Ny forskning: Mere omsorgsarbejde og familiearbejde

Opmærksomhed på ghettoer skorter det ikke på, hverken fra politikeres eller mediers side. VK-regeringen og Dansk Folkeparti oprettede en såkaldt ghettoliste, hvis hensigt det var at udpege særligt udsatte boligområder med henblik på regler og påbud. Og medierne rapporterer helst om ghettoer i forbindelse med bandeskyderi.

Forskeres interesse for ghettoer har også været selektiv. Det meste har handlet om utilpassede unge. Der har hverken i dansk eller international sammenhæng været undersøgelser af børns liv i særligt udsatte boligområder.



»I den hidtidige forskning har der ikke været en direkte inddragelse af, hvad det betyder at være født og vokse op i et særligt udsat boligområde. Boligsituationen eller børns opvækststed er ikke medtaget som et betydningsfuldt rum, selvom det har betydning,« siger adjunkt, ph.d. Kirsten Elisa Petersen fra DPU, som undrede sig over den manglende forskning.



Daginstitutionen kan spille en central rolle, fordi den er mere og andet end et pasningssted – den er en social praksis midt i boligmiljøet. Den er samtidig en del af uddannelsessystemet. Daginstitutionen og det pædagogiske personale er det første, meget vigtige møde for børnene med hensyn til trivsel og udvikling. Hvis det er forebyggende indsatser, man vil, giver de størst effekt, hvis de gøres inden skole­alderen, lyder hendes ræsonnement.



Så Kirsten Elisa Petersen indledte sammen med to kolleger et forskningsprojekt, hvor de gennem et år fulgte en daginstitution i et udsat boligområde. Sker der noget særligt på grund af beliggenheden? Spørgsmålet skulle belyses fra børnenes perspektiv.

Projektet er første led i et tema om børneliv i ghettolignende boligområder. Hendes samarbejdspartnere er lektor Niels Rosendahl Jensen og forskningsassistent Anne Knude Wind. Projektet er finansieret af Pædagogisk Udviklingsfond under FOA. Næste etape er for Kirsten Elisa Petersen og kollegerne at se nærmere på pædagogernes kompetencer, og det sker med penge fra BUPL’s forskningspulje. Den sidste og største komponent består i at følge børnene.



UDSATHEDEN I PRAKSIS. Rapporten handler om daginstitutionen og har titlen ’Daginstitutionens betydning for udsatte børn og deres familier i ghettolignende områder’, men berører uundgåeligt også pædagogernes arbejde. Og den er netop udkommet i hæftet form, som Kirsten Elisa Petersen udleverer, da Børn&Unge møder hende på hendes kontor på DPU i København. Hun er vaklende kommet på benene efter en omgang influenza og holder sig oppe ved hjælp af et kolossalt tørklæde om halsen, panodil og kaffe, masser af kaffe. Uden for vinduet er Emdrup S-togsstation dækket af et tyndt snelag. Inde vil skæbnen, at varmeanlægget er gået kold.

Den undersøgte daginstitution er en integreret institution, som ligger i et højhusområde midt i København, og som står på regeringens ghettoliste. Institutionen tilbød at medvirke mod anonymitet. Cirka 85 procent af børnene har anden etnisk baggrund end dansk. De kommer hovedsagelig fra arabiske eller afrikanske lande. Mange af børnene har behov for omsorg, nærvær og grænser.



»Pædagogerne beskriver selv helt ned på det praktiske plan, hvordan de ser udsatheden. Der er børn, hvor forældrene har svært ved at håndtere opdragelsen. Der er børn, som bliver hentet og bragt til daginstitutionen af storesøster, og pædagogerne har vanskelig ved at få kontakt med forældrene. Tøjet svarer ikke til årstiden. Børnene ankommer ofte syge til daginstitutionen – med snotnæse og øjen­betændelse, som der ikke er taget vare på. Måske er de ikke blevet vasket. Følelsesmæssigt er det børn, der har brug for rigtig meget kontakt med voksne og ofte skal sidde på skødet. De er langsomme til at komme i gang med leg og interaktioner med andre børn,« fortæller Kirsten Elisa Petersen.



»Der er ingen tvivl om, at etniske minori­teter er dobbelt udsatte. De skal også nå rigtig mange ting sprogmæssigt, inden de over­hovedet kommer til skolestart. Det er en ekstra udfordring i pædagogernes arbejde.«



FORÆLDRENES OPLEVELSE. Projektet bestod i en spørgeskemaundersøgelse blandt alle pædagoger, der skulle dokumentere anta­gelsen om, at det medfører særlige pæda­gogiske arbejdsopgaver, at institutionen ligger i et ghettolignende boligområde. Samtidig ville Kirsten Elisa Petersen og hendes kolleger gerne vide, hvad de særlige pædagogiske indsatser er. Hvordan harmonerer de med såkaldt tidligt forebyggende indsatser?



