Pædagoger vil skabe ny børnetænketank

Fem pædagogpolitikere vil danne en tænketank, som sætter ny dagsorden på småbørnsområdet. De vil blandt andet kæmpe for, at 1500 uddannede pædagoger ansættes for de ekstra finanslovsmidler.

Danmark skal have en ny tænketank, som kan være med til at udvikle nye idéer og visioner på børneområdet. Det er målet for foreningen ’Nyt Børnepolitisk Debatforum’, der for nylig blev stiftet af fem pædagoger. Foreningen har også som mål, at der ansættes flere uddannede pædagoger i institutionerne for den halve milliard kroner, som Folketinget har afsat til 1500 flere ansatte fra 2013.

»Vi er vildt trætte af at høre politikere, økonomer og andre udtale sig som eksperter, uden at de har den faglige baggrund for at gøre det,« siger foreningens talsmand, tidligere BUPL-forbundsformand Birgit Elgaard.

Pædagogerne bag den nye forening har det fælles grundlag, at de alle var opstillet til Folketinget ved valget i 2011. De repræsenterer fem forskellige partier, og dét er netop en af foreningens styrker, mener de selv.

»Vores fokus vil i første omgang være 0-6-års-institutioner, altså daginstitutionerne, fordi dét er et alt for vigtigt område til at blive en politisk slagmark. Her er netop brug for at hæve sig op over partipolitikken og tænke visionært og fagligt,« fastslår Birgit Elgaard.

Kristian Egebæk Mortensen, som til daglig er souschef i børnehaven Lærkereden i Roskilde, er den nye forenings blå islæt. Han er konservativ, men ser intet problem i at skulle sidde i den samme tænketank som pædagoger fra SF og Socialdemokraterne.

»Der er mange ting, vi kan blive enige om, og mere, der samler end skiller,« fastslår han.

Men det er vel ikke konservativ politik at øge antallet af pædagoger med 1500?

»Nej, ikke umiddelbart. Men jeg mener personligt, at der mangler uddannet personale i institutionerne. Området er blevet syltet de seneste år, og der er meget, der bør tages fat på. For eksempel fatter jeg ikke, at man accepterer, at næsten halvdelen af personalet er ufaglært mange steder. Den slags var aldrig gået på folkeskoleområdet,« svarer Kristian Egebæk Mortensen.

Så er det uddannet personale, der er brug for i institutionerne, ikke bare flere hænder?

»Jeg frygter, at kommunerne vil bruge de ekstra penge til at ansætte en masse pædagogmedhjælpere. Så kan man få to for én pædagogs pris. Men det er en helt forkert vej at gå. Det er ikke bare hænder, men de rigtige hænder, der er brug for,« siger han.



Mangler sponsorer. Danmark har tænketanke inden for mange felter. Fælles for de mest toneangivende er, at de har pengestærke bidragydere i ryggen, om end de alle slår sig op på, at de arbejder uafhængigt af politiske partier og kommercielle interesser.

»At skaffe sponsorer bliver en af vores forenings store udfordringer,« erkender Birgit Elgaard.

»Vi håber selvfølgelig på støtte, for der er altså hårdt brug for pædagogers røst i den offentlige debat,« supplerer Kristian Egebæk Mortensen og tilføjer:

»Blandt andet kan vi konstatere, at der i øjeblikket kun er én folkevalgt politiker på Christiansborg med baggrund i det pædagogiske, nemlig socialpædagogen Manu Sareen.«

Hvorfor er det et problem?

»Fordi man kommer til at mangle fokus på de 0-6-årige. Der tales hele tiden enormt meget om folkeskolen. Men når emnet endelig bliver børnehaver og vuggestuer, er det typisk kun økonomer, der udtaler sig. Folk, der aldrig har været ude i en børnehave, og som tror, det bare handler om pasning. Den tanke vil vi gøre op med. En børnehave er ikke et pasningssted, men et udviklingssted,« siger Kristian Egebæk Mortensen.



Verdenskendt. Den nye forening tæller også Aron Henning, der er folketingskandidat for Kristendemokraterne, den radikale

Henriette Sandager og SF’eren Ann Søndergaard Pedersen, som til daglig er faglig sekretær i BUPL Aarhus.

De fem pædagog-politikere har dannet deres egen Facebook-gruppe, og de har planlagt at mødes en gang om måneden for at udveksle synspunkter og arbejde frem mod etableringen af børnetænketanken.

De har nedfældet fem overordnede målsætninger, blandt andet at ’Danmark skal være kendt for daginstitutioner, hvor faglighed er kernen i det pædagogiske arbejde’, og at ’Danmark skal være verdenskendt for at skabe gode opvækst- og udviklingsvilkår for alle børn’.

Skal tænketanken også sikre mere anerkendelse til pædagogerne?

»Jeg mener ikke, at vi mangler anerkendelse, hverken fra forældre eller fra samfundet. Men det er ikke pædagogernes sag, vi er sat i verden for at tale, det er først og fremmest børnenes,« svarer Birgit Elgaard.

Det med det ’verdenskendte’ - er det ikke bare en kliché?

»Nej, det synes jeg ikke. For 10-15 år siden kom interessenter rejsende til Danmark fra flere steder i verden for at se vores børnehaver. Vi var foran på området. Og sådan ser vi gerne, det bliver igen. Vi vil gerne være med til at påvirke børne- og undervisningsministerens tanker om en ny nordisk model på institutionsområdet, og det skal ske med en stærk og solid ingrediens, nemlig det pædagogiske argument,« siger Birgit Elgaard.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.