Pædagogbørn ingen adgang

Adgang forbudt for pædagogbørn. Sådan kunne der passende stå over døren til en del af landets daginstitutioner.

Her har man besluttet, at pædagogernes egne børn ikke må gå, da det skaber for mange konflikter i dagligdagen.

Lilleskovens Børnehave i Nordborg på Als er et af de steder, hvor personale­børn kun er velkomne som gæster.

»Det er et princip, vi står fast på, også selvom det har sine omkostninger. Indimellem får jeg for eksempel nogle fantastiske ansøgninger fra pædagoger, som jeg gerne vil ansætte. Men de vælger at trække deres ansøgninger tilbage, når det går op for dem, at de ikke kan have deres egne børn gående her i institutionen,« forklarer børnehaveleder Esther Henriksen.

Tidligere var personalebørn ikke en hindring for at få job i Lilleskovens Børnehave. Men så meldte konflikterne sig. Nogle af de ansatte havde ifølge Esther Henriksen lidt vanskeligt ved at adskille dobbeltrollen som mor og pædagog.

»De mødre, vi havde ansat dengang, blandede sig for meget i, hvordan deres børn blev håndteret af kollegerne. Desuden døjede vi med, at personalebørnene kom løbende ind til os i frokostpauserne eller ville sidde for meget på skødet af mor i løbet af dagen. Det er selvfølgelig en naturlig adfærd fra barnets side. Men på et overordnet plan kan det være svært at bevare professionaliteten, når der er personlige følelser på spil. Samtidig var det med til at skabe gnidninger og konflikter i medarbejdergruppen,« forklarer Esther Henriksen.

Du havde som yngre dine egne børn i den institution, hvor du arbejdede. Fungerede det?

»Det husker jeg som ret uproblematisk, men det var også en anden tid. Jeg havde ingen problemer med, at kollegerne irettesatte mine børn, og det er nok netop dér, konflikterne opstår. Det er jo helt personafhængigt, hvordan man reagerer,« svarer Esther Henriksen.

Hun har også hørt om andre institutioner, hvor personalebørn har skabt uventede udfordringer.

»Pædagoger forventes at udføre et stykke fagligt arbejde, og det er min personlige opfattelse, at de ikke altid kan koncentrere sig 100 procent om jobbet, hvis de også skal have et øje for deres eget barn,« siger Ester Henriksen.

I Lilleskoven får ikke kun mødre, men også bedstemødre nej til, at deres børnebørn må gå i institutionen. Det samme får tanter og onkler.

»Det kan måske lyde lidt skrapt, men vi har altså valgt, at reglen skal omfatte alle familiære relationer. For nylig har vi således afvist et ønske fra vores mandlige pædagogmedhjælper, som gerne ville have sit barnebarn ind i institutionen,« forklarer Esther Henriksen.



Forskellige regler. Børn&Unge har talt med institutioner over hele landet i forbindelse med researchen til denne artikel. Der tegner sig et broget billede, når det handler om at have egne børn i institutionen.

Nogle steder har man ingen regler for personalebørn. Andre steder har man aldrig haft problemstillingen inde på livet, fordi pædagogerne automatisk vælger andre institutioner til deres børn.

Det sker typisk i de større byer, hvor der er mange institutioner at vælge imellem. Endelig er der de steder, hvor børnene er velkomne sammen med mor eller far.

I Børnehuset Nøddehegnet i Gladsaxe siger man nej.

»Jeg tror, det er bedst både for pædagogerne og personalebørnene, for det kan være svært for alle parter at håndtere det. Det må da være ulideligt at høre ens eget barn græde hjerteskærende og så være nødt til at tage sig af børnene på en anden stue,« siger institutionsleder Dorthe Holst.

Reglen er indført for at undgå unødige konflikter i det daglige.

»Som pædagoger er vi nok generelt mere kritiske end forældre i almindelighed, fordi vi ved så meget om, hvordan tingene bør gøres. Vi er vant til at færdes i miljøet, og vi lægger i højere grad mærke til de fejl, som begås.«

Er pædagoger mere kværulantiske over for andre pædagoger, når de træder ind i rollen som forældre?

»Ja, det tror jeg faktisk, at vi er. Og derfor bliver det også ekstra besværligt, hvis pædagogen både skal være pædagog og forælder i samme institution. Også selvom man sørger for, at barnet ikke er på samme stue,« svarer Dorthe Holst.



