Pædagogik kan føre vidt: Mette med drømmene

Mette Moesgaard svinger penslen og kreerer farverige universer i rum, hvor børn føler sig hjemme. Hun har været verden rundt, før hun landede på Fyn som selvstændig.

"Hvorfor bor der ikke krokodiller i Grønland?"

Det spørgsmål kom et barn med, efter at hun havde set Mette Moesgaards udsmykning af et rum hos en dagplejemor på Fyn.

Den tidligere pædagog - og nu selvstændig i drømmeværelser - har malet et verdensatlas, hvor forskellige dyr, blandt andre en krokodille, kan sættes fast på kortet ved hjælp af velcrobånd.

"Der er masser af stof til eftertanke og undervisning i det arbejde, jeg laver. Man må gerne lære noget, og der er mange måder at lære på. Men vi skal sætte os ned i børnehøjde og fornemme verden derfra, hvis de skal lære noget," siger Mette Moesgaard.



Som selvstændig kan hun kalde sig direktør, men det gør hun ikke. Titler er ikke vigtige, synes hun.

Hun er 'Mette fra Drømmeværelser', der kommer drønende med pensler, farver og fri fantasi. Men hun er også den første til at understrege, at hun er uddannet pædagog.

"Jeg er pædagog i mit hjerte og vil altid være det. Jeg er født med en god portion empati og en fornemmelse for mennesker. Pædagoguddannelsen var skræddersyet til mig med praktiske, kreative og boglige fag."



Bikini var arbejdstøjet. Under pædagoguddannelsen var Mette Moesgaard et halvt år i praktik i Ghana. På vej derned mellemlandede hun i Egypten, og da hun stak hovedet ned i Det Røde Hav, var hun solgt.

"Det lignede ikke noget, jeg havde set før. Det var ubeskriveligt, vægtløs, vildt og helt fantastisk."

Da Mette Moesgaard var færdig med sin pædagoguddannelse, tog hun et dykkercertifikat. Og efter et års vikariat på en døgninstitution gik hun i gang med en dykkeruddannelse i Thailand. Hun så for sig, at hun kunne bruge dykningen pædagogisk.



"Man er altid to, når man dykker. Der er klare regler for, hvordan det skal foregå. Det ville være en god øvelse for unge på en døgninstitution," siger hun.

Mette Moesgaard blev dykkerinstruktør. I nogle år var hun hjemme om sommeren og arbejdede hist og pist, og om vinteren trak hun i bikini-arbejdstøjet og lærte turister at dykke i Østen.

"Jeg tænkte, at der altid er brug for pædagoger. Mit fag løber ingen steder. Så da jeg havde været nok under vand, tog jeg hjem og troede, at jeg kunne få mit ønskejob. Selv om jeg også har arbejdet i børnehave og vuggestue, var jeg mere tiltrukket af de ældre børn, med der var bare ingen job. Jeg måtte finde på noget andet."



Derfor begyndte Mette Moesgaard på en blomsterdekoratøruddannelse. Kimen til 'Drømmeværelser' opstod, da hun malede væggene på sønnen Malthes værelse. Ud af penslerne voksede en jungle, søde og farlige dyr og selvfølgelig en undervandsverden.

Da familie og venner mente, at Mette Moesgaard kunne leve af at male sine universer overalt, hvor der er børn, gjorde hun det.

I 2007 startede hun sit eget firma, og hun dekorerer nu især rum hos dagplejere, i institutioner og venteværelser - og ind i mellem også hos private, der har ressourcer til at hyre hende.



Hun arbejder to dage om ugen med sine drømmeværelser. Resten af ugen har hun job i en blomsterforretning i Odense.

"Jeg trækker på min pædagogiske baggrund og faglige viden om børn, når jeg designer rum. Børn er i forvejen fantastiske eksperter i drømmerejser, men med 'Drømmeværelser' prøver jeg at stimulere og inspirere deres fantasi og leg endnu mere," fortæller hun.





Pædagogik kan føre vidt

Højdepunktet i en pædagogkarriere er ikke altid at blive institutionsleder. Der er mange andre karrieremuligheder, hvis man har taget en pædagoguddannelse. I denne serie kan du møde otte pædagoger, som har brugt fagligheden og uddannelsen som springbræt til en karriere udenfor institutionsverdenen. Men de har alle stadig et ben solidt placeret i professionen. De er for evigt pædagoger i hjertet.





Designer af drømme­værelser

Mette Moesgaard, 37 år, Morud på Fyn.

Uddannet pædagog i 1999 fra Fyns Pædagogseminarium.

Siden uddannet dykkerinstruktør og i dag selvstændig med virksomheden Drømmeværelser, hvor hun udsmykker og maler børneværelser, venteværelser og institutioner med farverige fantasiverdener.

www.droemmevaerelser.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.