ØV - min storesøster vil passe på mig

Seks-årige Silde har sin første dag i skolefritidsordningen. Hun har glædet sig til at begynde, og nu står hun og ser på alt det, der sker omkring hende. Imens er en anden meget opmærksom. Det er hendes storebror. Han holder øje med hende, og han har fortalt hende, hvordan hun skal gøre. Hvordan det er, når der er samling, og når der er aktiviteter, og når der er 'tragte' med boller og saftevand, når det er fredag? Hendes storebror har fortalt og fortalt, for Silde skal selvfølgelig vide, hvordan det foregår. Nu er hun der så, og han står og holder øje med hende. Hvordan har hun det? Hun står godt nok og pjatter med nogle veninder, men måske skulle man alligevel holde sig i nærheden...



Situationen er velkendt i SFO'erne. Søskende tager ansvar for hinanden, og det er i sig selv smukt. Men hvor går grænserne? Hvornår bliver det en belastning for den store eller måske især for den mindste? Og hvordan skal pædagogerne tackle det?



I Balleskolens Skolefritidsordning i Silkeborg er søskendeansvar et emne, der helt naturligt tages op, når der er anledning til det på personalemøderne. Det er en del af dagligdagen, men specielt, når de nye årgange starter efter sommerferien. Men det er et emne, der året rundt kan komme op, når der snakkes om de enkelte børn og om, hvordan de trives. For selv om SFO'en har overordnede retningslinjer for, hvordan søskendeansvar skal tackles, er det i høj grad et emne, der skal behandles individuelt, for børn og søskendeforhold er forskellige.



Vigtigt at rose. Der er stilhed før stormen sådan en formiddag i Balleskolens SFO. Udenfor er der masser af liv, for skolen har frikvarter. En fodbold kommer susende, og der er gang i lege og en værre råben overalt. Men inde i SFO'en er der stille. De første er mødt, og der dufter dejligt af kager. Klokken 11 møder de sidste ansatte, og der skal være personalemøde, inden børnene vælter ind.



På væggen hænger tegninger og en imponerende udgave af Eiffeltårnet, klippet ud af sort karton, både skævt og buttet på sin egen måde. For dette er børnenes land med skæve vinkler og enkelthed. Alligevel kan hverdagen en gang imellem blive lidt kompliceret - for det er altså mærkeligt, når lillesøster eller lillebror intervenerer den verden, man selv kender så godt. Hvordan klarer man lige det, når man vil lege med sine venner, men også synes, der skal tages ansvar for den lilles introduktion til SFO'ens hverdag?



Balleskolens SFO har knap 300 børn. De yngste er fem år og de ældste ni år, og der er mange eksempler på børn, der oplever at få mindre søskede i den SFO, hvor de selv har gået i gennem flere år. Og det går som regel smertefrit.

"I nogle tilfælde har forældre bedt den store se lidt efter den lille, men det er sjældent. Faktisk er det den store selv, der nogle gange tager ansvaret på sig, og vi ser det oftest hos pigerne," siger Birgit Skalmstang, der er leder på Balleskolens SFO.



"Forældrene er som regel selv opmærksomme på det. De kender jo deres børn. Vi vil gerne sætte søskende i samme gruppe, blandt andet fordi det er praktisk for forældrene, så de ikke skal til flere forældremøder, teaterfester og så videre. Men nogle gange får vi besked fra forældrene om, at det er en dårlig idé, fordi den store så vil tage for meget ansvar. Når vi oplever, at en storesøster eller en storebror vil tage sig af en mindre søskende, lader vi det køre i en periode. Men hvis det bliver ved, tager vi en snak med barnet. Her er udgangspunktet, at vi roser: 'Silde har det rigtig godt i sin gruppe, og det er fordi du har været så god til at passe på hende de første dage. Det er rigtig flot, men nu behøver du ikke gøre det mere'. Dermed føler den store, at missionen er lykkedes med succes, jeg har gjort det godt, og nu kan jeg slappe af. Herefter er der som regel ikke mere, men hvis det fortsætter, kan vi lige vende det med forældrene, så de kan hjælpe med at få det stoppet," fortæller Birgit Skalmstang.



Når den store bliver afvist. Anne Mikkelsen har arbejdet med de lidt større børn, siden hun blev uddannet som pædagog i 1979. Først i fritidshjem og i de seneste 16 år i skolefritidsordning. I dag har hun de ældste børn i Balleskolens SFO, og hendes erfaring er, at de mindste som regel ikke har brug for de stores omsorg. Og det kan godt være sårende for de store.



