Ny viden: Der er masser af faglighed i bleskift

Pædagoger udøver faglighed i massevis af hverdagssituationer. Det sker, når de organiserer turen til gymnastiksalen eller arrangerer måltidet, så alle både har det godt og bliver set og hørt. Det er en faglighed, der for det første giver børn et godt børneliv, men som også giver dem en masse viden, om sig selv, om de andre børn og om, hvordan de klarer sig i samspil med andre.

Men den faglighed er tilsidesat af en læringsdagsorden, der retter det primære fokus på skoleforberedelse og pædagogstyrede, planlagte aktiviteter, mener fem forskere fra Roskilde Universitet.

De kalder den hverdagsagtige faglighed for en upåagtet faglighed, fordi den ikke værdsættes af lovgiverne og måske heller ikke af pædagogerne selv, fordi opfyldelsen af snævre læringsmål giver mere anerkendelse.

Holder pædagogerne imidlertid op med at udøve den faglighed, som er indbygget i hverdagsrutinerne, går børnene glip af vigtig læring. Det skriver forskerne i bogen ’Daginstitutionen til hverdag – den upåagtede faglighed’ på baggrund af iagttagelser fra to daginstitutioners hverdag og fra interview med pædagogerne.

Annegrethe Ahrenkiel, forsker i velfærdsarbejde og lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, udtaler sig på gruppens vegne. Hun mener, at der med læreplanerne er kommet fokus på, hvordan daginstitutionerne bidrager til børns læring i snæver forstand.

»Det betyder, at meget af det arbejde, pædagogerne udfører, er reduceret til ren pasning, også i stigende grad af pædagogerne selv. Det giver store problemer, at det ikke tæller, for på den måde kommer de til at nedvurdere deres eget arbejde. Og så betyder det også, at de ikke i samme grad udvikler på den faglighed, som vi kalder upåagtet,« siger hun.



En særlig faglighed. I bogen beskrives den upåagtede faglighed i hverdagssituationer gennem hele dagen. Det er den faglighed, som er til stede, når pædagogerne observerer børnene på legepladsen og overvejer, hvordan de kan bruge det, de ser, til at understøtte et genert barn eller et konfliktsøgende barn.

Der er upåagtet faglighed i den måde, børnene modtages på om morgenen, i den måde man organiserer måltidet, og når en pædagog sidder på gulvet blandt de små vuggestuebørn og tålmodigt viser dem, at man ikke må tage legetøj fra de andre, men kan deles om det.

Problemet er, at det arbejde bliver udført uden at blive anerkendt som vigtigt. Men hvis forældre og også politikere tænker sig om, ville de nødig anbringe børn i en daginstitution, hvor pædagogerne ikke udførte det arbejde, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»Mange tænker ikke over, at det daglige rutine­arbejde handler om en særlig pædagogisk faglighed. Men det et nødvendigt baggrundsarbejde, som ikke kan undværes, hvis det, man ynder at kalde det egentlige pædagogiske arbejde, skal fungere,« siger hun.



Læring mellem 9 og 10. Når pædagogerne udøver den upåagtede faglighed, trækker de på en børnecentreret tilgang, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»Pædagogerne taler selv meget om børneperspektivet, og de har en social orientering om at kunne rumme alle børn. Men den tilgang er truet, fordi der er fokus på tiltag udefra, og så tror pædagogerne heller ikke selv, at de skal have fokus på andre dele af deres faglighed,« siger hun.

Pædagogerne er blevet tvunget til at lægge vægt på den faglighed, som kan foregå i dokumenterbare aktiviteter. Men det frustrerer dem, at det nødvendige arbejde, de også udfører hver dag, ikke er dækket af kvalitetsmålene. For de ved godt, at børnene ikke ville trives uden den upåagtede faglighed, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»I den offentlige debat er det udelukkende kommet til at handle om, hvilke kompetencer institutionerne skal fremme, så vores samfund kan klare sig i konkurrencen. Og derfor ser det ud, som om pædagogerne kun giver børnene læring fra klokken 9 til 10.30, og at faglighed handler om, hvordan man kan organisere motorik på den rigtige måde i den periode. Men der er jo også motorik, når børnene skal klatre op på puslebordet eller går en tur til parken. Den læring negligeres mere og mere,« siger hun.

I de to daginstitutioner så forskerne, hvordan pædagogerne konstant gjorde sig overvejelser over, hvordan de kunne tilrette­lægge arbejdet, så dagen blev bedst mulig for børnene. Men de så også, at det foregik individuelt, og at udviklingen af hverdagssituationerne ikke var genstand for diskussioner på personalemøderne.

