Pædagogik i Grønland; Drømmen stødte på et isbjerg

Med glædestårer i øjnene nyder pædagog Susanne Bjørnelund, 34 år, i 2005 indflyvningen til Nuuk Lufthavn. Venners fortællinger om krystalklare fjorde med legesyge pukkelhvaler plaskende i vandoverfladen og slædeture trukket af halsende ulvehunde har efter års drømmerier skubbet hende ombord på den lille, røde, propeldrevne Dasch 7 flyvemaskine til den nordatlantiske hovedstad.

Kiggende ned fra sit lille flyvindue på de sneklædte, grønlandske bjerge med deres snørklede floder snoende omkring sig som en labyrint af iskolde vandmasser, kan Susanne Bjørnelunds forventningsfulde blik ikke slås i jorden. Hun er tændt. Klar til at udføre den rummelige pædagogik, som hun er blevet skolet i fra Danmark. Hendes iver gør, at hun i løbet af fire måneder bliver tildelt det fulde ansvar for opbygningen af den integrerede institution Puiaq (flaske eller boble, der altid flyder ovenpå, red.), som hun inden længe tildeler sloganet: "Plads Til Forskellighed".

Susanne Bjørnelunds drøm er, at institutionen bliver en pædagogisk højborg, hvortil forskere og fagfolk vil rejse for at opleve, hvordan moderne pædagogik kan forebygge de massive sociale problemer med omsorgssvigt og misbrug, som det gamle fangersamfund er berygtet for.

Vandet i fjordene er dog ikke det eneste iskolde, som øen kan byde på, erfarer Susanne Bjørnelund.

Efter blot halvandet års arbejdsophold er de første glædestårer vendt til en frustrerende længsel efter at komme langt væk fra øen og hjem. Tilråb på gaden som "Rejs hjem, din skide dansker" er blevet en dagligdag, som ikke bliver opvejet af månedslønnen på 19.400 kroner, når hun som eneste uddannede i institutionen kæmper for pædagogikken, der nu er på retur til nul.

"Pædagogikken vil forsvinde igen, når personalet smutter," konstaterer kommunens pædagogiske konsulent overfor Susanne Bjørnelund, en uge før hun sætter sig i flysædet på vej tilbage til Danmark.



Rammer til millioner. 14 millioner kommunale kroner har den kostet den skinnende boks, som med sin skrå glasfacade mest ligner et museum for minimalistisk kunst. Ved nærmere eftersyn afslører de meterhøje klatrevægge i pangfarver og de tillokkende fladskærme med billeder af børneleg, at æstetik måske nok er en dominerende tanke i den integrerede institution Puiaq, men at målet nærmere er pædagogisk nytænkning. Fire medarbejdere har eksempelvis været på klatrekursus på den lokale klatreskole.

"Grønlandske børn er vilde med at klatre. De klatrer overalt. Derfor har vi fået lavet vores klatrevægge og uddannet os," siger Susanne Bjørnelund, der farer rundt i hendes efter sigende normale høje tempo og bager økologisk fiberbrød til næste dag i institutionen, hvor hun dog selv vil være over alle isbjerge. Børn&Unges udsendte møder hende en gråvejrsaften, hvor de store glasfacaders afvisende leg med de iskolde regndråber danner baggrundsrytmen for samtalen med en ilter, dog frustreret pædagog i Nuuk.

Aftenen er hendes sidste, før hun igen flyver fra byen. Hun skal til jobsamtale i Danmark.

"Det smerter mig at tage afsted. Institutionen er et udtryk for den pædagogik og det livssyn, som jeg står for. Jeg frygter, at det bliver smadret, når jeg tager afsted. Men hverken jeg, eller det som jeg står for, bliver respekteret, og så må dette her blive konsekvensen," siger hun og forklarer, at afrejsen har at gøre med manglende anerkendelse af hendes faglighed, som hun de sidste to år har investeret i pædagogisk arbejde i Grønland.

Brødet i ovenen lugter let brændt. Susanne Bjørnelund har endnu ikke vænnet sig til det nye udstyr, som hun har fået forhandlet sig til hos kommunen og bygherren. Den prangende institutionsbygning med tv- og videoudstyr til en kvart million, fordelt på 22 minikameraer, to store fladskærme til fotodokumentation overfor forældre, filmprojektorer og nye pc'ere er protypen på Nuuk Kommunes fremtidsinstitution. Den 659 kvadratmeter store institution er designet i tæt samspil mellem hovedstaden og Susanne Bjørnelunds pædagogiske visioner. Planen er, at kommunen vil opføre 10 lignende konceptinstitutioner, der hver især skal slå sine folder indenfor bestemte pædagogiske discipliner - for eksempel en idrætsbørnehave.

