Nyuddannede vælger BUPL fra

Antallet af pædagoger, der kun vil være medlem af BUPL's a-kasse vokser og vokser. Især blandt nyuddannede er antallet eksploderet indenfor de sidste fem år. Det er ikke længere et naturligt valg at melde sig i fagforening, når man kommer ud på arbejdsmarkedet, mener Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL's forretningsudvalg

Professionel medlemsjagt



Hovedbestyrelserne i BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund har besluttet en optimering og professionalisering af den fælles indsats for at få nyuddannede pædagoger til at melde sig i fagforening, og ikke bare nøjes med at stå i a-kasse.

Til formålet etableres tre teams af agitatorer, som i hver deres region får ansvaret for mødet med de pædagogstuderende på syvende og sidste semester. Det sker i erkendelse af, at de lokale fagforeninger hidtil ikke har vist sig i stand til at vende en udvikling, der er kendetegnet ved, at stadig flere nyuddannede pædagoger vælger fagforeningen fra eller venter længere tid efter uddannelsens afslutning med at melde sig under fanerne.

Medlemmerne af de tre teams, en person fra henholdsvis BUPL, BUPL-A, SL og SL-A, skal udover et solidt kendskab til den fagpolitiske og pædagogiske materie, være gode formidlere. De skal, som det hedder i udspillet, have sproglige og kommunikative kompetencer, personlig gennemslagskraft og evnen til at sælge varen.





Flere og flere pædagoger dropper medlemskabet af fagforening. På bare fem år er antallet af pædagoger, der kun er medlem af a-kassen, de såkaldte B-medlemmer, fordoblet, så de nu udgør otte procent af medlemmerne af BUPL's a-kasse.

Især de nyuddannede har åbenbart svært ved at få øje på fordelene ved at være medlem af BUPL. I sommer blev 2504 pædagoger uddannet fra landets CVU'er, men kun 1392 fandt vej til fagforeningerne BUPL og SL, viser statistik fra BUPL's medlemsafdeling. Bare blandt de nyuddannede i sommer gik de to pædagogiske fagforeninger glip af 1112 medlemmer. Mange af dem vælger dog at blive B-medlemmer, fortæller Jesper Lindegaard, daglig leder af BUPL's medlemsafdeling:

"For fem år siden var syv-otte procent af de nyuddannede B-medlemmer. Nu er B-medlemstallet eksploderet for nyuddannede. Nu er over 20 procent af de nyuddannede B-medlemmer. Der er så nogle af dem, der finder ind i folden med tiden," siger Jesper Lindegaard.



Mig først. BUPL har i mange år undgået det, men det ser ud til, at den skæbne, der igennem flere år har påvirket store LO-fagforbund som HK og 3F, nemlig vigende organisationsprocent, nu også er ved at slå igennem blandt pædagoger.

"Vi er gået fra en 1. maj-generation til en mig-først-generation. De tænker: Hvad kan I gøre for mig? Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad jeg kan give fællesskabet," konstaterer Jesper Lindegaard.

Han peger også på, at der er store forskelle i de lokale fagforeninger på, hvordan man håndterer den svigtende interesse for BUPL.

"Og man kan ikke bare sige, at det er demografien, der afgør det. For Århus må siges at være et storbyfænomen, set med BUPL-øjne, og der har de meget godt hånd om rekrutteringen. Når jeg så kigger på, at de i hovedstaden har 12,5 procent, som er B-medlemmer, og når jeg kigger på deres indsats i forhold til deres nyuddannede, så kan man se, at der er noget at komme efter. De får 361 udklækkede, men der er kun 131 af dem, der rammer fagforeningerne. Der er potentiale for at gøre det bedre," siger Jesper Lindegaard.

Han påpeger, at der også er en ukendt faktor, nemlig at nogle af dem, der tager pædagoguddannelsen, aldrig kommer til at arbejder som pædagoger.



Fællesskab for pædagoger. Lasse Bjerg Jørgensen er medlem af BUPL's forretningsudvalg og politisk ansvarlig for medlemshvervningen. Han mener, at BUPL nu må forholde sig til, at tiderne har ændret sig.

"Engang var fagforeningen et naturligt element i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det naturlige element eksisterer ikke mere. Der skal vi gå ud og gøre opmærksom på, at der faktisk er nogle rigtig store fordele ved at være medlem," siger Lasse Bjerg Jørgensen og peger på, at BUPL blandt andet forhandler pædagogernes løn, har indflydelse på vilkårene på institutionerne og pædagogernes mulighed for at udføre arbejdet.

"Men at det også er et fællesskab for pædagoger, der gør, at man får noget fagligt og noget individuelt ud af at være medlem," siger Lasse Bjerg Jørgensen.

"Den her organisation kan kun overleve, hvis vi gør en fælles indsats i forhold til at optimere arbejdet med at rekruttere nye medlemmer. Vi kan ikke betragte os selv som givne på forhånd i forhold til de kommende medlemmer. Vi skal ud og fortælle, hvorfor det er en god ide at blive medlem af BUPL i det hele taget, og vi skal i høj grad også fokusere på, hvad BUPL er for en størrelse, for vi kan heller ikke tage for givet længere, at folk forstår det," mener Lasse Bjerg Jørgensen.

"Det er ikke et spørgsmål om, at de unge svigter. Det er snarere et spørgsmål om, at vi i BUPL måske tænker for traditionelt i forhold til, hvad er det for en indsats, vi gør, hvordan oplyser vi om os selv, hvordan er vi tilgængelige? Hvordan kan vi inddrage medlemmer på nye måder, så man kan se, at det faktisk nytter noget at være medlem af sådan en organisation," siger han.

"Vi konstaterer jo, at de unge har lyst til at gøre en indsats, hvis de også kan se sig selv i den indsats. De er måske ikke interesserede i det store, tunge, faglige hierarki, og den måde vi har organiseret os på i forhold til demokratiet. De er måske mere interesserede i enkeltsager, som de brænder for og vil gøre en indsats for. Det er i den sammenhæng, vi skal kigge på os selv som organisation," siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Antallet af B-medlemmer viser vel også, at der er nogen, der synes, det er dyrt at være medlem af BUPL. Det koster 443 kroner fra årsskiftet. Er det noget, I har diskuteret?

"Det er noget, vi hele tiden diskuterer. Hvad er det for en pris? Vi skal være meget prisbevidste. Vi skal ikke sætte kontingentet op med det formål at gøre os mere interessante. Tværtimod skal vi tænke på, hvordan kontingentet kan virke som en aktiv faktor i forhold til, at folk synes, det er interessant.

Det hænger også sammen med at tydeliggøre, hvad man får for pengene. De 443 kroner kan virke som meget, hvis man netop ikke ved, hvad det er, man får for pengene, og det har vi ikke oplyst nok om," siger Lasse Bjerg Jørgensen.







Oversigt over indmeldelser og b-medlemmer herunder:









Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.