ned over dem udefra. Derfor kan ledere og medarbejdere nogle gange have svært ved at forstå hinanden," siger Peter Ø. Andersen.

Til gengæld ser mange pædagoger dokumentationen som et effektivt redskab i samarbejdet med forældrene.



"Sprogvurderingerne er et eksempel på det. De fleste pædagoger siger, at der i virkeligheden ikke er brug for vurderingerne, fordi de taler med børnene i hverdagen og derfor ved, hvordan barnet taler. Men de siger også, at det giver dem en bedre position over for forældrene, når de sidder med et testresultat i hånden. Så kan man tilsyneladende bedre overbevise forældre, selvom man ikke var kommet frem til et andet resultat uden testen," lyder lektorens erfaring.

Han har dog den anke, at pædagogerne ikke nødvendigvis selv forstår den viden, de videregiver.



"De sidder med skemaer, som er udviklet på Syddansk Universitet ud fra bestemte sprogteorier. Det er en viden, som ligger uden for deres faglige område. Det er problematisk, fordi hvis de ikke kan forholde sig kritisk til det, er det ikke længere den pædagogiske faglighed, pædagoger bruger, når de skal vurdere børn. Det er et skema, de vurderer ud fra. På den måde er de med til at diskvalificere deres egen faglighed," siger Peter Ø. Andersen.



" Evaluering er noget, man forsøger at indpasse i den tænkning, man har i forvejen i institutionen. De metoder, man vælger, afspejler i høj grad den måde, man i forvejen arbejder på".

Lektor Peter Ø. Andersen, Københavns Universitet



Om undersøgelsen

Forskningsprojektet Dokumentation og evaluering - mellem forvaltning og pædagogik er udført i 2007-2008 i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Forskerne har observeret og interviewet pædagogisk personale, institutionsledere, repræsentanter for de kommunale forvaltninger på børn- og ungeområdet og kommunalpolitikere. Peter Østergård Andersen fra Københavns Universitet og Katrin Hjort fra DPU er ledere af projektet. Videnskabelig assistent er Lene S.K. Schmidt fra Københavns Universitet.

Projektet er finansieret af BUPLs forskningspulje.