Pædagogisk Råd i Frederikssund: Et lille lys i mørket

Efter store nedskæringer i den nye Frederikssund Kommune opleves muligheden for at tale fag og faglighed som et lille lys i mørket. Pædagogerne Mette Wittenburg og Anne Koch tror, at vejen væk fra de dårlige normeringer er, at politikerne får et fagligt modspil at forholde sig til.

Det var massive nedskæringer i forbindelse med kommunesammenlægningen, der fik pædagogerne til at strejke, for nu var det bare nok. Det er de samme nedskæringer og de deraf følgende forringede arbejdsvilkår, det har fået Mette Wittenburg, pædagog i specialafdelingen på Åbjergskolens SFO, og Anne Koch, pædagog i den integrerede institution Troldehøjen, til at gå med i Pædagogisk Råd i Frederikssund. Her har man endnu ikke formuleret noget skriftligt som i Rudersdal Kommune. Men drømmene om, at dialog med politikerne kan bane vejen for bedre vilkår, er de samme.

"Vi er ved at lave en platform, hvorfra vi selv kan udtale os. Alle andre har jo udtalt sig om os og vores arbejde, vi har bare aldrig selv gjort det. Vi har bare bøjet nakken og fortsat vores arbejde, og det er det, vi er ved at aflive. Vi vil selv tænke vores fag, vores profession. Vi vil selv komme med nogle bud på en børne- og ungepolitik, ikke fordi nogle spørger os, men fordi det er den vej, vi skal. Vi skal have bolden over på vores side og løfte os selv op i nakkeskindet og sige, hvad vi kan og vil. Og gør vi ikke det, så dør professionen. Vi skal kunne formulere vores arbejde selv, ellers giver vi plads til, at alle og enhver kan byde ind på vores fag," siger Mette Wittenburg.

"Vi skal turde tage skridtet og sige, nu er det os selv og vores fag, vi kæmper for. Det er nok det, vi har ladet være med i alt for mange år. Vi har været nogle forfærdeligt pæne piger," siger Anne Koch.

De taler begge om, at det er svært for pædagoger at forstå hinandens sprog, og at det måske også er derfor, man kommer til at stå i hver sin grøft, hvor det kan være svært at se op over kanterne.

"Jeg tror, at vi skal starte med os selv og finde ud af, hvordan vores kort over verden ser ud. Vi skal blive bedre til at formidle, hvad det så er, vi gør," siger Anne Koch.



Bedre at være på forkant. I Frederikssund Kommune røg der 81 stillinger i forbindelse med kommunesammenlægningen. I SFO'en betyder det, at der kun er seks ansatte til 140 børn. Det har fået flere kolleger til at forlade kommunen og finde job andre steder, hvor vilkårene er lidt bedre. Der er gang i en hurtigkørende, nedadgående spiral, som både går ud over børn og de pædagoger, som er tilbage. Mette Wittenburg mener, at Pædagogisk Råds arbejde skal munde ud i, at man sætter sig sammen med politikerne og laver en genopretningsplan for børneområdet. Men først har pædagogerne et hjemmearbejde at gøre. De skal skrive ned, hvad de laver, og hvad de kan tilbyde, hvis de fik vilkårene til det.

"Så må politikerne bestemme, hvad vi ikke skal lave. For vi står der som gidsler, når forældrene ikke kan forstå, at vi ikke mere tager i svømmehallen. De har måske i hverdagen glemt, at vi mangler de fire kolleger, som blev skåret væk. Vi skal holde op med at stå og forsvare noget, som politikerne har prioriteret. Vi skal gøre det synligt, at det ikke er vores valg. Bolden skal spilles over til dem, der har taget beslutningerne, så må de forklare, hvorfor vi ikke mere kan nå det samme," siger Mette Wittenburg.

"Man går ofte hjem med en følelse af, at man ikke har slået til, og det er nedbrydende for fagligheden," siger Anne Koch.

Mette Wittenburg mener, at der tabes mange pædagoger på den konto. Det er også med til at give professionen dødsstødet, at så mange forlader faget enten frivilligt eller ufrivilligt.

"Jeg vil gerne have, at Pædagogisk Råd er med til at flytte det, så folk kan se, at vi gør vores arbejde godt nok, inden for de rammer, der er stukket ud af politikerne," siger hun.

Samtidig skal pædagoger være med til at fortælle, hvad man kan gøre med pædagogikken, og hvor man kan komme hen.

