OK18. Kæmper for både løn og anerkendelse

I skrivende stund – som alle artikler om overenskomster bør begynde for tiden, fordi så meget kan ændre sig fra denne artikels deadline, til du sidder med Børn&Unge i hånden – forhandles der stadig i Forligsinstitutionen.

Det handler primært om de tre krav, som lønmodtagerne står skulder ved skulder om: En lønstigning, der matcher stigningerne på det private arbejdsmarked, at de statsansattes ret til frokostpause i arbejdstiden bliver skrevet ind overenskomsten, og at lærerne får en arbejdstidsaftale. Der er dog også andre knaster, herunder forringelse af seniordagene, et krav, som arbejdsgiverne dog skulle have frafaldet igen, og det ligelønsproblem, som blandt andre BUPL har kæmpet hårdt for at finde en løsning på.

Men samtidig insisterer de godt 800.000 offentligt ansatte på at få respekt og anerkendelse fra arbejdsgiverne, som efter deres mening ser ud til at betragte medarbejdernes fagligheder og kompetencer i et regnearks snævre perspektiv.



Kvalitetskløft. Dennis Nørmark, forfatter og antropolog, kan godt forstå, at de offentligt ansatte efterlyser tillid, anerkendelse og respekt.

»Man føler, at ingen har tillid til det, man laver, at ens arbejde foregår indenfor indsnævrede rammer og procedurer, og at man hele tiden skal dokumentere ting, som man har svært ved at se, har noget med kvaliteten at gøre,« siger Dennis Nørmark, der netop har udgivet bogen ’Pseudo­arbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting’.

Bogen er skrevet i samarbejde med filosoffen Anders Fogh Jensen og handler om de mange, der oplever et større og større meningstab i deres arbejde.

Der er nemlig en kvalitetskløft mellem medarbejderne og de folk, der administrerer i den offentlige sektor, fremhæver forfatteren.

»Vi har fået et styringslag af akademikere, som ikke har en faglig forståelse for det område, de administrerer. For dem kommer kvalitet ud som tal. De tager en fællesnævner, som de kan smide ind i et regneark og administrere efter,« siger Dennis Nørmark.

»Man interesserer sig måske mere for hastigheden i sagsbehandlingen end kvaliteten,« tilføjer han.

Finansministeriets magtfulde Moderniseringsstyrelse, der fungerer som arbejdsgiver i overenskomstforhandlingerne på statens område og lægger rammen for overenskomsterne i kommuner og regioner, er efter Dennis Nørmarks mening netop en eksponent for den styringstænkning.

»Man tror, at man kan styre sig ud af problemerne i den offentlige sektor ved at indføre flere krav, retningslinjer og rammer, og så kommer tingene af sig selv. Men der skal altså en lang række mennesker til at udføre de opgaver,« siger han.

Dennis Nørmark mener, en ændret styringsform vil give de offentligt ansatte mere anerkendelse.

»Vi har fået et ekstremt aktivitetsorienteret styresystem, hvor administratorerne skal være enormt kreative for at finde på alle mulige indikatorer på, at det går rigtig godt. Og så bliver det de indikatorer, der bliver målt på. Men vi skal måle på resultater, om folk bliver raske, om de bliver glade på plejehjemmet, om børn lærer, ikke at følge en test, men om forældre og børn synes, at børnenes dagligdag er udbytterig,« siger Dennis Nørmark.



Fejlprioritering. Rasmus Willig, sociolog og forsker kan også forstå, at pædagoger oplever manglende respekt. Han mener, at de nuværende lønforhold og arbejdsbetingelser er udtryk for manglende anerkendelse af, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde er.

»Vi oplever en decideret fejlprioritering af de forskellige professioners betydning. Der er ikke noget nyt i, at nogle professioner kan veksle mellem lavstatus og højstatus, og det ser vi jo med for eksempel lærerne. Men når det gælder det pædagogiske arbejde i daginstitutioner, er det et så vigtigt område, at det burde anerkendes på et helt andet niveau, end det bliver i dag. Og arbejdsbetingelserne bør forbedres markant i stedet for at blive forringet,« siger Rasmus Willig.

Skal pædagoger anerkendes, skal arbejdsbetingelser og dermed normeringer være, sådan at pædagogerne kan udføre det arbejde ’de er sat i verden for at udføre’.

At sikre gode arbejdsbetingelser er i sig selv symbol på, at arbejdets værdi anerkendes. Og så er der den materielle anerkendelse, der ligger i, at man aflønnes i forhold til arbejdets betydning. Det er med til at gøre faget attraktivt, og at pædagogerne føler sig værdsat, mener Rasmus Willig.

»Desværre har pædagoger i så lang tid oplevet, at det går den forkerte vej. De har svært ved at tro, at det bliver bedre. Det er et overset aspekt, hvilke konsekvenser det kan have. Faktisk er det farligt ikke at tro på forbedringer i fremtiden, for så resignerer man og bryder sig selv ned i stedet for at bygge op. Derfor er det så vigtigt, at vi får den vendt, og at vi samfundsmæssigt får erkendt, hvor stor betydning arbejdet i daginstitutionerne har. Og derfor er det så vigtigt, at der skabes forhold, så pædagogerne kan udføre det pædagogiske arbejde, de gerne vil udføre, og dermed tro på en fremtid, de fagligt kan se sig selv i,« siger Rasmus Willig.