Ny portal om lightergas

Otte procent af de danske unge har prøvet lightergas, viser tal fra Sundhedsstyrelsen

Det er nemt at få fat i, billigt og giver en kort rus, der ikke giver tømmermænd. Det er tilsyneladende forklaringen på, hvorfor unge sniffer lightergas. Og det er der otte procent af danske unge der har, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

I oktober 2005 gik det grueligt galt for fem teenagere i Nordsjælland. Som så mange gange før sniffede Bjørn Brodersen og hans kammerater lightergas.

"Jeg vidste alt om konsekvenserne," fortæller 19-årige Bjørn Brodersen.

Lightergassen skader hjernen allerede første gang, man sniffer. Folk, der sniffer, kan få problemer med at huske. Koordineringsevnen nedsættes, og de fleste bliver sløve og reagerer langsommere.

Alligevel sniffede Bjørn Brodersen lightergas første gang i 14-15-årsalderen.

Bjørn og hans kammerater sniffede ikke fast, der kunne gå år i mellem. Men en dag går det galt.

"Det var en fast regel, at vi aldrig tændte smøger, når vi sniffede," fortæller Bjørn Brodersen.

Men i oktober 2005 ender det med en ulykke. En af pigerne bryder reglen, og tænder en smøg. Sekundet efter eksploderede værelset, og de unge mennesker var i brand. De får slukket dem selv, ringet 112, og Bjørn Brodersen bliver bragt til Rigshospitalet med politieskorte. Han havde fået dybe anden- og tredjegradsforbrændinger i ansigtet på armene og på hænderne.



Manglende viden. Overlæge på Rigshospitalets Brandsårsklinik, Bjarne Alsbjørn har behandlet Bjørn Brodersen og taget initiativ til en ny hjemmeside www.lightergas.info, der skal informere unge, forældre og fagfolk om konsekvenserne ved at sniffe lightergas.

"Jeg konfronteres ofte med, at forældre, lærere og behandlere mangler viden om, hvordan de skal opdage og håndtere misbruget. De unge hverken lugter eller virker påvirkede umiddelbart efter en rus," fortæller Bjarne Alsbjørn og opfordrer fagfolk til at være opmærksomme på de unges adfærd.

"Hvis den unge får nye venner, ændrer adfærd og generelt får en mere sløset tilgang til tingene, kan det være typiske tegn," forklarer overlæge Bjarne Alsbjørn.



Se mere på www.lightergas.info

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.