Pædagogik med nye øjne: Hvorfor... Det er spørgsmålet

Filosofi adskiller sig fra psykologien ved ikke at have faste svar på alle spørgsmål. Filosofien stiller spørgsmål, og det vigtigste er "hvorfor", som har været filosofiens varemærke siden antikkens Grækenland. Her gik Sokrates, Platon og Aristoteles rundt og stillede spørgsmål til samfund, etik, moral, værdier og måder at gøre ting på.

Pædagoger skal følge i deres fodspor og stille det samme enkle "hvorfor" både til deres egne værdier, til etik, moral og til børnene. Det mener filosof Niels Jakob Harbo, som laver kurser og holder foredrag for pædagoger om, hvordan de kan bruge filosofien i den pædagogiske praksis.

"Mens psykologi er en praksisvidenskab, som giver mange svar - gør sådan, det vil være godt for børnene - stiller filosofien sig altid nysgerrigt an og spørger "hvorfor". Hvorfor skal man gøre sådan og sådan, hvorfor ikke hellere gøre sådan og sådan. Kernen i filosofien er, at den altid er nysgerrig, kritisk og undersøgende i forhold til det emne, der er oppe, for at finde ud af, om det er den rigtige måde, man anvender, eller om der måske er en anden måde," siger han.

Ifølge Niels Jakob Harbo betyder filosofi "kærlighed til visdom", og filosofien råder på områder som etik, moral og eksistens. Filosofien forsøger at forstå mennesket og menneskets eksistens i forhold til den position, det er i - altså i konkrete tilfælde. Samtidig forsøger filosofien at finde en fællesnævner for alle lignende situationer - det principielle i en situation.

"At få stillet spørgsmålet "hvorfor" giver os mulighed for at svare. Det er utroligt enkelt at få mulighed for at svare på, hvad det er, der rører én i en situation. Men det åbner op for, at man kan give udtryk for, hvad der sker, og for ens følelser. Børn vil opleve en reaktion og en forholden sig til situationen fra pædagogen, samtidig med, at man ikke dømmer det, barnet har gjort. Det er en "mundåbner" og dybest set en sjæleåbner, fordi både børn og voksne får en mulighed for at afklare, hvem de er, og hvad de tror på. Det at arbejde filosofisk betragter mange som svært og abstrakt, men det gør vi faktisk hver dag, når vi har en god snak med vores barn, kæresten eller en ven. Filosofi er først og fremmest en fordomsfri meningsudveksling, og på den måde er det utroligt enkelt og jordnært," siger han.



Børn er filosoffer. Filosofien forsøger at give et dybere fundament, som kan bruges igen og igen, så man ikke efterlades rådvild fra gang til gang, mener Niels Jakob Harbo.

"Når man som menneske eller professionel er presset, agerer man ofte pr. automatik. Hvis man er i færd med at gå på automatpilot, kan det være en hjælp at spørge "hvorfor", for så får man reflekteret over mål og værdier i det arbejde, man udfører med børn og unge. Dertil kommer, at filosofien tilbyder én et redskab til at arbejde med, hvordan man bør være som menneske og som professionel uafhængigt af egen historie og baggrund. Og uden at det bliver terapeutisk," siger han.

At arbejde filosofisk fjerner ikke de pressede situationer, kriser og konflikter. Det er et redskab til refleksion. Til tiden at være på undersøgelse og være bevidst om, hvorfor man gør sådan eller sådan, hele tiden stille spørgsmål ved motiverne og ved det rigtige ved at gøre tingene på en bestemt måde.

Niels Jakob Harbo mener, at børn dybest set er filosoffer. De stiller nemlig de helt rigtige spørgsmål, hvis vi gider lytte efter.

"Når man har med børn at gøre, bliver man mødt med filosofiske spørgsmål dagen lang. Børn spørger "hvorfor" hele tiden for at erkende verden og deres egen væren i den. Nogle gange bliver man som forælder eller professionel træt af det, også fordi spørgsmålene i al deres enkelhed kan være svære at svare på. Jeg mener, at man skal betragte det som en gave, at børn stiller os de spørgsmål. Og så kan det være en god ide at opsøge svarene sammen, hvis man nu ikke lige har dem på rede hånd. Ofte køber børn jo også, at de får sat grænser for deres udfoldelser, hvis de får et svar på hvorfor," siger han.



