Pædagogik kan føre vidt: Direktør for rygestop

Næsten fra den ene dag til den anden vidste Mette Fønss, at hun skulle hjælpe danskerne med at holde op med at ryge.

Uddannelsen som pædagog var stadig dugfrisk, da Mette Fønss holdt op med at ryge for ti år siden. Hun havde lige som så mange andre uden held prøvet alverdens metoder til at holde op med at ryge.

Så sendte en ven i London hende bogen: 'The Easy way to stop smoking'. Han skrev: 'Stop trying. This time do it'. Samtidig skulle Mette Fønss på en afgiftningstur med de narkomaner på det narkoprojekt, hvor hun arbejdede som pædagog.



"Hvis de kunne holde op med at tage deres stoffer, kunne jeg også. Så jeg læste bogen og kvittede mine 30 smøger om dagen," fortæller hun.

Mette Fønss fandt ud af, at bogen var oversat til dansk, uden at den var blevet et hit. Hun aftalte med forfatteren Allan Carr, at hun ville genudgive bogen. Men gjorde ikke noget ved det.



I stedet rejste hun til England sammen med sin kæreste for at søge job, men en måned efter gik de fra hinanden.

"Når man støder på vanskeligheder, kan det godt betale sig at lukke løse ender, så sker der altid noget nyt. Så jeg ringede til Allan Carrs manager og sagde, at jeg ikke ville genudgive bogen på dansk. Han inviterede mig på et rygestopkursus. Det var meget inspirerende at se de mennesker, der gik derfra som lykkelige ikkerygere."



Nu vidste Mette Fønss, at hun skulle arbejde med rygestop.

"Jeg vidste bare, at det var det, jeg skulle. Men som nyuddannet pædagog var det ikke nemt at låne et beløb med mange nuller til at etablere min egen virksomhed på mine blå øjne. En ven måtte kautionere for mig."

Mette Fønss fik pengene og stiftede Easyway. I begyndelsen havde hun ikke mange kursister og beholdt jobbet som pædagog med handicappede.

"Efter et par år havde jeg omkring 20 kursister om måneden. Med dobbelt så mange ville det hænge sammen uden mit pædagogjob."

Hun sagde sit arbejde op for at få tid til at finde de sidste 20, så virksomheden kunne løbe rundt.



"Siden har jeg aldrig haft under 60 deltagere om måneden. Og det skete fra den ene dag til den anden. Når du kaster dig ind i noget hundrede procent, får du også hundrede procent resultat. Ditto giver 50 procent indsats også kun 50 procent resultat."

Siden starten har Mette Fønss haft 13.000 mennesker igennem kurserne.



Flere tangenter. Det lå i kortene, at Mette Fønss skulle være pædagog. Efter flere års arbejde som pædagogmedhjælper på døgninstitutioner og plejehjem faldt valget naturligt på seminariet.

"Det skulle være noget med mennesker. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have været, hvis jeg ikke var blevet pædagog."

Det afgørende for Mette Fønss' karriere var, at hun i slutningen af uddannelsen brugte en masse energi på selvudvikling. Siden er hun blevet uddannet coach. Hun opfatter ikke længere sig selv som pædagog, men som direktør og coach.



I dag har hun udvidet sit firma med slankekurser og etableret Easyway i Sydsverige. Det er ikke længere udfordring nok for Mette Fønss at holde rygestopkurser, så fem terapeuter holder kurserne.

"Min drivkraft er et commitment. Jeg blev ikke selvstændig blot for at være selvstændig, men for at gøre danskerne røgfrie. Jeg elsker at stå op om morgenen for at komme på arbejdet. Sådan har jeg aldrig haft det som pædagog."

Mette Fønss spiller på flere tangenter, og hun er også partner i konsulent- og kursusvirksomheden FranklinCovey. Hun holder foredrag og workshop i personlig udvikling og ledelse.

"Jeg skal brænde for mit arbejde. Jeg elsker at være i transformationsprocessen, når mennesker ser ting hos sig selv og rykker på det," fortæller hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.