Olsen - en dansk flygtninge-familie

To voksne og fire børn i en to-værelses lejlighed på 49 kvadratmeter i det københavnske Sydhavns-kvarter med dets tunge og ofte også ret pågående sociale problemer. Den holdt måske i 50'ere, men det gør den ikke mere. Bjørn og Ditte Olsen, pædagoger og dengang ret nydannede som par, begyndte i 2003 at se sig om efter noget større at bo i.

Fordi de begge har det meste af deres familie der, koncentrerede de sig i første omgang om mulighederne i Hvidovre. Dem var der for så vidt nok af, men ikke nogen, som de med deres pædagoglønninger - sammenlagt omkring 40.000 kroner brutto om måneden - kunne komme i nærheden af. Afsøgningen blev udvidet til Roskilde Amt, men igen måtte de erkende, at priserne på en ejerbolig af rimelig størrelse og standard lå klart over deres formåen.

"I Københavnsområdet havde vi vel råd til en kolonihave, mens det i Roskilde Amt, hvis vi ellers optog et afdragsfrit lån, kunne blive til et håndværkertilbud. Det skulle vi så bruge de næste 30 år på at få sat i stand," siger Bjørn Olsen, 36 år og, som han selv siger, "en rigtig 68'er".



Godt bytte. Bingo var der først, da søgelyset blev rettet længere ud ad på Sjælland. November 2003 blev familien Olsen husejere i landsbyen Skamstrup i Tornved Kommune i Vestsjællands Amt. Pris: 875.000 kroner for 162 kvadratmeter boligareal på en 785 kvadratmeter stor grund i et område, som i Hammerslag næppe havde trukket mere end et to-tal på en skala fra et til fem. Salget af ejerlejligheden i Sydhavnen på de 49 kvadratmeter indbragte 895.000 kroner.

Huset i Skamstrup - i hvis ene halvdel der førhen var frisørsalon og i den anden en købmandsbutik med et efter sigende meget velbesøgt baglokale - blev købt, fordi prisen var overkommelig, og fordi 1. salen var i en stand, så familien kunne rykke ind der, mens en række nødvendige forbedringer blev foretaget andre steder i huset. For eksempel var det fuldstændig uisoleret ved indflytningen. Det fremgik meget klart af første vinters varmeregning.



Ingen klage. Hvis ellers ønsket om en større bolig skulle opfyldes, var der ingen vej uden om. Familien måtte væk. Så at sige drevet fra hjemstavnen af en udvikling på ejendomsmarkedet, som forgylder dem, der har skøde på fast ejendom, men gør det svært, hvis ikke umuligt for dem uden at komme ind i varmen. Svært især for folk med beskedne lønninger - som for eksempel pædagoger.

Alligevel høres ingen klage omkring køkkenbordet hjemme hos familien Olsen. Man er faldet godt til og kunne ikke tænke sig at flytte tilbage til storbyen.

"Når jeg på vej fra arbejde kan se Skamstrup Mølle, så føler jeg mig hjemme," siger Bjørn Olsen, som har beholdt jobbet som assistent i fritidshjemmet ved Ålholm Skole i Valby. Her er han tillige tillidsrepræsentant for kollegerne.

Tillidsrepræsentant var også Ditte Olesen, 32 år, da hun arbejdede i Sophus Baggers Børnehave på Østerbro i København.

"Jeg gik på toilettet under et personalemøde. Da jeg kom tilbage, var jeg valgt. Hvor dum kan man være," spørger Ditte Olsen, som har skiftet til et 30-timers assistentjob i børnehaven i Sdr. Jernløse, 14 kilometer fra hjemmet.

Til Bjørn Olsens arbejdsplads inde i København er der 75 kilometer, godt en times transport hver vej i familiens 20 år gamle bil.

Samtalen drejer ind på forskellen mellem bybørn og landbobørn.

"Når børnene inde på Østerbro var på tur og fandt en død sommerfugl, så var det med begravelse og det hele. Her drejer børnene halsen om på den, hvis de finder en fugleunge, som ikke kan leve. Bare sådan!" konstaterer Ditte Olsen.



Et tankeeksperiment. Hvis flygtningefamilie Olsens hus havde stået, skal vi sige i Brønshøj i København, skulle et salg, udregnet på baggrund af Realkreditrådets opgørelse over kvadratmeterpriserne i 2. kvartal 2005, indbringe 3,4 millioner kroner. I Skamstrup kan det efter den samme målestok koste 1,1 millioner.

Her findes forklaringen på, at familien pakkede sydfrugterne og drog mod vest. Og på, at mange andre københavnere gør det samme. Enten fordi de får meget mere for pengene på den anden side af Valby Bakke, eller fordi det er den eneste mulighed, hvis de for første gang skal købe en bolig.

Om det er rimeligt, at det er sådan?

Bjørn Olsen lyder resigneret.

"Som offentligt ansat er man nødt til at opfatte arbejdet som et kald. Det er i hvert fald ikke lønnen, som driver værket."

Ditte Olsen anlægger en lidt anden vinkel.

"Jeg synes, at der er noget galt, når boligen bliver så dyr, at almindelige mennesker bliver nødt til at flytte, fordi de ikke kan betale den."



Flygtning i eget land. Børn&Unge spørger, om familien i realiteten er økonomisk flygtning i eget land.

"Jamen, det er vi vel. Vi havde brug for noget større at bo i, og da vi ikke kunne betale, hvad det ville koste i hovedstadsområdet, blev vi nødt til at flytte os," konstaterer Bjørn Olsen - uden at lyde alt for ked af det.

