Pædagog i krig: Livet bliver mere intenst ude på kanten

Fredag den 7. januar blev Simon Sejer Hoffmanns køretøj ramt af en vejsidebombe i Upper Gereshk Valley, og den 23-årige konstabel blev dermed det 31. danske offer for krigen i Afghanistan.

Pædagog Anne Dorthe Nielsen deltog i mindehøjtideligheden i Camp Bastion, hvor soldaterne samledes under den afghanske stjerne­vrimmel og mindedes deres døde kammerat.

Et par dage efter blev kisten fløjet de 5000 km hjem til Danmark.

"Det var et af de øjeblikke, hvor krigen kom meget tæt på," fortæller Anne Dorthe Nielsen, som netop er returneret fra Helmand-provinsen, hvor hun har tilbragt knap tre uger som bestyrer af KFUM's soldatercafé.

De uger, som Anne Dorthe Nielsen tilbragte i Afghanistan, var hårde for den danske bataljon i området. En dansk soldat blev dræbt, og mange andre blev såret. Det betød, at Anne Dorthe Nielsen fik brug for sin erfaring og hele spektret af pædagogiske redskaber. Midt i fortvivlelsen skulle hun trøste, skabe tryghed og frem for alt lytte til de unge soldater.

"På fire dage blev 15 såret og endte på felthospitalet. I de dage havde alle travlt med at tale sammen og drage omsorg for hinanden. En aften sad jeg i flere timer og talte med de berørte soldater, blandt andet en af Simons bedste venner. I sådan en situation gælder det bare om at være der, lytte og give et knus en gang imellem," fortæller Anne Dorthe Nielsen.

Når vejsidebomber sprænger, og ulykker sker uden for lejren, skal soldaterhjemmet være stedet, hvor soldaterne for en stund kan glemme krigen på den anden side af hegnet. Det var ofte sent om aftenen, når der var faldet ro over lejren, at der var brug for en snak om dagens oplevelser og de mange tanker, det satte i gang.

"Det, som nok gjorde stærkest indtryk på mig, er, hvor intenst livet kan føles, når man står ude på kanten," fortæller hun.



Nat i Helmand. Selvom Anne Dorthe Nielsen er begyndt på sit arbejde i Brændkjærskolens SFO-H i Kolding igen, føler hun ikke, at hun helt er landet endnu. Hjertet og tankerne er stadig hos soldaterne i Afghanistan.

Hun husker hver eneste detalje fra den nat i midten af december, hvor hun i et mørkelagt Herculesfly fra Kabul ankom til en af verdens største militærlejre, Camp Bastion.

Iklædt fragmentationsvest og hjelm tumlede hun sammen med soldaterne ud i det tætte mørke, da flyet åbnede bagenden. Under støvlerne hvirvlede sandet som fint mel, og stilheden blev kun brudt af lettende og landende helikoptere. Foran hende bredte den gigantiske, indhegnede lejr sig. Den var indhyllet i et dæmpet, operationsstueagtigt lys.

"Så tænkte jeg: Nu er jeg her, nu begynder det," husker hun.

De fleste af hendes arbejdsdage gik med at bestyre KFUM's soldaterhjem i lejren og sørge for, at alle følte sig velkomne.

"I caféen stod den på gratis kaffe og hjemmebagt kage, hyggesnak, masser af spil og indimellem også en andagt, hvor vi bad for soldaterne og deres pårørende i Danmark," fortæller hun.

Anne Dorthe Nielsen er vild med helikoptere og fik opfyldt en af sine pigedrømme, da hun fik lov til at komme ombord på en Apache-helikopter. En tur i pansret mandskabsvogn blev det også til, da hun skulle besøge danskernes anden store lejr, Price, ved Gereshk.

"Jeg prøvede også at skyde med soldaternes eget gevær, en M96. Og med en AK47! Det er der altså ikke ret mange, som har prøvet," siger hun.



Erfaring hjalp. Inden afrejsen til Afghanistan havde Anne Dorthe Nielsen en forestilling om, at hun kunne bruge sine pædagogiske kompetencer til at hjælpe soldaterne. Det kom til at holde stik.

"Som pædagog er du vant til at iagttage og registrere humørsvingninger og mentale skift, når en af soldaterne pludselig begynder at trække sig fra fællesskabet og går rundt og ruger for sig selv, så er det vigtigt at tage hånd om ham. Man kan også se det i blikket på dem," forklarer Anne Dorthe Nielsen.

I lejren kom hun tæt på soldaterne.

"De mest tillukkede af soldaterne kunne være de mest åbne, når man gav sig tid og ro til at tale med dem. Jeg fik alle mulige historier om deres barndom og om deres kærester og børn derhjemme," fortæller Anne Dorthe Nielsen.

På hendes arbejdsplads, SFO'en i Kolding, har børnene bedt hende fortælle om krigen.

"De spærrer øjnene op, når jeg fortæller, at jeg har stået med en bazooka i hånden," griner hun.

Efter fem uger i det krigshærgede land har hun haft god mulighed for at danne sig et par førstehåndsindtryk troppernes indsats. Hendes holdning er, at de yder en stor indsats for at udbrede demokrati, og at soldaterne er med til at forbedre vilkårene, især for kvinder og børn.

"Men hvordan det hele ender, er meget svært at svare på. Én ting er dog sikkert: Soldaterne mener selv, at de gør nytte, og at krigen giver mening."