Derpå fulgte kvalitative interview med et udsnit, der gik tættere på pædagoger og

ledelse: Hvordan forstår du udsatte børn? Hvad laver I med børnene? Hvordan ser din dagligdag ud? Hvad kan gøres bedre af hensyn til børnene? Interviewene blev ledsaget af tilsvarende interview med ansatte på et såkaldt familieprojekt, der er del af daginstitutionen, og som udløser ekstra ressourcer til familiesamarbejde på grund af den høje andel af udsatte børn.



Der er også interview med forældre, hvilket Kirsten Elisa Petersen ser som et forskningsmæssigt nybrud.



»Ingen af forældrene oplever deres familie som udsat. De kæmper for dagen og vejen. Der skal handles ind og hentes og bringes børn. De er meget tilfredse med at bo i boligområdet, som de oplever som deres eget. Jeg tror, at der er en forskel på at komme udefra og indefra, og man taler fra det sted, man står,« siger Kirsten Elisa Petersen.



»Interviewene giver en tydelig fornemmelse af, at forældrene værdsætter daginstitutionen, men de fremhæver forskellige ting ved institution og personale. Det er meget mangfoldigt. Flere forældre peger på pædagogernes særlige betydning som støtte og hjælp i hverdagen til opdragelse af deres børn. At man kan spørge om råd og vejledning, når børnene opfører sig på en måde, forældrene ikke kan forstå. Andre betoner, at det er et godt sted for deres børn at være sammen med andre børn og lære det danske sprog,« siger Kirsten Elisa Petersen.

Hun tilføjer, at daginstitutionen desuden har betydning for flere af de udsatte forældre som et socialt mødested, hvor de kan være sammen med andre forældre og pædagogerne.



SÆRLIGT KRÆVENDE. Kirsten Elisa Petersen og hendes kolleger drager flere konklusioner på basis af deres materiale. Den vigtigste lære er, at der går meget tid og mange kræfter med omsorg, anerkendelse og inklusion. Det er tid og kræfter, som ellers var tiltænkt mere læringsorienterede pædagogiske aktiviteter – det vil sige læreplaner, sprogstimulering og aktiviteter med fokus på børns læring og sociale udvikling.



Hertil kommer, at den løbende dialog med forældrene fylder meget i hverdagen. Forældrene tager lige så meget tid som børnene. Forældresamarbejdet er præget af, at det skal favne mange etniciteter og forældretyper, som der tilmed kan være fordomme og splid mellem. Man skal som pædagog være meget rummelig, lyder konklusionen.



Pædagogerne føler, at de kun indimellem kan bruge deres faglighed. Det er psykisk belastende at være pædagog i et udsat boligområde, fordi problemerne har en størrelse og karakter, så det er helt umuligt at løse dem alle. Det giver en følelse af afmagt.



»Hvis man er relativt nyuddannet, er det nærmest umuligt at overskue arbejds­dagens kompleksitet. Hvad skal man gøre med alt det, man lærte på seminariet om almen pædagogik, når børnene har det så svært? Pædagoger uden erfaring kan ikke umiddelbart forstå, at det store omsorgsarbejde og familie­samarbejde også er pædagogik. De mere garvede pædagoger er fuldt bevidste om, at de ikke når nogen vegne med sprogstimulering, leg og læring, hvis de ikke også arbejder med omsorg og forældre,« siger Kirsten Elisa.



Petersen og ruller på kontorstolen skråt bagud til et lavere bord i hjørnet for at hælde endnu en kop kaffe op fra termokanden. På væggen ovenover hænger Asger Jorn- og Carl-Henning Pedersen-reproduktioner.



SOCIAPÆDAGOGIK. Kirsten Elisa Petersen fastslår, at der sker noget helt særligt med pædagogikken, når en daginstitution ligger i et særligt udsat boligområde.

»Vi sætter det på dagsordenen, at det socialpædagogiske arbejde fylder meget. Vi viser, hvad det indeholder. Så forskningen hjælper til at forstå, hvilken form for socialpædagogisk viden man som pædagog skal have for at være ordentligt rustet til at arbejde i en daginstitution i et særligt udsat boligområde.



Det afstiver pædagogerne at blive forsikret om, hvor meget de bidrager med over for børnene – noget, der for forældrene er utroligt tryghedsskabende og tillidvækkende. Det er vigtigt, at pædagogerne ser betydningen af de tidligt forebyggende indsatser. I stedet for at tænke, at de aldrig når det, de skal i løbet af en eftermiddag, for nu skal de atter tale med en mor i tre kvarter, kan de hæfte sig ved, at deres socialpæda­gogiske arbejde er forudsætningen for det alment pædagogiske,« siger Kirsten Elisa Petersen.



