På kant med loven

I dag er der allerede masser af eksempler på, at dagtilbudsloven ikke kan overholdes. Pædagoger, eksperter og politikere giver

I dagtilbudsloven står: 'Formålet med denne lov er at fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring'. Men i virkeligheden ...



"Der er kun planlagte pædagogiske aktiviteter tre-fire formiddage om ugen, når der ikke er ferie, møder eller andre faglige opgaver.

Silkeborg Kommune, konklusioner fra

et netop gennemført institutionstilsyn.



"Jeg har længe påpeget de dårlige normeringer, som går ud over børnenes sociale og følelsesmæssige udvikling, men også den sproglige og intellektuelle udvikling er i farezonen. Situationen er ikke blevet bedre. Jeg er holdt op med at anbefale danske dag­institutioner."

Dion Sommer, udviklingspsykolog.



"Jeg ser, at det er vikarer og medhjælpere, som er ude ved børnene, fordi pædagogerne må gå fra til at dokumentere alt muligt til kommunen. Men det er et paradoks, når det er dem, der har fagkundskaberne og uddannelsen til virkelig at gøre en forskel.

Grethe Kragh-Müller, lektor ved Danmarks

Pædagogiske Universitetsskole.







I dagtilbudsloven står: 'Dagtilbud skal give familien fleksibilitet og valgmuligheder med hensyn til forskellige typer af tilbud og tilskud, så familien så vidt muligt kan tilrettelægge familie- og arbejdsliv'. Men i virkeligheden ...



"Tiden til forældresamarbejde prioriteres højt, men stiller også pædagogen i dilemmaet at skulle vælge mellem tiden til den daglige dialog med forældrene og de børn, som endnu ikke er hentet. I ydertimerne er der ofte kun én pædagog på hver stue eller mindre.

Institutionsleder Ulla Hallum, Børnehuset

Lundegården i Ballerup.

For at mindske besparelsernes indflydelse på ­tiden sammen med børnene, vælger man nogle ­steder at indføre flere lukkedage eller lukke i hele uger i sommerferien, og det påvirker forældrenes arbejdsliv.

Nanna Vestereng, økonomisk og

politisk konsulent i BUPL.



"Rigtig mange forældre til vores tosprogede børn har behov for direkte kontakt og kommunikation. Opslagstavlen dur ikke for disse forældre. Vi er bekymret for, om vi fremover kan finde tid til dette arbejde.

Elvira Lolk, Institutionsleder, Fritidshjemmet

Trollhättanvej i Hjørring.







I dagtilbudsloven står: '... forebygge negativ social arv og eksklusion, ved at de pædagogiske tilbud er en ... forebyggende og støttende indsats over for børn og unge med behov for en særlig indsats'. Men i virkeligheden ...



"Som normeringerne er og med de opgaver der stilles, så mangler der ofte mindst én pædagog på stuen. Alle børn har brug for nærvær og voksenkontakt og har på tidspunkter i deres liv særlige behov."

Institutionsleder Ulla Hallum,

Børnehuset Lundegården i Ballerup.



"Det er vanskeligt at følge op på sociale sager på grund af arbejdspres. Sagsbehandlingstiden er meget lang, og der kan ske mange kedelige ting for disse børn, inden der skrides endeligt ind. Vi skulle ikke gerne have flere Brønderslev-sager.

Elvira Lolk, Institutionsleder,

Fritidshjemmet Trollhättanvej i Hjørring.



"Vi ved, at det er den tidlige indsats, der virker. Vi ved, at institutioner af høj kvalitet har størst effekt. Og internationale studier viser, at en normering for de 0-2-årige på en voksen til tre børn og en til seks for de 3-6-årige har stor betydning i arbejdet med at bryde den negative sociale arv. Hvis normeringsforringelser derfor er konsekvensen af besparelserne, er der alt mulig grund til at råbe vagt i gevær.

Bente Jensen, lektor, ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Forsker i social arv.







I dagtilbudsloven står: 'skabe sammenhæng og kontinuitet mellem tilbuddene og gøre overgange mellem tilbuddene sammenhængende og alderssvarende udfordrende for børnene'.

Men i virkeligheden ...



"Børn lærer også, før de er seks år, og daginstitutioner kan understøtte overgangen til skolen. Daginstitutioner kan lære børnene følelsesregulering, med højtlæsning kan de hjælpe børnene til et nuanceret sprog og udvikle deres evne til at koncentrere sig, og ikke mindst kan lære børnene at skabe gode relationer til børn og voksne. Alt dette risikerer vi at sætte over styr. Det er i forvejen få steder, der er tid til højtlæsning eller nærvær i kontakten, og det understøtter ikke den 'verdens bedste folkeskole', regeringen drømmer om.

Stig Broström, lektor ved Danmarks

Pædagogiske Universitetsskole.



"Vi hører skræmmende eksempler på, at der er kommuner, som sætter 21/2-årige i børnehave. Og det gør de uden at hæve normeringen i børnehaver, og mens de stadig opkræver den dyre vuggestuetakst.

Pernille Vigsø Bagge, socialordfører

for Socialistisk Folkeparti (SF).



"Det er med den nuværende tildeling vanskeligt at sikre overgange mellem kommunale tilbud, og med en reduceret tildeling vil det være svært at leve op til kravene i dagtilbudsloven."

Silkeborg Kommune, mulighedskatalog

for besparelser i kommunen.

TVL

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.