Situationen er nemlig den, at den privatøkonomiske vejrudsigt efter den første rugbrødsæra tegner ret lovende.

"Huset står og stiger i værdi. Med de forbedringer, vi har fortaget, kan det i dag vel koste 1,2 millioner kroner. Samtidig falder kommuneskatten her i Tornved, som godt nok også er høj, når vi i 2007 bliver en del af den nye Holbæk Kommune."

Det er skam ikke så galt at bo i Skamstrup.





Dobbelt pris i Hovedstaden

En kvadratmeter boligareal i et parcel- eller rækkehus kostede

i 2. kvartal 2005 i gennemsnit kroner:

København og Frederiksberg: 21.299

Frederiksborg og Roskilde amter: 15.754

Kolding, Odense, Århus, Esbjerg og Randers: 11.199

Kommuner, hvor største by har 20.-50.000 indbyggere: 9.405

Kommuner, hvor største by har 10.-20.000 indbyggere: 8.039

Kommuner, hvor største by har 5.-10.000 indbyggere: 7.746

Kommuner, hvor ingen by har mere end 5.000 indbyggere: 6.904

Gennemsnit for hele landet: 10.378

Hovedstadsområdet under ét havde fra 2. kvarter 2004 til

2. kvartal 2005 de største prisstigninger på 22 procent, mens priserne i Viborg og Ringkøbing amter steg mindst med henholdsvis 5 og 6 procent.

Den faktiske kvadratmeterpris er rundt regnet dobbelt så høj

i hovedstaden som i provinsen.

Kilde: Realkreditrådet





Hva' kan der gøres?

Erik Steppat fra BUPL København fik ikke megen medløb, da han under en debat i hovedbestyrelsen i forbindelse med OK-forhandlingerne pegede på, at bo-omkostningerne i København var steget så meget, at pædagoglønningerne slet ikke kunne følge med. Tiden var efter hans mening derfor inde til at sikre københavnerne et særligt lønløft.

John Saunders fra BUPL Afdeling 1, som dækker kommunerne Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Søllerød, hvor boligpriserne er endnu højere, genkendte problemet, men ellers forblev Erik Steppats forslag stort set ukommenteret. I hvert fald stillede BUPL ikke op til forhandlingerne med et krav, som i givet fald nok skulle have gået på en forhøjelse af områdetillægget i København.

At Erik Steppat ikke desto mindre havde fat i en vigtig problemstilling, har debatten siden vist. Sygeplejersker, lærere og politifolk synes også, at der er et problem. Politiforbundet har talt om tjenesteboliger til de københavnske betjente. Lærerforeningen har regnet på, hvor langt ud på Sjælland et københavnsk lærerpar skal for at finde en betalelig bolig, mens FTF-formand Bente Sorgenfrey har sagt, at hun forventer, at offentligt ansatte i fremtiden vil stille særlige lønkrav og kræve flere tillæg for at arbejde i storbyen. Dennis Kristensen, der blandt andet er formand for kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab, KTO, har ligeledes erkendt, at noget skal gøres.



Løsningerne. Men hvad der kan gøres, som virkelig batter, kniber det med overbevisende bud på.

Lønstigninger, der er så store, at de kan matche for eksempel det seneste års stigninger i ejendomspriserne på 22 procent, tror ingen for alvor på.

En løndifferentiering, som i højere grad tilgodeser ansatte i hovedstadsområdet, er en mulighed. Faktisk blev der under OK 05 aftalt et udvalgsarbejde, som i løbet af overenskomstperioden skal se nærmere på de nuværende områdetillæg. Men igen: En forhøjelse af tillægget med nogle 100 kroner, og det er nok det, der højst kan blive tale om, batter ikke alverden.

I øvrigt kan der - også i BUPL's hovedbestyrelse - blive problemer med at samle flertal for forslag, der begunstiger københavnerne. Især da, hvis det betyder, at provinsen skal have mindre af et givet overenskomstresultat. Det synspunkt vil sikkert også blive gjort gældende, at godt nok er der københavnske pædagoger, som lider under de høje ejendomspriser, men der er også mange, som tjener stort på dem. Nemlig dem, der nåede at købe i tide.



Svær skævdeling. Forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann, der tidligere var næstformand for BUPL København, forudser da også, at forslag om skævdeling til fordel for hovedstadsområdet får en svær gang på jorden

"De voldsomt stigende ejendomspriser er et reelt problem, og man kan vel sige, at der er to måder at angribe det på. En lønpolitisk og en samfundspolitisk. Den lønpolitiske har vi som organisation direkte indflydelse på, og det vil vi selvfølgelig benytte os af. Men det, der virkelig kan rykke noget, er samfundspolitiske tiltag," siger Baumann, som kan se en masse ulemper ved, at folk tvinges til at bo langt fra deres arbejdsplads.

"De biler, de kører til og fra arbejde i, forurener, og de timer, de voksne bruger på transport, går fra for eksempel samværet med børnene. Det er ikke smart."

Det er Erik Steppat enig i, men heller ikke han har patentløsningen.

"At problemet skulle kunne klares ved overenskomstforhandlinger, tror jeg ikke på. Så de kan godt slappe af over i Viborg," siger Erik Steppat.

Sidstnævnte bemærkning refererer til, at Mogens Brinch Dinesen, hovedbestyrelsesmedlem for BUPL Viborg Amt, har kæmpet en årelang kamp for at komme af med områdetillæggene, og det har ikke været forgæves. Siden 1987 er ordningen med områdetillæg blevet lavet om, så den ikke mere er så fordelagtig for københavnerne og andre med højeste tillæg.