Kommunen har budgetteret millionerne til de 10 institutioner, men Susanne Bjørnelund kom ikke let til de kommunale pengefade.

"Vi var tre danske piger ud af 27 ledere til et møde, hvor det hele foregik på Grønlandsk. Derfor tolkede de for os, men mange gange var tolkningen virkelig dårlig. Så vi fik ikke halvdelen af det med," siger hun.



Uvelkommen. Lugten af nybagt brød breder sig i den børnetomme institution, og Susanne Bjørnelund sætter sig ned på de ergonomisk korrekte stole i personalerummet og lader sin hånd omfavne kaffekruset, mens isdråber klasker våde hinder på vinduesglassets yderside. Hun kigger ud på vandperlerne, der løber om kap. Øjnene er en tvetydig blanding af gejst og melankoli. Smilet finder vej.

"Min mor ringede en dag og fortalte, at hun og min far sad på solterrassen og spiste grønlandske fjordrejer i 28 graders varme. Heroppe var det snestorm. Men så siger man bare: "Jamen, det går skide godt - blå himmel og skinnende sol"," fortæller Susanne Bjørnelund, mens hendes øjne flakker gennem billeder på kontorets nye pc, som institutionens mindste allerede er øvede brugere af.

Mens blå himmel og skinnende sol var fantasien, som mor og far fik fortalt hjemme i Danmark, ændrede virkeligheden sig dramatisk for Susanne Bjørnelund, da hun lidt efter lidt begyndte at indse levevilkårene i Nuuk.

"Selvom Grønland har mange gode sider, og andre sikkert har haft en bedre oplevelse, så er det min oplevelse, at danskere ikke er velkomne heroppe. Hvis man vil herop, skal man tænke på, at det er et hårdt miljø at arbejde i, og at der er store kulturforskelle," forklarer hun.

"Grønlænderne råber efter mig på gaden, at jeg skal skride hjem, fordi jeg er en skide dansker. I den situation skal jeg lige huske mig selv på, at jeg har gjort noget godt heroppe. Jeg har lavet Nuuks bedste daginstitution, har Nuuks bedste børn, og langt de fleste af forældrene er også gode forældre."

Susanne Bjørnelund siger sætningen som et mantra, der holder hendes tanker fokuseret på målet.

"Jeg holder meget af Grønland, og jeg holder meget af grønlænderne, men med den måde, som de behandler os på, har jeg bare lyst til at sige: "Send os hjem".

Også de lokale aviser har ifølge Susanne Bjørnelund rettet voldsomme angreb på danskere. Det af en kaliber, der andre steder ville have fremprovokeret sagsanlæg. Heller ikke forældrene har holdt igen.

"Det skal du ikke blande dig i, ellers kan du bare rejse hjem," lød beskeden fra en grønlandsk mor, da Susanne Bjørnelund stoppede kvindens barn i at cykle ind i en dør.



Ren opbevaring. "Verden presser på, men Grønland vil ikke rigtig lege med de andre. Grønlænderne er som en flok teenagere alene hjemme," siger Susanne Bjørnelund, der i 2000 blev uddannet som meritpædagog fra Jysk Pædagogseminarium. To år tidligere havde hun selv arbejdet med utilpassede teenagere som gadeplansmedarbejder i Randers Kommune. Årsagen til de unges problemer fandt hun ofte i deres barndom omkring 6-7-årsalderen.

"Fra den alder af kunne de allerede føle sig udstødt fra det store fællesskab," fortæller hun.

Susanne Bjørnelund har siden tiden i Randers fintænkt sin pædagogiske vision, der for blot halvandet år siden blev sat sammen i mursten, da Nuuk Kommune valgte at hyre hende som leder af Puiaq.

"Man er ikke god til at arbejde med forebyggelse heroppe. Det betyder, at man sender nogle problematiske børn i skole, som man ikke har sat tidligt nok ind over for. Det skaber et stort pres i de første skoleår. Vi er endnu ikke dygtige nok til at fange signalerne heroppe," vurderer hun.

"Det her er ikke en pædagogisk indsats, det er ren opbevaring. Og det er derfor, at det er så lavtlønnet. Man har endnu ikke set værdien af at lave en målrettet pædagogisk indsats på daginstitutionsområdet."

Konsekvensen er, at Puiaq ligesom resten af Grønlands institutioner lider af omfattende pædagogmangel, hvilket ifølge Susanne Bjørnelund forhindrer den pædagogiske kultur i at udvikle sig.

