Pædagoger spår om fremtiden

Synlige og stolte trendsættere

Jeg ønsker, at vi som pædagoger bliver mere synlige, og at vi tør sige, at vi er stolte af vores arbejde. Vi er tilbøjelige til at være lidt undskyldende og selv mene, at alle kan passe børn. Vi skal tro mere på os selv. Da jeg i en periode arbejdede med unge, fik jeg anerkendelse for mit arbejde, og det ser jeg gerne også sker, når vi arbejder med de lidt yngre børn. Mine drømme er, at vi får mere indflydelse på den pædagogik, der skal føres. Der er blevet presset så meget ned over hovedet på os, men i fremtiden skal vi selv være med til at trendsætte det pædagogiske arbejde og pædagogikken. Jeg vil gerne undgå, at vi er en profession, der går i glemmebogen. Vi er ikke undervisere, vi skal fortsat have fokus på social læring, og det skal være os selv, der fortæller omverdenen, hvad vores arbejde handler om og indebærer. Ellers bliver vi overset, og andre kan fortsætte med at bestemme, hvordan vi skal arbejde og med hvad.

Pædagog Claus Binderup Sander, 42 år. SFO Kernehuset, Rebild Kommune



Plads til ildsjæle og dygtige ledere

Jeg ønsker primært, at vi bliver taget alvorligt med det arbejde, vi laver. Vi skal også tage os selv alvorligt og give hinanden lov til at specialisere os, for det nytter ikke, at vi skal favne alt. Vi skal kunne rumme meget som pædagoger, men det er ikke nok, at vi gør det med hjertet, vi skal også kunne det med en teoretisk baggrund. Vi skal have mulighed for at arbejde med det, vi brænder for hver især. Det er jo ildsjælene, der får flyttet noget, og de skal have lov til at brænde igennem, for de smitter. Jeg drømmer om, at fremtidens pædagogiske arbejdsplads er udstyret med en dygtig ledelse, som kan finde ud af at spotte ildsjælene og bakke dem op, så det ikke går ud over andre, at de får lov til at brænde igennem. Hvis man har opbakning til at fyre den af, kan det opfattes af andre, som om man kan gøre, hvad man har lyst til. Men hvis man brænder for noget, betyder det jo bare, at man er forankret i sit faglige fundament og får flyttet nogle børn. Så jeg vil gerne undgå udygtige ledelser, for sådanne institutioner er et rædselsscenarie.

Pædagog Karina Nielsen, 41 år. Fritidshjemmet Pilehuset i Skibby, Frederikssund Kommune



Respekt for profession

Jeg ønsker mig mere respekt for det pædagogiske arbejde og for pædagoger. Desuden at vi finder nye måder at gøre os synlige på. Vi skal ikke bare demonstrere, men vi skal vise, at det her ikke kun handler om at passe børn, men at det er et meget vigtigt arbejde både for børnene, forældrene og samfundet. Jeg drømmer om, at vi får skabt en faglighed, der viser, hvor vigtige vi er helt fra vuggestuen til skolen. Der skal være mulighed for mangfoldighed og for forskellige institutioner, så folk kan vælge, hvilken slags institution deres barn skal gå i. Jeg ønsker at undgå, at der bliver sparet mere, for så kan vi ikke leve op til de krav, der stilles. Man kan sagtens passe mange børn, men man kan ikke udvikle dem, hvis man er for få pædagoger. Der er så mange krav om, hvad vi skal lave og hvordan, men politikerne er ikke så gode til at give os mulighederne for det. De siger, at de gerne vil have innovation, og at alle skal kunne rummes i en daginstitution, men det kræver faktisk, at vi får ansat flere pædagoger. Faktisk så jeg gerne, at alle ansatte var uddannede.

Pædagog Birthe Franch, 61 år. Rudolf Steiner Børnehaven Tusindfryd i Valby, Københavns Kommune



Pædagoger skal sætte dagsordenen

Jeg kunne godt tænke mig et større fokus på vores faglighed, som blev bundet op på forskning. I dag er debatten i høj grad dikteret af medierne, men hvis vi pædagoger var lidt mere på forkant, kunne vi være med til at sætte dagsordenen. Hvis vi skal blive bedre rustet til at møde de nye udfordringer, faget byder på, som for eksempel inklusion, skal der sættes flere penge af til videreuddannelse. Og der er brug for minimumsnormeringer, så vi er hænder nok til at udføre alle de spændende opgaver, der ligger forude.

Jeg frygter, at der i fremtiden endnu en gang bliver svunget med sparekniven, så der bliver sparret flere stillinger væk. Desuden oplever jeg en stigende tendens til, at man nedprioriterer børnenes leg i SFO’erne. Jeg oplever et øget pres på SFO’en om at fokusere mere på skoleparathed, og det giver mindre plads til legen. Vi vil hellere fokusere på gruppen som en helhed, det sociale sammenhold og samarbejdsøvelser. Pædagog Lenda Mathisen, 40 år. SFO Søholmen og på Nordvangskolen i Glostrup,

Glostrup Kommune



Slået 30 år tilbage i tiden

Mit ønske er, at vi kunne gå tre år tilbage i tiden. For alt det, vi fagligt, professionelt og pædagogisk har kæmpet os frem til på området, er på ganske kort tid blevet slået 30 år tilbage i tiden. I min institution er tværfagligheden og det daglige samarbejde med ergo- og fysioterapeuter, psykologer og talepædagoger blevet så minimeret, at det er svært at se, hvordan vi kan udføre det arbejde, der er nødvendigt for, at børnene kan klare sig så godt som muligt i samfundet. Og der er endnu en nedskæringsrunde på vej. Vi pædagoger er blevet nødt til at varetage mange flere opgaver end tidligere, og det går ud over de aktiviteter, der handler om at skabe livsglæde og fremme kommunikationen med de andre børn og voksne. Jeg gruer for fremtiden, hvis der ikke snart sker nogle drastiske ændringer.

Desuden bliver alt for mange børn med særlige behov placeret i almindelige daginstitutioner, hvor pædagogerne ikke føler sig rustet til at rumme dem. Der er gået for meget købmandskab i området.

Pædagog Lene Smedegaard, 58 år. Specialbørnehaven Fregatten, Odense Kommune



Kvalifikationer frem for økonomi

Jeg har selv været leder, og jeg så gerne, at fremtidens pædagogiske ledelse var bedre klædt på til at varetage opgaverne som ledere – for jo bedre ledere vi har, jo bedre muligheder er der for, at vi som pædagoger kan udføre vores arbejde. Og den aftalestyring, som man har indført i de forskellige kommuner, burde afskaffes, da den betyder, at ledelsen vælger den ansøger, der er billigst, frem for den, der er bedst kvalificeret. Jeg synes også, at der burde være mere uddannet personale, en højere grad af efteruddannelse og generelt en større faglighed i institutionerne.

Et andet vigtigt emne er inklusion. Som udgangspunkt mener jeg, at inklusion er en god idé, men ikke som et forsøg på at spare penge, som det så ofte sker i dag. En af konsekvenserne er, at mange lærere og pædagoger går ned med stress. Og flere finder ud af, at det er sjovere at være skraldemand end pædagog, for det, der fik mange til at vælge faget – arbejdsglæden og muligheden for at gøre en forskel – bliver udvandet.

Pædagog John Frederiksen, 45 år. Børnehaven Stien, Vallensbæk Kommune