Pædagoger griber ind

Når pædagoger har en mistanke om, at et barn bliver seksuelt misbrugt, underretter langt de fleste. Det viser en undersøgelse, som Børn&Unge har foretaget i samarbejde med BUPL’s professionsafdeling.

15 procent af pædagogerne har inden for de seneste fem år haft en mistanke om, at et barn under 18 år er blevet udsat for et seksuelt overgreb. Et stort flertal, 75 procent, har reageret på mistanken ved at sende en underretning til deres kommune.

BUPL’s formand Henning Pedersen er ikke overrasket over, at pædagogerne underretter så massivt.

»Pædagogerne er tæt på børnene hver dag, og de har den nødvendige viden. De er gode til at aflæse signalerne, selvom der selvfølgelig er grænsetilfælde, som er svære at tolke,« siger han.

Henning Pedersen har en fortid som pædagog i det udsatte boligområde Vollsmose i Odense. Her har han selv flere gange underrettet om seksuelle overgreb på børn.

»Nej, det var ikke svært. Først og fremmest fordi man udviser solidaritet med de udsatte børn, når man underretter om sin mistanke,« siger han.



De svære tegn. En fjerdedel af de pædagoger, der inden for de seneste fem år har haft en mistanke om seksuelle overgreb på børn, har endnu ikke underrettet. I nogle tilfælde skyldes det, at andre har taget over, men ellers er der én markant hovedforklaring:

At de har været – og stadig er – i tvivl om, hvorvidt deres mistanke er rigtig. De kan have en mavefornemmelse, som gør dem ekstra vagtsomme. En pædagog formulerer det sådan her:

’Er i tvivl, om jeg tolker rigtigt. Det handler mest om fornemmelser af, at noget er galt, og små tegn, der kunne pege i den retning, men det kan også bunde i andre ting. Så jeg er ekstra obs ...’

Pædagogerne er ikke skråsikre, når det handler om at spotte seksuelt misbrug hos børn. På spørgsmålet om, hvorvidt de kender tegnene på, at et barn bliver seksuelt misbrugt, svarer 19 procent sikkert ja, mens 70 procent svarer, at de kender noget til tegnene, men meget gerne vil vide mere.

Psykolog fra Red Barnet Kuno Sørensen forstår godt, at pædagoger kan komme i tvivl om, hvordan de skal reagere på en mistanke om seksuelt overgreb. Det er ikke noget, pædagoger får en specialiseret viden om på grunduddannelsen. Derudover er kommunerne ikke gode nok til at give pædagogerne kurser og efteruddannelse, som kan give dem den fornødne viden, mener han.

»Det gør det også svært for pædagoger, at sager med mistanke om seksuelle overgreb mod børn netop er karakteriseret ved, at tegnene i de allerfleste tilfælde er utroligt tvetydige, fordi børn meget sjældent giver helt klare signaler,« siger han.

Han peger på, at børns reaktioner eller symptomer på seksuelt misbrug er de samme, som dem, man ser hos børn, der mistrives på grund af andre forhold, som for eksempel omsorgssvigt, vold i hjemmet, eller at familien ligger i skilsmisse.

»Måske bliver barnet mere indesluttet og har ikke lyst til at være i nærheden af voksne, men man kan også opleve den stik modsatte reaktion, at barnet pludselig bliver mere rastløst og aggressivt,« tilføjer han.

Ifølge Kuno Sørensen er det er vigtigt, at pædagoger ikke går rundt med deres mistanke alene. De bør konsultere en fagperson, der har erfaring med at håndtere sager om seksuelle overgreb mod børn.

BUPL’s formand, Henning Pedersen, mener, at der altid bør være en fagperson i den kommunale forvaltning, som pædagogerne kan drøfte deres bekymring med, inden de måske sender en underretning.

»Nogle kommuner har allerede sådan nogle ordninger, men det burde udbredes til alle kommuner. Der mangler systematik på området,« siger han.



Lever i uvidenhed. I undersøgelsen bliver pædagogerne bedt om deres holdning til kommunens håndtering af sager, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb på børn.

Færre end hver femte (18 procent) synes, at kommunen gør det godt og giver børnene den hjælp, som de har brug for. 27 procent mener derimod, at deres kommune ikke gør sit arbejde godt på det her område. Men langt de fleste (55 procent) ved det slet ikke. Når man spørger pædagogerne, om de får opbakning til deres arbejde med underretninger af seksuelle overgreb, svarer lige så mange (55 procent), at det ved de heller ikke.

64 procent af pædagogerne ved ikke, om deres kommune har taget særlige initiativer, som skal ruste dem til arbejdet med at underrette, hvis de har mistanke om, at et barn bliver seksuelt misbrugt.

BUPL’s formand kalder det en katastrofe, at pædagogerne underretter og underretter uden at ane, hvad der sker med børnene. I mange af de sager, som har været i medierne, er det kommet frem, at kommunerne ikke har reageret på underretningerne fra pædagogerne.

