Pædagoger i skolen: Skoleskeamer blokerer for nytænkning

Når lille Malte eller Freja ikke kan huske, om der skal pakkes matematik- eller danskbøger i skoletasken, er det bare at kigge i skoleskemaet for at se, hvordan undervisningsdagen er organiseret. For nogle SFO-pædagoger er skoleskemaet dog ikke en praktisk oversigt, men et fastlåst system, der er svært at vriste sig fri af, selvom man har gode ideer til anderledes og nytænkende aktiviteter.

Det fremgår af en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, som har spurgt de centrale aktører i folkeskolen om, hvad udfordringerne er netop nu. Et af de punkter, som pædagoger i undersøgelser fremhæver, er netop skemaets dikterende struktur.

Skoleskemaet gør det svært at tænke nyt og anderledes om de udfordringer, de ser i folkeskolen, mener pædagogerne i undersøgelsen, der godt kunne tænke sig i højere grad at kunne bryde ud af de alt for rigide rammer.

En holdning, der møder sympati hos Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg:

»Den pædagogiske opgave består i at se helheden i de situationer, barnet indgår i. Det er udgangspunktet, når pædagogen skal agere i en konkret situation, og det korresponderer ikke altid med, at der i den her time står dansk eller matematik på skoleskemaet,« siger han.



In- eller eksklusion. Pædagogerne i EVA’s rapport stiller ikke kun spørgsmål til skoleskemaet. De er også meget optagede af idealet om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn. Pædagogerne bakker op om inklusion, men er usikre på, om folkeskolen praktiserer inklusion på den mest optimale måde.

Ifølge rapporten står pædagoger ofte i en situation, hvor de tager en gruppe elever uden for undervisningen og laver en særskilt aktivitet med dem, så de ikke forstyrrer deres kammerater eller læreren.

»Pædagogerne i undersøgelsen bruger meget energi på at tænke over og diskutere med kollegerne, om de gør det rigtige for det enkelte barn i den situation, eller om de er med til at ekskludere nogle af dem, de havde sat sig for at inkludere,« fortæller Thea Nørgaard Dupont, evalueringskonsulent hos EVA.

To problemstillinger bliver relevante, når man diskuterer inklusion i folkeskolen, mener Allan Baumann.

»For det første har mange af de inklusionsprojekter, vi har set på skolerne, i virkeligheden været spareøvelser. Og for det andet inkluderes og ekskluderes børn på forskellig vis, og derfor er det væsentligt, at pædagogen kan operere på forskellige måder for at tackle de børn, det her handler om,« slår han fast.

Nogle børn vil føle sig krænket af at blive taget ud af klassen, men for andre kan det være den eneste måde, de kan give noget til fællesskabet, mener Allan Baumann.

»Derfor er det paradoksalt, at inklusion er kommet til at betyde, at vi skal være sammen alle sammen hele tiden,« siger han.



Samme uddannelse. Pædagogerne i undersøgelsen undrer sig over, at de ikke bliver tilbudt samme efteruddannelsesforløb i inklusion, som deres lærerkolleger gennemgår.

»Nogle opfatter det som et signal om, at de ikke er lige så vigtige medarbejdere,« siger Thea Nørgaard Dupont fra EVA.

Efter- og videreuddannelsesforløb i inklusion i folkeskolen skal være et tilbud til både lærere og pædagoger, mener BUPL.

»Det giver ingen mening, at flere professioner arbejder sammen om noget, som kun den ene gruppe uddannes i. Hvis vi skal arbejde med inklusion i folkeskolen, er det vigtigt, at vi er sammen om uddannelsesaktiviteterne,« siger Allan Baumann.

Overordnet belyser rapporten ifølge BUPL et problem, der længe har trængt til at blive behandlet: Der er behov for klare målsætninger om, hvad pædagogens rolle i folkeskolen er.

»Det er vigtigt og væsentligt at få den pædagogiske opgave skrevet ind i Folkeskoleloven, så pædagogerne oplever en samfundsmæssig anerkendelse af deres arbejde. Det sætter denne undersøgelse ekstra streg under,« mener Allan Baumann.