Oplæg til kriseforlig

Der er lagt op til et særdeles smalt overenskomstforlig med kommunerne næste år. Men når krisen kradser, handler det om at finde kreative løsninger.

Vi har en god nyhed og en dårlig nyhed til læserne.

Den gode er, at lønnen vil stige de næste par år. En gentagelse af nulløsningen fra 2011 ligger ikke lige for.

Den dårlige er, at lønnen ikke vil stige ret meget. Hvis det da overhovedet kan kaldes en nyhed.

Næste år skal BUPL og de øvrige fag­forbund i KTO på ny mødes med Kommunernes Landsforening (KL) for at forhandle overenskomst. Og forventningerne er ikke specielt positive, medgiver BUPL’s formand, Henning

Pedersen.

»Som det ser ud nu, kan vi ikke garantere, at medlemmerne kan bevare reallønnen. Vi vil gøre, hvad vi kan for at nå så tæt på som muligt, men vi kan altså ikke garantere noget,« siger han.

I disse dage er de sidste overenskomster på det private arbejdsmarked ved at falde på plads. Her opererer man med lønrammer på cirka 1,5 procent om året. Til sammenligning steg forbrugerpriserne med 2,8 procent i 2011, og intet tyder umiddelbart på, at det vil ændre sig.

Forhandlingerne på det private og på det offentlige arbejdsmarked er uløseligt bundet sammen. Det skyldes ikke mindst den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at pædagoger og sygeplejersker får nogenlunde lige så store – eller små – lønstigninger som industriarbejdere og chauffører.

»Arbejdsgivernes dagsorden med løntilbageholdenhed og konkurrenceevne er slået igennem. Sådan bliver det også, når vi skal forhandle på det offentlige område, og der er ikke udsigt til de store afvigelser rent lønmæssigt,« siger Henning Pedersen.



Ramme på tre procent. Det peger i retning af en samlet ramme på cirka tre procent, hvis der som forventet indgås en toårig overenskomst mellem KL og de kommunalt ansattes forhandlingsorganisation, KTO, i 2013. Lønnen vil formentlig stige med godt to procent, og så handler det om at finde ud af, hvad resten skal bruges til. I år med økono­misk krise er det god overenskomstlatin, at det så handler om at finde løsninger, der syner af noget uden at koste en bondegård.

»De overenskomstaftaler, der er lavet i år, er jo kriseforlig, så det basker,« siger Klaus Matthiesen, som er overenskomstchef i FTF.

»Generelle forhøjelser af lønnen og pensions­bidraget er dyre, fordi alle skal have dem, og de slår fuldt igennem med det samme. Til gengæld er der god basis for at lave aftaler om uddannelse, arbejdsmiljø, samarbejde eller seniorordninger. De koster ikke så meget på bundlinjen, men for den enkelte kan de have stor betydning,« siger han.

I FTF og KTO er man i fuld gang med at studere de nye forlig på det private arbejdsmarked. Her er man for eksempel blevet enige om at forlænge opsigelsesvarslet med to uger, hvis tiden vel at mærke bruges på uddannelse. Desuden har ældre medarbejdere fået mulighed for at veksle pensionskroner til frihed – op til 22 ekstra fridage om året.

Om lige præcis disse aftaler vil give inspiration til næste års offentlige overenskomstforhandlinger, er for tidligt at sige. En anden mulighed er at skele til forliget for de ansatte i finanssektoren, hvor man blandt andet blev enige om at oprette en timebank, og hvor de ansatte har fået ret til fem fridage, når børnene er syge.

»Der ligger også en joker i form af de trepartsforhandlinger, regeringen har lovet at indkalde til. Her må vi forvente, at temaer som arbejdstid og uddannelse kommer på dagsordenen, og der kan komme til at ligge nogle bundne opgaver, når der skal forhandles overenskomst næste år,« siger Klaus

Matthiesen fra FTF.

BUPL’s formand er helt sikker på, at efter- og videreuddannelse bliver et overenskomsttema i 2013.

»Vi kunne godt tænke os, at alle vores medlemmer fik ret til efteruddannelse, som lederne fik det i forbindelse med de seneste trepartsforhandlinger i 2007. Og så vil vi gerne fortsætte i sporet fra 2011, da vi fik forbedret rammeaftalen om medbestemmelse. Det hører jeg også, der er stor interesse for blandt medlemmerne,« siger Henning Pedersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.