»Det er en komplet gåde, hvordan det kan ske. Kommunerne gør det ikke godt nok på det her område. Det går for langsomt, og pædagogernes faglighed bliver ikke inddraget. Mens tiden går, mistrives børnene jo,« siger Henning Pedersen.

Han vil tage sagen op med Kommunernes Landsforening (KL) og socialministeren, når de mødes næste gang. Han mener ikke, at der er noget grundlæggende galt med lovgivningen. Det er primært kommunerne, som ikke lever op til deres ansvar og dermed svigter de mest udsatte børn.



Jo, vi gør da. Jane Findahl (SF), formand for KL's Børne- og Kulturudvalg, mener, at alle kommuner tager alle underretninger alvorligt.

Men hvis pædagogerne ikke får svar på, hvad der sker med deres underretninger, skal de sammen med kommunen finde en måde, hvorpå det kan ske.

»Det er da en god idé, at kommunerne fortæller pædagogerne, at de har modtaget deres underretning. Og det er også en god idé, at de sørger for, at pædagoger og andre bliver vejledt og hjulpet med de bekymringer, de kan have omkring de her børn,« siger hun.

Jane Findahl mener, at det er meget vigtigt, hvis kommunerne skal leve op til deres forpligtelser over for børn, der eventuelt er udsat for seksuelle misbrug, at der samarbejdes bredt om børnene.

»I KL har vi lanceret et stort nyt udspil, som netop handler om samarbejdet og alvoren i, at det fungerer. Det er efter min mening arbejdsgiverens opgave at sørge for, at tingene hænger sammen for børnene, og det må man jo inddrage pædagogerne i, for de er en meget vigtig faggruppe i denne forbindelse,« siger hun.



FAKTA om undersøgelsen

Surveyen blev gennemført i uge 5, og der deltog 321 pædagoger.



Det siger loven om underretninger:

Du skal have en kvittering

• Kommunens socialforvaltning skal senest seks hverdage efter modtagelsen af en underretning sende en bekræftelse på, at din underretning er modtaget.

Du kan få besked …

• Som fagperson har du – hvis du beder om det – mulighed for at få oplyst, om din underretning har givet socialforvaltningen anledning til handling. Kommunen skal oplyse, om der er iværksat undersøgelser eller foranstaltninger vedrørende barnet eller den unge, som din underretning angår.

… men ikke om ret meget

• Men serviceloven giver ikke mulighed for, at du kan få oplysninger om indholdet eller omfanget af foranstaltningerne eller undersøgelserne.

Der er en smutvej

• Hvis du får forældrenes samtykke til, at du bliver informeret om, hvilke foranstaltninger, der eventuelt er sat i gang, kan du få meget mere information om, hvad der sker i sagen.

Kilde: Pjecen ’Dialog om tidlig indsats’, Servicestyrelsen.



Det siger pædagogerne:

Her er et udpluk af de kommentarer, som pædagoger selv har skrevet, da de blev spurgt:

»Generelt (ikke kun når det handler om sexuelle overgreb) glider det videre sagsforløb os af hænde, når underretningen er sket. Der er ingen procedure for tilbagemeldinger til os.«

»Kan ikke få sagsbehandleren til at svare på, om hun har handlet på min underretning. Ved godt, at jeg ikke kan få at vide, præcis hvad der sker. Men har lov til at få at vide, at der sker noget. Frygter, at der ikke handles på det, og barnet er nu udmeldt!«

»Ved underretninger generelt mener jeg ikke, at kommunen håndterer det godt nok. Vi får en kvittering for modtagelse af vores underretning, og ellers hører vi ikke noget og ved ikke, om nogen tager fat om problemet.«

»Synes, at kommunerne er for lang tid om at gribe ind, når de får en underretning. Ligeledes synes jeg, at de har alt for travlt med at ’vaske hænder’ i stedet for at gøre noget«

»Det handler ikke om, at der ikke er udarbejdet handleplaner for, hvordan vi som professionelle skal handle, hvis/når der er mistanke om seksuelle overgreb på børn. Det handler om, at det er svært at spotte og opdage.«

»Har for mange år siden oplevet, at kommunen tog en sag alvorligt, men personalemangel på børneafdelingen på sygehuset gjorde, at undersøgelsen af barnet var meget overfladisk og endte med at blive afvist, på trods af en masse meget tydelige tegn! Det var væmmeligt.«



Tegn på seksuelt misbrug af børn

Det findes ikke entydige signaler på, om et barn har været udsat for et seksuelt overgreb. Men barnet kan med sin væremåde ’fortælle’, at det mistrives, og en af årsagerne kan være seksuelt misbrug. Derfor skal man kende de signaler, man som fagperson skal reagere på.

Børn er forskellige og udtrykker sig forskelligt. Nogle er mere direkte end andre, men de vil alle være præget at det, de har været udsat for. Nogle børn fortæller det til en voksen, de har tillid til. Men ofte fortæller børnene det indirekte og antydningsvis. Tal med barnet og spørg åbent ind til det, barnet siger. Undgå at ’pumpe’ eller afhøre barnet, for det er politiets job. Spørg neutralt. Lad være med at lægge din egen bekymring ind i spørgsmålene til barnet. Men børn vælger ofte at tie helt om overgrebene.



