Pædagogisk Råd i Rudersdal: Et opfyldt ønske

"Det, jeg altid har ønsket mig" og "et godt, gratis kursus". Sådan betegner pædagogerne Mette Thomsen og Benny Fly Olsen Pædagogiske Råd. Sammen med mange andre kolleger i Rudersdal Kommune har de været med til at diskutere pædagogik og give et bud på, hvad et godt børneliv er set med pædagogbriller.

De har begge været pædagoger "i hundrede år", men for første gang har de fået mulighed for at diskutere deres faglighed, pædagogers viden, pædagogik, synlighed, formidling af viden og meget mere sammen med kolleger i deres kommune, Rudersdal i Nordsjælland. Og det har været noget af det bedste, Mette Thomsen, leder af Ellesletten, en integreret institution med børn fra halvandet til seks år, har prøvet i mange år. "Et gratis kursus" kalder pædagog Benny Fly Olsen fra klubben Depotet Pædagogisk Råd og Væksthus for pædagoger, fordi det har givet ham og kollegerne mulighed for at diskutere og sætte ord på den viden, som har været alt for tavs.

"Pædagogisk Råd er det, jeg altid har ønsket mig uden at vide det," siger Mette Thomsen.

"Jeg har altid været optaget af, at pædagoger selv melder ud i stedet for at lade sig definere af, hvad andre vil, at vi skal tænke og gøre. At vi selv siger det ud fra det sprog, vi har, og den viden vi har om vores fag. Vi skal ikke tro, at vi skal formulere os på en anden måde, fordi andre forventer, at vi bruger bestemte ord eller termer. Med Pædagogisk Råd er der skabt et forum for, at pædagoger får stemmer."

Arbejdet i Væksthus for pædagoger, der er åbent for alle pædagoger i regionen, og som i første omgang har været brugt til at møde "mærkelige" folk fra området, som de to pædagoger formulerer det, er sat i gang af BUPL Nordsjælland. Pædagogerne har blandt andre mødt en præst, en erhvervsmand, formanden for børne- og ungeudvalget, en SSP-konsulent og en økonomisk vismand, som hver fra deres synsvinkel kunne fortælle om deres berøringsflader med børn og unge i kommunen. Arbejdet i det mere formelle Pædagogisk Råd, som BUPL også står for, har det sidste år gået med at formulere pædagogernes bud på et godt børneliv i Rudersdal. Rapporten "Du må ikke slå tiden ihjel" er lavet af Pædagogisk Råd og afleveret til borgmester Erik Fabrin (K), som har taget godt imod pædagogernes forsøg på dialog.



Dialog med politikerne."Udover den rent personlige gevinst ved at deltage, har vi også fået en fagpolitisk gevinst, fordi vi har samlet tanker og viden og fået nogle politikere til at læse det. Vores kontakt til politikere er for det meste, at vi siger "AV", hver gang de har skåret. Hvis man i stedet kan formulere nogle fælles rationaler eller endda fælles målsætninger, så kan det være, at operationen med at finde ud af, hvordan pengene skal bruges, bliver mindre vanskelig. Vi skal fortælle, hvilken pædagogik vi gerne vil have. Og så er det op til politikerne at skaffe de penge, der er brug for til at lave en ordentlig pædagogik, hvis de mener det, de siger, at de også vil have kvalitet i det pædagogiske arbejde," siger Benny Fly Olsen.

Mette Thomsen oplevede i 1990'erne, at der var god dialog mellem pædagogerne og politikere og forvaltningsfolk i den tidligere Søllerød Kommune, men siden da har hun savnet et fagligt samspil med kommunen.

"Det er en måde at komme ind på banen igen og sige, at vi er pædagoger med stor faglig viden, og at vi rigtig gerne vil være i dialog med det politiske niveau," siger hun.

Til rapporten har pædagogerne kunnet trække på tal og statistikker fra BUPL, hvilket de ser som en styrke. De lidt "tungere" tal-argumenter virker som god dokumentation i halen af de lidt mere følelsesbetonede pædagogiske argumenter.

"Kan vi hænge vores viden om børn og unge op på nogle tal, så kan vi dokumentere, at det bliver meget dyrere senere, hvis vi ikke gør det rigtige, mens børnene er små. Men i øvrigt har det ikke været ressourcesnakken, der har været det væsentlige i Pædagogisk Råd, det har været fagligheden. Vi har argumenteret med vores faglighed og sagt, at I kan vælge det her, det koster sådan og sådan. I kan også vælge noget andet, men så skal I også vide, at det får konsekvenser i fremtiden. Det virker, som om det er en farbar vej at gå, og at det vil lykkes," siger Benny Fly Olsen.



En pædagogisk tænketank. Målet for arbejdet i Væksthuset og Pædagogisk Råd har ikke kun været at få politikerne i tale. Det har også været at udbrede kendskabet til pædagogik og højne den faglige stolthed.

"Når man er konstruktiv, så giver det pote. Så det handler om at rette ryggen og sige højt, at det er vigtigt at være pædagog, at give børnene en god opvækst. Det er noget, vi deler med hinanden og indhenter viden om - det er en profession at være pædagog. Det er også en måde at blive synlig på, ikke mindst for os selv," siger Mette Thomsen.

"Vi har været alt for ydmyge med vores faglighed. Vi er ikke bare nogle, der passer børn, for det kan enhver gøre. Pædagoger kan lave pædagogik, men vi har været for svage til at fortælle, hvad det går ud på. Det føles som om, det her er med til det i forhold til både politikere, embedsfolk og ikke mindst forældrene," siger Benny Fly Olsen.

Pædagogerne drømmer om, at Pædagogisk Råd bliver en instans, man ikke kan komme udenom, når der skal drives børnepolitik i Rudersdal Kommune og andre steder.

"Vi skal være en vidensbase, en tænketank - Pædagogisk Råd skal være noget, man altid kan gå til, hvis man vil have noget at vide om det her område. Det er rigtigt set af fagforeningen, at den satser mere på det professionsfaglige indhold. Det er vejen frem, hvis man vil overleve som fagforening," siger Mette Thomsen.

"Selv om målet med arbejdet i Pædagogisk Råd har været at samle viden og højne den faglige stolthed indadtil, så kunne man da godt forestille sig, at kom der større respekt omkring pædagogers faglighed, kunne det give den heldige sideeffekt, at vi fik noget mere i løn," siger Benny Fly Olsen.





Se pædagogerne fortælle om deres erfaringer med arbejdet i Pædagogisk Råd i små videoklip på

www.bupl.dk/profession

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.