Pædagogik med nye øjne: Mønstre i en helhed

De tre piger er alle af anden etnisk herkomst end dansk. De snakker og leger ivrigt, men vil andre børn være med, flytter pigerne legen et andet sted hen. De tre har nærmest deres egen klub i børnehaven. De er sjældent i kontakt med pædagoger eller andre børn.

De tre pigers isolering er blandt de mønstre, som antropolog Lise Jönsson har set efter kun kort tids feltarbejde i Børnehaven Hoppeloppen i Varde Kommune. Ved at lave det, der i antropologsprog hedder "deltagende observation", kan hun afsløre legemønstre, grupperinger, rutiner, sprog eller andet, som kan hindre bedre kvalitet i den pædagogiske praksis. Eller som kan hindre udvikling hos nogle af børnene.

"Efter at have observeret, lyttet, og spurgt og efter at have skrevet det hele ned, analyserer jeg de data, jeg har indsamlet. Som noget af en aha-oplevelse hver gang viser der sig altid nogle mønstre. I børnehaven kan de fortælle noget om kultur, hvordan børn leger eller trives, hvordan pædagogerne taler til hinanden og til børnene eller noget andet. Og da antropologien er interesseret i at vide, hvad folk gør og ikke i, hvad de siger, de gør, kan de mønstre, som afsløres via et længere feltarbejde, give nye perspektiver til pædagogikken," siger hun.

Lise Jönsson har været ansat i Varde som kulturmedarbejder i Pædagogisk Udviklings Team siden 1. oktober 2007. Børnehaven Hoppeloppen havde søgt om ekstra ressourcer til en bedre indsats for den tredjedel tosprogede børn, som sætter deres præg på den 60 børns børnehave. De fik ikke en ekstra pædagog, men de fik projektpenge fra puljen "Bedre kvalitet i dagtilbud" til at ansætte en, der kunne sætte fokus på, hvilke ressourcer der er brug for i børnehaven. I Varde valgte de en antropolog, og det er en god ide, mener Lise Jönsson.

"Når man lukker en antropolog ind i en børnehave, kommer der nye, friske øjne på praksis og sætter den ind i et nyt perspektiv, så man ikke bare kører videre i den samme rille, uden at kunne få øje på, hvorfor det ikke kører så godt, som man gerne vil have det til. Pædagoger har virkelig en travl hverdag, og de har ikke tid til at lave observationer, der kan vise, om det de tror de gør, også er det, de gør. De har jo heller ikke tid til at tage hjem til de tosprogede for at se, hvordan de lever. Det har jeg, og så kan jeg give dem de informationer, de har brug for til bedre at kunne forstå en anden kulturbaggrund," siger hun.



Tyrkere under lup. I februar forsvarede Lise Jönsson sin ph.d.-afhandling, som bygger på 20 måneders feltarbejde i Gellerup-området i Århus. På baggrund af deltagende observation og interview på en skole, i tyrkiske hjem, i fritiden og med familierne på ferie i Tyrkiet viser afhandlingen, hvordan tyrkiske børn bliver tyrkiske. Det vil sige, hvordan de taler og opfører sig på en speciel tyrkisk måde og derigennem får bestemte ideer om forskellighed.

"Hermed identificerer de tyrkiske børn sig med et forestillet fællesskab af tyrkere, som ikke anerkendes af lærere, medier, politikere og offentligheden generelt. De ser tyrkere i Danmark som "ikke-danskere" og ikke som en distinkt gruppe. På trods af, at børnene ser sig selv som tyrkere, kommer de derfor over tid også til at se sig selv som en del af gruppen "ikke-danskere" og føler sig dermed stigmatiserede og diskriminerede," siger hun.

Lise Jönssons afhandling afslører, at selv om udseende, religion eller måden at bo på, også har indflydelse på identificeringen, er det især sproget, der markerer og signalerer, at man er

tyrkisk. Det oplevede Lise Jönsson på egen krop, da mange af de tyrkiske børn mente, at hun måtte være tyrker trods sit åbenbare nordiske udseende, fordi hun kunne tale og forstå tyrkisk til husbehov.



Ikke forudindtaget. Antropologien er interesseret i at vide,

hvad folk gør, og ikke det, de siger, at de gør. Derfor tages der udgangspunkt i feltarbejde, som praksis kan analyseres ud fra. Analyserne viser mønstre, som ligger til grund for, hvorfor folk gør, som de gør.

"Det handler om at lede efter det mønster, der er, og som viser sig, når man holder alle de fakta og informationer, man har samlet, op mod hinanden og sætter sammen til en helhed. Man kan jo altid finde et mønster, men der skal være så meget, at man ikke er i tvivl om, at det er et mønster. Det man konkluderer, skal være sagt, gjort, sket eller vist så mange gange, at der ikke er tvivl om, at det er dokumenteret. Det skal være en historie, der er gennemfortalt af dem, som man indsamler data om, så det er dem, der taler og ikke en selv. Et længerevarende feltarbejde er derfor meget vigtigt, hvis man skal være sikker på, at der er dokumentation nok til at kunne konkludere på," forklarer Lise Jönsson.

Man laver ikke det, der hedder "en præmis" - en antagelse af, hvad man vil finde ud af. Det hele skal komme fra dem, man undersøger.