Den enkelte pædagog reflekterede over sin dag, men pædagogerne gjorde det ikke sammen. Når fagligheden er placeret i de planlagte aktiviteter kan man glemme at udvikle den upåagtede faglighed. Det betyder, at pædagogers faglighed på en måde er stivnet, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»Hvis pædagogerne ikke diskuterer, hvad de kan gøre bedre i hverdagssituationerne, kan de havne i rigide fastholdelser af regler. Og så mister de måske den grundlæggende orientering om at følge barnet. De glemmer barneperspektivet,« siger hun.



Koncepternes indtog. Den påtvungne læringsdagsorden og læreplanerne betyder, at pædagogerne i stigende grad føler sig tiltrukket af koncepter, metoder og modeller, mener Annegrethe Ahrenkiel.

I bogen beskrives en situation, hvor en pædagog og en pædagogmedhjælper bruger ’Trin-for-trin-metoden’ på en måde, der ikke er hensigtsmæssig for et barn. Fordi de er så fokuserede på at gøre, som der står i manualen, tilsidesætter de den viden, de i øvrigt har om barnet.

»Man kan selvfølgelig sige, at de to medarbejdere bare ikke er dygtige nok. Men man kan også sige, at man beder dem om at gøre noget, som går på tværs af deres faglige viden, og så går det galt,« siger Annegrethe Ahrenkiel, som minder om, at der også er meget upåagtet faglighed i og omkring de planlagte aktiviteter.

»Hvis der skal være rytmik, skal pædagogerne organisere lokaler og strukturere tiden, sådan at overgangen til rytmiktimen er god for børnene. De skal sørge for, at det er rart for alle, at hvert enkelt barn kan få lov til at være ’mig’. Det handler ikke bare om at planlægge aktiviteter, men det er også alt det udenom, der skal få aktiviteterne til at glide,« siger hun.



En stærkere dagsorden. Den upåagtede faglighed er ikke det samme, som man i årevis har kaldt 'tavs viden', mener Annegrethe Ahrenkiel. Pædagogers viden er nemlig ikke tavs. Den er usynlig. I stedet for tavs viden kalder forskerne pædagogers viden gestisk, fordi den formidles med både krop og ord.

»Når pædagoger slutter et bleskift med at klappe børnene let på maven, bunder det i en viden om, at børn har brug for at vide, at nu skal vi videre til noget andet. Det er formidling om, at ’jeg har set dig, og hvad du har brug for lige nu’. Den slags kommunikation foregår hele tiden i den upåagtede faglighed,« siger hun.

Mange siger, at på grund af læreplanerne har pædagogerne endelig fået et sprog. Men Annegrethe Ahrenkiel mener, at pædagoger hele tiden har haft et sprog, som bare ikke har været legitimt.

»Pædagoger kan godt fortælle, at de bestræber sig på at følge børnenes spor, problemet er bare, at det er svært for dem at stå fast på det, fordi de er oppe imod en meget stærkere dagsorden,« siger hun.

Når pædagogers faglighed er upåagtet, kan det give stress, fordi de udfører en masse arbejde, som ikke anerkendes som fagligt. De føler sig utilstrækkelige, og samtidig har der været kraftige besparelser på området, så de skal udøve et stykke arbejde, som de får dårligere og dårligere vilkår til, mener Annegrethe Ahrenkiel.

»Når planlagte aktiviteter må aflyses på grund af sygdom, går det ofte ud over deres faglige stolthed. Men hvis de kunne snakke om, at der er faglighed i det meste af deres arbejde, ville det måske øge den faglige stolthed,« siger hun.



Sådan kan I udvikle jeres upåagtede faglighed

• Diskutér hverdagssituationerne (måltidet, bleskift eller modtagelse af børnene) sammen, ligesom når I udvikler de pædagogstyrede aktiviteter. Brug tid på personale­møderne til det, og udarbejd eventuelt praksisbeskrivelser. Det kan være en metode til at se kritisk på egen praksis og udvikle den.

• Snak om, hvad der sker i de konkrete situationer. Spil dem eventuelt igennem som rollespil. På den måde er det muligt at lave forskellige analyser af situationerne og få alles perspektiver med – både de teoretiske og de erfaringsbaserede.

• Forhold jer til, hvilken form for daginstitution og professionalisering I vil bidrage til. Find eventuelt tilbage til tidligere tiders udbredte brug af ’institutionskritiske’ diskussioner. I kan for eksempel diskutere regler, eller om I – ubevidst – hæmmer børnenes frie udfoldelse på deres egne præmisser.