"Man må gerne "pive", når der bliver skåret så dybt som her, men det er måske nok bedre at gå foran og være på forkant, så vi kommer med vores bud på, hvordan det skal være, når det er bedst. Vi skal være mere synlige. Jeg ved godt, at BUPL prøver, men vi skal gøre vores sag til én, man gider høre på. Vi må gribe i egen barm og ikke lade alle andre faggrupper tale på vores vegne. Vi skal formulere vores egen profession. Ikke med alle de fine ord. Det handler om at italesætte helt nede på jorden, hvad det er, vi gør, hvad vi tænker, og sige det udadtil, som vi går og siger til hinanden. Så bliver det heller ikke så mystisk," siger Mette Wittenburg.

Anne Koch mener, at man også skal have fat i forældrene.

"De må bakke os mere op, for det er da for søren deres børn, det går ud over. Lige nu er der mere salg i at ville gøre noget for de ældre. Det er, som om man ikke tænker på, at de børn, der bliver tabt på gulvet nu, de er tabt for altid og bliver dem, der render og laver ballade, når de bliver lidt ældre. Vi har et kæmpeansvar, og det skal vi altså gøre opmærksom på," siger hun.





Se de fire pædagoger fortælle om deres erfaringer med arbejdet i Pædagogisk Råd i små videoklip på www.bupl.dk/profession.





Professionen til debat blandt pædagoger



BUPL vil være en professionsforening, der blandt andet vil give plads til, at medlemmerne kan diskutere pædagogfaglig viden. For at få debatten ud blandt pædagogerne har man i flere fagforeninger dannet netværk, hvor det er muligt at diskutere fagets viden, erfaringsudveksle, skabe faglige forbindelser og få formidlet den viden, der har været mere eller mindre tavs. Målet er blandt andet, at få pædagogerne til selv at tale om deres fag og ikke overlade det til andre faggrupper, som alle måske nok har en mening om det pædagogiske arbejde, men ikke altid en faktuel viden om faget.

Følgende fagforeninger er i gang med at etablere netværk for diskussioner om professionens viden eller på anden måde engagere pædagogerne i debatten:

BUPL Nordsjællan har som ovenfor beskrevet i første omgang lavet Væksthus for pædagoger, og indtil nu er der etableret Pædagogiske Råd i Rudersdal Kommune, Frederikssund Kommune og Gribskov Kommune. Det er så op til de Pædagogiske Råd selv at formulere, hvad man vil gøre fremadrettet. Det er fagforeningen, der indkalder til møder, finder oplægsholdere og i det hele taget står som ansvarlig for, at der sker noget.

BUPL Fynudgiver et blad "Fynske pædagoger "professionsnyt" mindst fire gange om året. Foreløbig er der kommet ét nummer, som var fyldt med historier fra den pædagogiske virkelighed. Formålet med bladet er, at fokusere på pædagogernes arbejde samt på dokumentation og analyse af forhold og vilkår på tværs af det pædagogiske arbejde på Fyn. Desuden er man i gang med at etablere et kommunikations- og formidlingsværksted. Fortællingerne om det pædagogiske arbejde skal skabes af pædagogerne selv og skal bruges til lokalt at igangsætte aktiviteter. Der arbejdes også på hjemmesiden, så man skal kunne se, at det er en professionsforeningshjemmeside. Derudover vil man lave en række temadage om professionens udfordringer. Der er nedsat en koordinationsgruppe, som skal være drivkraften i arbejdet.

BUPL Storkøbenhavn har foreløbig afholdt konferencen "Fra vuggestuebarn til verdensborger" - en konference om profession, politik og pædagogisk praksis. Her gav tre forskellige eksperter deres vinkel og der var videoklip med pædagoger, der med ekspertisen fra praksis siger deres uforbeholdne mening. Deltagerne havde også lejlighed til at komme med deres bud.

BUPL MidtVestjylland har oprettet professionsnetværk i alle otte kommuner. Det er meningen, at man kommunevis skal arbejde med at synliggøre professionens viden i aktuelle temaer og projekter. Der har netop været møder i alle kommunerne, og det er derfor endnu ikke på plads, hvad man konkret vil arbejde med.

BUPL Østjylland har afholdt en professionskonference i september. Her blev etableret lokale netværk i kommunerne, men de er ikke kommet i gang endnu. Bestyrelsen er i fuld gang med at lægge aktivitetsplan for næste år, hvor der også vil være aktiviteter i forhold til professionsudviklingen.

BUPL Sydøst forventer at gå i gang i foråret 2008, indtil videre er det meningen, at man vil satse på to projekter: Etik og Autonomi.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.