"Da jeg undersøgte den tyrkiske gruppe, lod jeg dem vise mig, hvad det handlede om, hvad der skulle ske, og hvad jeg kunne komme til at se. Først da jeg havde al materialet kunne jeg se sammenhænge. Hvis man har lavet en præmis først, er der fare for, at man udelukker noget, fordi virkeligheden skal passe til det, du vil have den til at passe til. Hvis den så ikke gør det, får man ikke beskrevet virkeligheden, som er, men én man har opfundet. Det er bare med at få alt skrevet ned, for man ved ikke, om man får brug for det senere. Om det lige var ud af den episode eller den samtale, at man kunne udlede noget vigtigt. Selv små ting kan vise sig at være at gå igen hele vejen og netop vise et mønster," siger Lise Jönsson.



Brug for sproglige forbilleder. Det antropologiske feltarbejde kan belyse den pædagogiske praksis og gøre pædagoger opmærksom på egen praksis.

"Her i Varde skal mit arbejde give indblik i de mønstre og de meninger og erfaringer, som både personale, forældre og børn gør sig i børnehaven. Projektforløbet har til formål at komme med helt konkrete bud på, hvordan den pædagogiske praksis kan forbedres i forhold til de tosprogede børn. Som i eksemplet med de tre piger, der kun leger med hinanden, har det vist sig, at nogle tosprogede kun leger og har kontakt med andre tosprogede børn. Og at de kun har voksenkontakt, når pædagogerne tager initiativet. Det faktum må indgå i de pædagogiske overvejelser, da de tosprogede børn i høj grad har brug for sproglige forbilleder, når deres danske sprog skal udvikles," siger Lise Jönsson.

Antropologien giver indsigt i børns erfaringer, deres ideer om verden og om dem selv og deres relationer til andre. Hermed har pædagoger i større grad mulighed for at imødekomme de behov, som det enkelte barn har, mener Lise Jönsson. "Antropologi handler i høj grad om læring og om, hvorfor vi er, som vi er. Læring er en livslang proces, hvor mennesket er kontinuerligt selvproducerende og derfor bliver helt unik, selvom det indgår i sociale relationer.

Når man laver feltarbejde med børn, kan man se, at de er nøglen til at forstå, hvorfor vi er, som vi er. Laver man feltarbejde blandt voksne, vil det ikke på samme måde give et billede af, hvorfor vi har bestemte ideer om verden, mener Lise Jönsson.

"I mit feltarbejde med de tyrkiske børn, kunne de vise mig, hvorfor de specifikt var tyrkere og ikke bare tosprogede, nydanskere eller indvandrere, fordi de var i en tidlig proces med at lære at være tyrkiske. De voksne prøvede at forklare hvorfor, og det kunne de ikke. Børneantropologi er så spændende, fordi det er i de tidlige år, at man ser identificering i sin begyndelse, og man kan tydeligt se, hvad der former den," siger hun.

Lise Jönsson håber, at antropologien bliver en stadig større del af pædagogikken, fordi den grundige dokumentation kan give pædagogerne noget, som de enten selv kan bruge til at udvikle deres praksis eller som dokumentation over for kommunen til at påvise, at der skal ekstra ressourcer til, hvis der skal være bedre kvalitet i institutionen.





Læren om mennesket

Anthropos er græsk for menneske, og logi betyder lære. Så antropologi er læren om mennesket - studiet af og videnskaben om mennesket. Den studerer samspillet mellem sociale forhold og kulturelle forestillinger i såvel et lokalt som et globalt perspektiv. Kultur og identitet studeres gennem et langvarigt etnografisk feltarbejde, hvor etnografen - eller antropologen, som er den mere nutidige betegnelsen - i et år eller mere lever sig ind i en anden forestillingsverden. Antropologien har udviklet sig fra at være studier af mere eller mindre fjerne kulturer til en omfattende videnskab om sociale og kulturelle processer i hele verden. Som sådan har faget en voksende indflydelse på samfundstænkningen samtidig med, at det har bibeholdt sit grundlag i konkrete undersøgelser. De antropologiske undersøgelser bestræber sig på at opretholde et helhedsperspektiv (holisme) på studieobjektet. Det indebærer, at man lægger vægt på den større sammenhæng, som emnet indgår i, idet hverken ritualer, myter, kønsforhold eller magtforhold kan forklares isoleret. Antropologien lægger vægt på kvalitative - til forskel fra kvantitative - undersøgelser. Det indebærer, at man må forsøge at sætte sig ind i andres forestillinger om verden frem for at ordne og tælle verdens bestanddele ud fra egne begreber.



Kilde: Den Store Danske Encyklopædi





Lise Jönsson er oprindeligt uddannet lærer, men tog senere en bachelor i etnografi og socialantropologi fra Århus Universitet. Har derefter taget en kandidatgrad i Social Anthropology of Children and Child Development fra Brunel University i London. I år har hun forsvaret sin

ph.d. - også fra Brunel, fordi det er et universitet, der i særlig grad har fokus på antropologi og børn, og som er det felt inden for antropologien, Lise Jönsson især interesserer sig for.





Pædagogik med nye øjne

Pædagogikken har i mange år været gift med udviklingspsykologien. Det er psykologiske termer og en udviklingspsykologisk selvforståelse, der har været teoretisk baggrund for pædagogiske diskussioner og pædagogisk praksis. Nu begynder andre ideer og forståelsesrammer at blande sig og tilbyde pædagogikken et nyt udgangspunkt. I denne serie vil Børn&Unge bringe artikler, der ud fra en poststrukturalistisk, en filosofisk og en antropologisk synsvinkel vil give bud på børnesyn, kultur og pædagogisk praksis.