"Altså, hvor meget værdi har det egentligt at være sammen med de her ufaglærte piger? Mange af vores ufaglærte var fuldstændig ligeglade med børnene, før jeg kom. De gik mest på arbejde for at slappe af, fordi de fik bank derhjemme. De sad bare i en sofa og kiggede på børnene," husker hun.

"Jeg tror ikke, at man er så god til at se de omsorgssvigtede børn i en tidlig alder, når man har så stor pædagogmangel. Mine ufaglærte piger har hjertet det rigtige sted, de er dygtige og stabile, men de har bare ikke fagligheden."



Leder for alle. I hendes første tid i Grønland fungerede Susanne Bjørnelund som leder af byens mest belastede vuggestue, Nuunu, der var beliggende i byens grå og hårde betonbyggeri Blok B.

"Der gjorde jeg en vigtig opdagelse. Jeg skulle ikke kun være pædagog og leder for børnene, men jeg skulle også være pædagog og nærmest psykolog for personalet. Personalet heroppe har nemlig mange store, personlige problemer, som druk i hjemmet og bank af manden. Så opgaven blev udvidet."

Susanne Bjørnelund erfarede, at hun blev nødt til at pleje sit grønlandske personale ekstra meget, før hun kunne starte på opbygningen af en pædagogisk kultur.

"Sidste maj alene havde vi syv selvmord i byen. Om morgenen blev vi ringet op flere gange, hvor jeg til sidst bare tænkte: "Hvad sker der her?" En af vores fædre havde taget sit eget liv."

Episoden berørte hende og personalegruppen dybt, hvorfor de gjorde meget ud af at snakke ud om problemet. Susanne Bjørnelund fandt i løbet af den tid ud af, at flere af hendes ansatte piger selv tumlede med problemer, der begrænsede dem personligt og fagligt. Hun havde gentagne gange lagt mærke til, at nogle af pigerne ikke brød sig om at tage et barn op til sig, når det græd.

"Jeg kom frem til, at fire ud af mine i alt otte ansatte selv var blevet udsat for overgreb tidligere i deres liv. De fire piger havde ingen kontakt fra deres hoved til deres krop, fordi de benægtede, hvad der var sket. Det måtte jeg arbejde med. Da jeg var færdig, kunne de godt se at for at trøste et barn, måtte de have barnet ind til kroppen," forklarer Susanne Bjørnelund.

Hun læner sig tilbage i stolen, tager en tår af den nu halvlunke kaffe, holder en kort pause og siger så:

"Grønlænderne er ikke-kommunikative og sjældent kropslige. Det er usædvanligt at kramme. Hvis de er så lidt kropslige, så er det endnu mere vigtigt, at de får den fysiske og kropslige kontakt så tidligt som muligt. Derfor får vores børn konstant kys og kram. De vender automatisk kinden til, når jeg kommer ind ad døren om morgenen faktisk."





Ekspert: Susanne Bjørnelunds historie er klassisk



Pædagoger, der rejser i utide som resultat af en uoverkommelig kulturkløft mellem grønlandsk og dansk pædagogik, er en historie, der er hørt før. Det vurderer lektor i pædagogik ved Socialpædagogisk Seminarium i Iluissat Rikke Høgh Olesen.

Det ligger simpelthen ikke til grønlænderne at reflektere over pædagogik og faglighed i daginstitutioner. Og derfor har de store problemer med at udvikle sig rent professionelt, mener lektoren.

Det får ofte danske pædagoger til at opgive overfor en uforståelig, grønlandsk institutionskultur.

"Mange tilrejsende danskere har ikke en særlig god kulturforståelse - Susanne Bjørnelunds var for eksempel ikke særlig god," mener Rikke Høgh Olesen, der kender til historien og kalder den klassisk.

"Problemet var, at projektet med at opbygge den integrerede institution Puiaq var hendes og ingen andres," siger Rikke Høgh Olesen.

Hun forklarer, at beskeden fra borgere og forældre på gaden om "at skride hjem til Danmark" er et udtryk for en kulturel nedarvet vrede der får afløb.



Læs Rikke Høgh Olesens udlægning af grønlandsk fagkultur i næste nummer af Børn&Unge.





Børn&Unge kigger mod det kolde nord i de næste tre numre under temaet Pædagogik i Grønland. Øens

institutionskultur, faglige arbejde og modarbejde er i centrum for en række artikler, der går bag om de mange

rygter, øen er blevet udsat for, og stiller skarpt på Grønlands pædagogiske praksis. Netop en pædagogfaglig indsats

skal skabe grobund for en fremtid uden omsorgssvigt, overgreb og høje selvmordsrater blandt grønlandske unge.