FYSISKE SYMPTOMER

Fysiske symptomer kan være en direkte følge af seksuelle overgreb.

Der kan være tale om rødmen, mærker, irritation eller blødninger ved kønsorganer, munden eller endetarmsåbning, underlivssmerter og/eller påfaldende ubehag, når barnet tisser eller har afføring.

• Ufrivillig vandladning og afføring.

Nogle børn kan få ufrivillig vandladning eller afføring, efter at de har været renlige.

• Påfaldende påklædning og kropsattitude.

Barnet skjuler sin køns- og pubertetsudvikling for eksempel ved at gå i alt for stort tøj. Barnet kan også klæde sig påfaldende udfordrende. Der kan også være tale om, at barnet er usoigneret, beskidt, ikke vil gå i bad, føler lede ved sin krop etc.

• Spiseforstyrrelser.

Kan vise sig ved, at barnet sulter sig (anoreksi) eller spiser overdrevent og efterfølgende kaster op (bulimi).



PSYKISKE TEGN OG REAKTIONER

• Psykosomatiske symptomer.

Symptomerne kan vise sig som ’uforklarlig’ mavepine eller hovedpine. Der kan også være tale om ufrivillige, nervøse bevægelser, tics og handlinger.

• Umotiveret gråd – angstreaktioner – utryghed.

Et barn, der er udsat for seksuelle overgreb, og som føler, at det ikke kan tale med andre om det, lever i en følelsesmæssig spænding. Det kan vise sig ved pludselig og tilsyneladende ubegrundet gråd eller angst­reaktioner. Det kan også vise sig ved, at barnet pludselig bliver bange for mørke, bange for at være alene, bange for bestemte lyde og lugte.

• Apati – opgivenhed – meningsløshed – depression.

Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan opleve magtesløshed. Måske forstår barnet ikke, hvad det udsættes for, og barnet kan være præget af følelser af tristhed og ensomhed, der kan udvikle sig til depressive reaktioner.

• Manglende selvværdsfølelse, hjælpeløshed, passivitet.

Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har tendens til at synes dårligt om sig selv. Barnets følelse af selvværd bliver påvirket negativt, barnet kan miste troen på sig selv og egne kompetencer og kan derfor komme til at fremstå hjælpeløst og passivt.

• Søvnløshed og mareridt.

Alle børn kan være bange for mørke og have nætter, hvor de ikke kan sove og/eller har mareridt, men der bør reageres, hvis der opstår et mønster, eller det optræder samtidig med andre signaler fra denne oversigt.



SOCIALE OG ADFÆRDSMÆSSIGE TEGN OG REAKTIONER

• Ændring af adfærd.

Har man kendt barnets tidligere, normale adfærd, og kan man pludselig se markante ændringer, der bekymrer, bør man reagere. Barnet kan have svært ved at indgå i forpligtende, følelsesmæssige relationer med andre. Det kan også have mistet sin nysgerrighed og tillid til omgivelserne. Vær opmærksom på, at seksuelle overgreb kan have stået på i årevis, så man ikke nødvendigvis kan se ændringer i adfærden.

• Påfaldende aktiv seksuel adfærd.

Et barn, der har været udsat for seksuelle overgreb, vil måske vise det ved avancerede seksuelle lege. Nogle børn udviser en påfaldende seksuel adfærd over for voksne, hvor der sker en sammenblanding af kontakt/omsorg og seksualitet, fordi barnet grundet de seksuelle overgreb ikke har lært at skelne.

• Modvilje mod at være sammen med en bestemt person.

Afhængigt af barnets alder, udviklingstrin og relation til en eventuel krænker, vil barnet måske protestere mod at skulle være sammen med eller alene med en bestemt person.

• Aggressivitet, destruktivitet, hyperaktivitet.

Nogle børn vil reagere på overgrebet ved at blive aggressive over for andre børn og voksne og eventuelt have uforklarlige raserianfald. Det kan også resultere i fysiske angreb på andre. Andre børn reagerer med hyperaktivitet, hvor de kan være præget af at skifte aktivitet i et meget højt, uligevægtigt tempo.

• Manglende koncentration.

Mange børn kan få problemer med koncentrationen, indlæring og leg.

• Selvdestruktiv adfærd.

Hos de lidt større børn vil man nogle gange kunne se selvmordstanker eller anden selvdestruktiv adfærd, hvor barnet for eksempel skærer i sig selv, brænder sig selv og lignende.

• Regredierende adfærd.

Barnet udviser en adfærd, som det ellers var vokset fra, for eksempel begynder barnet at tisse i sengen/bukserne, har afføring i bukserne, taler med (over)barnlig stemme, går helt i baglås i kendte situationer og lignende.

• Vedholdende tavshed.

Hemmeligholdelse og trusler om repressalier, hvis overgrebet afsløres, kan være en belastning for barnet. En afsløring af overgrebene kan derfor opleves som mere skræmmende for barnet end selve overgrebene. Det kan resultere i, at barnet reagerer med tavshed og isolation.

Kilde: Socialstyrelsen.dk