Umuligt at håndhæve. I de mindre og mere afsondrede samfund kan det være næsten umuligt at skille forælder og barn. På Kattegatøen Læsø, der tæller en befolkning på knap 2000, er der således kun én børnehave, nemlig den i Byrum.

»Det er et vilkår, vi lever med, og som vi lever fint med. Vi kan ikke undgå at komme til at passe vores egne børn,« siger leder af Læsø Børnehave Susanne Paulsen og tilføjer:

»Nogle gange vælger vi dog, at barnet skal være på den ene stue og moderen på den anden. Men selvfølgelig pendulerer både mor og barn mellem stuerne, så der vil være en tæt kontakt.«

I øjeblikket er børnehavens souschef på barselsorlov. Hun er mor til tre børn, hvoraf den mellemste går i børnehaven.

»Det fungerer gnidningsløst. Jeg har sagt til hende, at hun skal være mor først og pædagog i anden række. Sådan må det være. Det var i øvrigt nogenlunde samme besked, jeg fik af en kollega, da jeg var yngre, og det var faktisk rigtig rart at høre. For der sker desværre let det, at du uvilkårligt træder et par skridt væk fra dine børn for netop ikke at få skudt i skoene, at du favoriserer dem, og det er både synd for barn og mor,« siger Susanne Paulsen.

Er der andre, psykologiske udfordringer ved at være pædagog for sit barn?

»Jeg husker i hvert fald, at jeg en overgang havde det sådan, at min søn bare skulle være til ug, kryds og bolle. Og at jeg kom til at forvente lidt mere af ham end af de andre børn. Han skulle selv kunne tage tøj på og al den slags,« svarer Susanne Paulsen.



Stærke holdninger. Ifølge lektor på Aarhus Universitet, Eva Gulløv, som har lavet omfattende feltarbejde i landets daginstitutioner, har ingen forsket i, hvordan pædagoger håndterer dobbeltrollen som mor eller far og pædagog.

»Det er dog mit rent personlige indtryk, at man rundtomkring prøver at finde frem til fornuftige og praktiske løsninger,« siger hun.

Hvilket netop er, hvad man forsøger på Ærø. I hvert fald hvis man lytter til Nanna Svends, som er fællesleder for fem institutioner i Det Sydfynske Øhav.

»Vi lader det være op til den enkelte institution, hvilke regler de vil praktisere på området. Jeg tror, det er vigtigt, at man i institutionerne får talt emnet grundigt igennem, for det kan være fyldt med spændinger og stærke holdninger,« siger hun.

Ifølge Nanna Svends skal man som pædagogmor gøre sig sin holdning klar, inden man skriver sit barn op til en plads i den institution, man selv arbejder i.

»Du skal være i stand til at slippe grebet. Altså at acceptere, at det ikke nødvendigvis er dig, der skal trøste dit barn,« siger hun.

Hvorfor det?

»Altså, man skal passe på med ikke at være for firkantet omkring de her ting. Der kan være situationer, hvor det netop er på sin plads, at moderen går ind og trøster. Men nogle gange er det bedst for alle parter, hvis moderen træder lidt i baggrunden,« svarer Nanna Svends.

Hun har selv prøvet at stå i situationen, da hun var yngre og arbejdede som almindelig pædagog i samme institution, hvor hendes barn gik.

»Jeg har haft nogle fantastisk positive oplevelser med det. Man har en fælles hverdag sammen, og som mor behøver du ikke at gå rundt med dårlig samvittighed.«

Hvilke negative sider oplevede du ved det?

»Ja, nogle gange kan det være hårdt, hvis dit barn er ked af det. For selvfølgelig bliver man mere følelsesmæssigt ramt, når det sker. Men i min daværende kollegagruppe havde vi så stærkt og tæt et forhold til hinanden, at vi næsten instinktivt kunne fornemme, hvornår det var mor, der skulle træde til, og hvornår det var en kollega. Vi udviklede et slags blinkesystem.«

Har du et godt råd til andre pædagogmødre?

»De skal gå forsigtigt til værks i starten. De første 14 dage skal de ikke afvise deres barn, men tage sig af det, når det kommer, og så ellers langsomt fjerne sig. Barnet må ikke få fornemmelsen af, at det ikke må nærme sig sin mor, når det er i institutionen,« svarer Nanna Svends.

