Pædagog i et DDR-museum

Eisenhüttenstadt blev grundlagt i 1950 som den første socialistiske mønsterby i DDR. Gadenavne som Karl Marx Strasse eller Friedrich Engels Strasse, og rækkerne af ens betonblokke og de mange sovjetinspirerede skulpturer i bybilledet vækker minder om byens storhedsdage i DDR-tiden.

Men jernværket, som tidligere beskæftigede de fleste af byens indbyggere, har færre og færre ansatte. Arbejdsløsheden i byen har for længst passeret de 20 procent, og flere og flere bysbørn forlader ’jernværksbyen’, hvis boligblokke derfor flere steder står spøgelsesagtigt tomme og én for én enten rives ned eller byfornys. Det sidste med den konsekvens, at byens mange arbejdsløse indbyggere ikke længere har råd til at blive boende. Eller de må flytte vestpå for at finde arbejde og håb for fremtiden. Siden indbyggertallet toppede med 53.000 i 1988 - året før ’Die Wende’, altså Tysklands genforening - har 20.000 mennesker forladt Eisenhüttenstadt.



Børnene forsvinder. Med deres arbejdssøgende forældre forsvinder også børnene. Tidligere havde byen omkring 30 børneinstitutioner, men i dag er halvdelen lukket. Især vuggestuerne, fordi arbejdsløse forældre i det ’nye’ Tyskland først fra barnet er to år har ret til en institutionsplads. Det fortæller pædagog Gisela Grégász, som arbejder i en af byens oprindelige seks børnehaver. Her er hun heldig at have fuldtidsjob.

"I min gamle børnehave kunne jeg på grund af det faldende børnetal til sidst kun få fire timer dagligt, så jeg var nødt til at skifte," siger Gisela Grégász, der også oplever byens forfald blandt kollegerne.

"Jeg er 50 år, og her er ingen unge pædagoger. De unge familier rejser væk fra Eisenhüttenstadt for at finde arbejde. Jeg har selv tre sønner, der alle er flyttet fra byen," siger hun.

Børnehaven ligger i byens ’Wohnkomplex II’ (boligkompleks II, red.) og hed tidligere ’Kindergarten II’. Bygningen ved siden af husede boligområdets vuggestue - ’Kinderkrippe II’ - men siden 1999 har der her været DDR-museum. Trappeopgangen i museet har stadig et børnegelænder, som vidner om bygningens tidligere brug, og i museet finder man et udstillingsrum med originalmøblerne fra vuggestuens badeværelse. Her ses puslebord, potter på stribe og de originale håndvaske, sæber og bleer. I DDR gik alle børn i institution, så forældrene kunne frigives til samfundsproduktionen, men i dag er ikke bare byens, men også børneinstitutionernes storhedstid forbi.

"Mange tøver med at få børn, for de kan måske ikke forsørge dem," siger den yngre kvinde i museets reception. Hun overvejer selv at forlade byen.

"Byfornyelsen har forskønnet lejlighederne, og de tilrejsende ser de grønne parker og den nye iscafé i centrum. Men vil man noget med sit liv, må man rejse. Hele byen er som et museum," siger hun og kigger på den udstillede plade chokolade af det ostalgiske mærke ’Schlager-Süsstafel’.

"Selv chokoladen smager ikke så godt, som den gjorde dengang i DDR," siger hun.





Læs mere om DDR-tiden i Eisenhüttenstadt på DDR-museets hjemmeside: www.alltagskultur-ddr.de