Børn er ligeværdige. Niels Jakob Harbo mener, at børn skal betragtes som ligeværdige mennesker. Voksne har en tilbøjelighed til at mene, at børn ikke ved noget og derfor skal have alt at vide af de langt klogere voksne.

"Og det er da rigtigt, at voksne har mere erfaring end børn, og den skal man også bruge til at styrke barnet i dets opfattelse af verden. Men som jeg ser det, har jeg hverken ret til, mulighed for eller krav på at hæve mig op over barnet. I stedet skal jeg møde barnet menneske til menneske, og det vil sige som fuldstændigt ligeværdigt. Man skal være ydmyg i forhold til barnet, for det er et nyt menneske, der er kommet til verden og skal lære en masse om verden. Hvis jeg som menneske ikke er meget bevidst om, hvordan jeg møder barnet, vil jeg hurtigt komme til at sætte barnet i en kasse, som det bare har at passe ind i," siger han.

Faktisk mener Niels Jakob Harbo, at man skal være meget mere tilbagetrukket i forhold til barnet.

"Jeg ved godt, at jeg vender det hele på hovedet, når jeg siger, at man skal tage udgangspunkt i det, der allerede ligger i barnet. Og at barnet også har noget at lære mig. Men filosofisk set er barnet som menneske og som eksistens lige så værdig, som jeg er. Når barnet møder en situation, det ikke magter, eller når det bliver ked af det, skal jeg være back-up. Som menneske, pædagog og forælder skal man være den, der støtter barnet og giver svar på barnets spørgsmål," siger han.



Byg et fundament. Selvfølgelig skal man i visse praktiske situationer gribe ind. Men Niels Jakob Harbo mener, at det vil være en større støtte for børnene, at de bliver mødt som ligeværdige, fordi de vil opleve, at de får svar på det, de spørger om, og de bliver set, hørt og taget alvorligt.

"Den filosofiske måde at sige det på vil være, at man mødes som menneske til menneske, som eksistens til eksistens. Man ser hinanden i øjenhøjde. Som professionel og forældre skal man altid være der for barnet, man er en støtte, men en mere tilbagetrukket støtte. På de områder, hvor barnet selv kan, og hvor det synes, at det er sjovt at eksperimentere, er det et spørgsmål om i kærlighed og tillid til barnet at sige, at man tror på, at det godt selv kan finde ud af det," siger han.

Filosofisk udtrykt skal man være barnets fundament, indtil barnet bliver så selvkørende, at det kan hoppe ned af det fundament og bygge sit eget. Man skal være en platform, hvor barnet kan lege og slå sig og eksperimentere, men platformen skal være så stor, at barnet ikke kan falde ned.

"Man tillader, at barnet gør sig egne erfaringer, og dermed viser man, at man har tillid til barnet. Man giver plads til barnets nysgerrighed og åbenhed, som jo er den filosofiske spørgen i forhold til verden, så barnet kan få sig placeret: "Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvorfor er jeg?" Jeg tror, at både for barnet og for pædagogerne vil det være en meget fredeligere måde at omgås på. For der vil være et større menneskeligt rum til at gøre sine egne erfaringer, og pædagogen behøver ikke hele tiden at rende rundt med ti øjne på hver finger. Man kan forlade den kontrollerende facon, hvor man kommer til at begrænse børn, og går glip af den kilde til refleksion og nysgerrighed, som ligger i barnet," siger han.



At gøre det gode. Med filosofien som redskab kan man få blotlagt, om det man gør, også er det, man vil. Er det de moralbegreber, de værdier og den etik, man vil læne sig op ad? Eller skulle man eventuelt stille spørgsmål ved sin praksis i forhold til det, man tror på? Niels Jakob Harbo har oplevet, at mange bliver chokerede og kede af det, når det bliver klart for dem, at de ikke lever eller arbejder i overensstemmelse med de værdier, de egentlig har.