Og hvordan undgår man konflikter med kollegerne?

»Det kræver et tæt samarbejde. Kollegerne skal have plads og fred til at være sammen med ens barn uden indblanding. Og man skal også kunne tåle at få en ’kritisk’ besked vedrørende barnet. Man må ikke tage det for nært.«

Så det handler om tillid?

»Ja, rigtigt meget om tillid.«

Er det sværere for pædagoger end for andre forældre at give slip?

»Vi er nok påvirket af, at vi ved så meget om pædagogik og udviklingspsykologi, og at vi er trænet til at analysere tingene. Derfor er vi nok mere følsomme, måske oven i købet overfølsomme, og har lettere ved at reagere, hvor vi i stedet måske bare skulle trække på skuldrene,« svarer Nanna Svends.



Forældre: Ud med personalebørn

Det bør undgås, at pædagoger passer deres egne børn.

Sådan lyder det fra Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO), som er interesseorganisation for bestyrelser og forældre­bestyrelser i knap 1300 af landets daginstitutioner.

»Det er vores holdning, at man så vidt muligt skal undgå sammenblandingen af pædagogrollen og forældrerollen,« siger organisationens sekretariatschef, Morten Kyst.

Han anerkender dog, at der kan være tilfælde, hvor det ikke kan være anderledes.

»Jeg bor selv i et mindre samfund, og her er der altså kun én børnehave. Men så snart vi taler om de større byer, er der jo masser af alternativer for pædagogerne, så de ikke behøver at arbejde i samme institution, som deres egne børn er i,« siger han.

Hvad er det problematiske i dobbeltrollen?

»Det risikerer at blive uprofessionelt, når pædagogerne både skal være forældre og ansatte i den samme institution. For selvfølgelig vil der være tidspunkter, hvor lille Kim søger sin mor for at blive trøstet, og der er risiko for, at pædagogen mister det overordnede fokus?«

Fordi hun plejer sine egne private interesser?

»Ja.«

Tror du ikke, at pædagogerne kan håndtere den slags situationer professionelt?

»Jeg vil altid have en forhåbning og forventning om, at de er i stand til det. Men det kan altså være svært, når der er tale om ens egne børn. Det ved alle forældre,« svarer han.

I jeres kontakt med forældrebestyrelserne er det her et problem, der ofte diskuteres?

»Nej, det er det faktisk ikke. Hidtil har det ikke været noget tema i vores rådgivningsarbejde. Men det er jo ikke lig med, at der ikke er konflikter i det. Jeg kan i hvert fald sagtens se dem.



Lederformand. Adskil mor og barn

Som mangeårig institutionsleder er det Sanne Lorentzens erfaring, at det kan udløse konflikter, når mor og barn er i samme institution. Derfor opfordrer hun landets børnehaver og vuggestuer til at få nedskrevet en politik på området.

»Det kan være med til at afværge problemerne,« siger Sanne Lorentzen, der er formand for lederforeningen i BUPL.

Hun mener, at det handler om have fingerspidsfornemmelse, både som mor og som kollega.

»Hvis det er tale om et velfungerende barn, som ikke søger sin mor hele tiden, behøver det ikke at være et problem. Men modsat kan det føre til sammenstød, hvis barnet har det svært og løber ind i mange konflikter med de andre børn. Ja, så kan det faktisk være en stor udfordring både at skulle være mor og pædagog,« siger hun.

Ifølge Sanne Lorentzen forsøger de fleste institutioner at organisere sig ud af det ved at placere barnet på en anden stue end moderen.

»De samme adskillelsesregler bør i princippet også gælde bedsteforældre, for dem ser vi jo efterhånden også mange af rundt omkring i institutionerne,« siger lederformanden.

Hun mener ikke, det giver mening at indføre et generelt forbud mod personalebørn.

»I de mindre samfund er der typisk kun ét pasningstilbud, og så har pædagogerne jo ikke andre muligheder. Til gengæld må vi som ledere og kolleger forlange af dem, at de træder ind i rollen med en form for tilstræbt neutralitet, både i forhold til selve barnet og i forhold til kollegerne,« siger Sanne Lorentzen.