"Det er ikke altid, at behov og forventninger følges ad. Mindre søskende kender som regel en del til SFO'en i forvejen og har ofte været her, når den store skal hentes eller ved andre lejligheder. Så de mindre søskende glæder sig og har i øvrigt kammeraterne fra børnehaven og børnehaveklassen med. Omvendt med den store: Han eller hun kan huske, hvordan det var at starte. Da var det helt ukendt land, for der havde ingen ældre søskende banet vejen. Den erindring har den store nu, og det kan være en helt anden oplevelse end den, lillesøster eller lillebror får. Der er jo også søskende, der slet ikke ligner hinanden, når det handler om at blive kastet ud i noget nyt. Hvor den ældste måske var forsigtig og tøvende, kan den mindste være fyldt med gå-på-mod og leve sig ind i livet i SFO'en fra første dag. Det kan alt sammen betyde, at den stores forventninger om, hvordan det bliver for den mindre søskende at starte, slet ikke holder stik," siger Anne Mikkelsen.



Hun oplever nogle gange, at den store bliver ked af det, fordi den mindre slet ikke har brug for hjælp. Det er ikke rart at blive afvist, når man vil yde lidt omsorg, og der så slet ikke er brug for det. I nogle tilfælde bliver den store såret og ked af det. Han eller hun vil så gerne hjælpe, men får en kold skulder, fordi lillesøster eller lillebror har det sjovt sammen med sine venner og nærmest bliver irriteret over den stores påtrængende omsorg:

"I de tilfælde er det vores opgave at forklare den store, hvad det handler om: At det kun er godt, at lillesøster klarer det selv, og at det nok også skyldes, at den store jo er der et sted," siger Anne Mikkelsen.

Ja, de store kan blive noget overraskede over, hvor trygge de små hurtigt er. Forleden var der en pige, der pludselig udbrød:

"Jeg gider altså ikke, at han skal passe på mig hele tiden. Jeg bliver så gal!" Og det er jo synd for hendes bror, der så gerne vil hjælpe og så oplever, at lillesøster bare bliver sur og råber op.



Når den mindste ikke vil hjem. På Balleskolens SFO er det erfaringen, at forældre er meget opmærksomme på søskendeansvar, men der er undtagelser. Således er der mange eksempler på, at den ældste skal sørge for at få den yngste med hjem:

"Og det kan være besværligt og give anledning til både tårer og voldsomme optrin. Det er nemlig langt fra sikkert, at den mindste er parat til at gå hjem på samme tid som den ældste. Og vi oplever nogle gange, at den lille sidder stærkt fornærmet i garderoben og er blevet afbrudt i en leg, mens storebror eller storesøster kæmper en hård kamp for, at de kan komme hjem. Så kan det tage lang tid, og det er ikke rimeligt," siger Anne Mikkelsen.



I disse tilfælde tager pædagogerne hurtigt en snak med forældrene. Det kan være praktisk at lade den store tage den mindre med hjem, men da der er et stisystem, så der ikke skal krydses veje, er der ikke altid en saglig begrundelse for det.

"Forældrene bliver ofte forbavsede over, at der er et problem. De oplever jo blot, at børnene kommer hjem, og så er alt vel godt? At der så er gået et drama forud, kan de jo ikke vide. Vi fortæller dem, at det altså er et stort ansvar og en barsk opgave, de har lagt på den ældre søskendes skuldre, og at vi synes, det er på tide at tage det af igen. Og det er de som regel enige i, siger Birgit Skalmstang.



Hvis en familie er tilflyttere og børnene starter i SFO'en, har søskende lige vilkår, og ingen af dem har i forvejen et netværk. Så kan det være fristende 'at holde sammen'. På Balleskolens SFO er man i disse tilfælde meget bevidst om at skabe rammer, så søskende hver for sig kan opbygge deres egne relationer og få jævnaldrende venner.





Sådan gør de på Balleskolens SFO

•

Søskendeansvar indgår naturligt i personalets drøftelser om de enkelte børn, når der er grund til det.

•

Når en ny årgang starter efter ferien, lader man typisk tilfælde med søskendeansvar køre nogen tid for at se, om det ikke finder et naturligt leje. Det gør det som regel.

•

Hvis pædagogernes skønner, at det er nødvendigt, snakker de med barnet, og de roser barnet: Nu kan du give slip - din lillesøster har det rigtigt godt, fordi du har været så god til at tage dig af hende.

•

Hvis et søskendeansvar bliver ved med at være en belastning for den store eller den mindre, snakker man med forældrene om problemet.