"Pædagoger vil gerne det gode i udgangspunktet, men det, som de tror, at de gør godt, er måske ikke så godt i virkeligheden. Måske har de sat for mange (uforståelige) regler op for børnene, så de slet ikke har et rum, de kan manøvre i. Selvfølgelig skal man have regler - det er for eksempel ikke i orden at slå hinanden - men færre, forståelige regler vil gøre det nemmere både for børn og pædagoger. Børnene får mere respekt for regler, de kan forstå, og pædagogerne skal ikke bruge al deres tid på at håndhæve regler og reagere på overtrædelser. I stedet kan man være til stede med spørgsmålet: "hvorfor". For der er jo altid en grund. Men bliver børn altid mødt med: "du er også altid", "du gør også altid", vil de føle sig begrænset og ikke set for det gode, der også er i dem," siger han.

Niels Jakob Harbo mener, at filosofiens styrke er, at den tænker fundamentalt over, hvordan man skal lære at give plads til andre samtidig med, at man får plads til sig selv.

"Ved som professionel at have arbejdet med essensen bliver man ikke så meget i tvivl om, hvor ens eget personlige ståsted er, og hvordan det er rigtigst at agere. Man bliver også bedre til at agere i praksis, for der er nogle grundregler for, hvordan vi opfører os overfor hinanden," siger han.



Dialog er vigtig. Det fører til et af de andre grundværktøjer i filosofien, som er dialogen. Der skal hele tiden snakkes om tingene, for det fine ved filosofien er, at ingen har den rigtige løsning, mener Niels Jakob Harbo. Dialog er et godt redskab at bruge sammen med børn. Man kan lave små samtalegrupper med børn, hvor man snakker om mere overordnede ting eller om de ting, der er sket i løbet af ugen.

"Det vigtige er at få en dialog om, hvad der sker og hvorfor. Tag børnene med på en undersøgende tur. Det kan man selvfølgelig også gøre i situationen og undersøge sammen med de to, der slås: Hvad sket der, og hvad man kan gøre anderledes en anden gang? Jeg er klar over, at dialog er mere tids- og ressourcekrævende, og at man ikke kan love, at det giver færre konflikter. Men intensiteten af konflikterne vil på lang sigt blive minimeret via brug af dialogen og ved selv at forholde sig åbent til hvorfor, hvordan og hvad tror jeg. Det vil børnene hurtigt forsøge at identificere sig med," siger han.

Niels Jakob Harbo mener, at psykologien, som i mange år har boltret sig i den pædagogiske praksis, kan meget. Men der er også steder, hvor den går galt i byen. Psykologer tilbyder en den sidste nye hotte teori, og så er alt fryd og gammen, hvis bare man følger deres anvisninger. Men den slags teorier har det med at lukke mennesker ind i kasser.

"Psykologer har ikke det principielle med. De spørger aldrig, hvorfor vi skal bruge netop den teori, hvorfor er den bedre end den anden, og hvorfor man som menneske skal gøre sådan og sådan. Generelt siger psykologer: "Gør det her, fordi det er godt for barnet". Det bliver et færdigt svar og et svar, som ikke reflekterer over sit eget udgangspunkt. Det kan godt være, at svaret er godt. Men tænker man sig om en ekstra gang, kommer der måske et svar, der er endnu bedre. Jeg mener, at man skal lade være med at sætte alle de der kasser op, for verden er meget mere end både modernismen, post-modernismen og post-strukturalismen vil kunne gribe inden for deres forståelse. Der bliver ikke noget personligt engagerende, og det er det, jeg gerne vil have. Man skal ikke snævre hverken sig selv eller børnene ind i rammer. Lad nu verden selv bevæge sig ad de veje, den nu skal bevæge sig," siger han.



Læs mere på www.filosofiskvejleder.dk





Pædagogik med nye øjne

Pædagogikken har i mange år været gift med udviklingspsykologien. Det er psykologiske termer og en udviklingspsykologisk selvforståelse, der har været teoretisk baggrund for pædagogiske diskussioner og pædagogisk praksis. Nu begynder andre ideer og forståelsesrammer at blande sig og tilbyde pædagogikken et nyt udgangspunkt. I denne serie vil Børn&Unge bringe artikler, der ud fra en poststrukturalistisk, en filosofisk og en antropologisk synsvinkel vil give bud på børnesyn, kultur og pædagogisk praksis.