»Forhåbentlig kan vi også nå frem til, at man blandt politikere og i tilrettelæggelsen af uddannelsen tænker, at almen pædagogik og socialpædagogik er uadskillelige pædagogiske indsatser. Måske kan det resultere i en helt tredje pædagogisk betegnelse. Seminarierne kunne godt gøre mere ved at undervise i, at de samfundsmæssige vilkår skaber store forskelle på institutionerne,« tilføjer Kirsten Elisa Petersen.



KORT OM FORSKEREN

Kirsten Elisa Petersen er ph.d. og ansat på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet (DPU) som adjunkt. Hendes opgaver ligger inden for feltet forskning, undervisning og vejledning. Hendes forskningsmæssige fokus har de seneste år været socialt udsatte børn og daginstitutionens funktion og betydning i den forbindelse.



Hun er anmelder på Dansk pædagogisk Tidsskrift og medredaktør på Tidsskrift for Socialpædagogik. Hun er tilknyttet forskningsprogrammet i social- og specialpædagogik i et inkluderende perspektiv på DPU. Hun er oprindelig uddannet pædagog og psykolog og har selv arbejdet i en daginstitution.



SÅDAN OPLEVER PÆDAGOGERNE DERES ARBEJDE

Forskerne har interviewet en række pædagoger om deres arbejde. De siger blandt andet:



»Jeg vil sige, vi har meget mere sprogstimulering og meget mere arbejde med sociale kompetencer og i det hele taget meget mere arbejde med at lære børnene alle mulige færdigheder, holde på en blyant, tegne, alt muligt. Og så er der alle de her ting, som vi hjælper forældrene med i det daglige. Hvor de kommer og spørger, eller hvor vi kan se, at de for eksempel har svært ved forældrerollen.«

Pædagog, der arbejder med vuggestuebørn



»Det er i hvert fald vigtigt, at man har noget personligt engagement, at man synes, det her er vigtigt, for ellers tror jeg, du brænder fuldstændig ud. Du skal være struktureret, ellers er det umuligt at skabe struktur for børnene. Empatisk og omsorgsfuld og kærlig. Du skal kunne rumme mange forskellige typer mennesker, du skal ikke være en lille forsigtig type, det ville være en dårlig kombination til sådan et sted her, fordi der er tryk på, og hvis du ikke siger noget, så bliver du ikke hørt, du skal råbe for at blive hørt, du skal have personligt gåpåmod.«

Pædagog, der arbejder med børnehavebørn



Kilde: ’Daginstitutionens betydning for udsatte børn og deres familier i ghettolignende områder’.



DE PÆDAGOGISKE UDFORDRINGER

Der følger en række specifikke pædagogiske udfordringer i forbindelse med arbejdet i en daginstitution i et særligt udsat boligområde. Ifølge Kirsten Elisa Petersen og hendes forskningskolleger er de største udfordringer:



• Særlige omsorgsopgaver for udsatte børn. Flere børn har brug for fysisk kontakt og alenetid med pædagogerne.



• Mere fokus på udvikling af sociale kompetencer hos udsatte børn, der reagerer voldeligt eller trækker sig.



• Øget indsats for sprogudvikling og sprogstimulering, fordi et stort flertal af børnene har en anden etnisk oprindelse end dansk.



• Praktisk hjælp, for eksempel bade børn, der ikke kommer i bad derhjemme, vaske tøj, smøre madpakker, hente og bringe børn fra hjemmet, købe sokker og underbukser til børnene og meget mere.



• Omfattende familiearbejde, som både går ud på at hjælpe forældrene, når de er i klemme, og støtte forældrene til at opdrage og udvikle børnene.



• Socialpædagogiske opgaver, for eksempel aftenaktiviteter med mødrene, hjemmebesøg i familierne og hjælp til praktiske opgaver såsom kontakt til udlændingeservice, læge og sagsbehandler.



• Udvidet samarbejde med pædagogisk-psykologisk rådgivning.



• Flere underretninger.



Ghetto – et belastet ord

Kirsten Elisa Petersen og hendes forskningskolleger bryder sig ikke om udtrykket ghetto. De mener, at det er upræcist, hvis hensigten er at beskrive et særligt udsat boligområde. De er parate til at acceptere ’ghettolignende boligområder’.

Udtrykket ghetto dækker historisk over et boligområde, hvor jøder især i kristne lande blev tvunget til at bo. I nyere tid er ordet ghetto blevet anvendt generelt om fattige bydele, som domineres af en bestemt befolkningsgruppe.



I Danmark har ministeren for by, bolig og landdistrikter pligt til at præsentere en såkaldt ghettoliste én gang om året. Det er en oversigt over særligt udsatte boligområder i Danmark. Listen er baseret på etnisk tilhørsforhold, beskæftigelse og uddannelse samt kriminalitet. Den omfatter boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder to af tre kriterier:



• Andelen af beboere, som er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør over halvdelen.

• Andelen af beboere i den erhvervsaktive alder, som hverken har job eller uddannelse, overstiger 40 procent.

• Andelen af beboere, der er dømt for at have overtrådt straffeloven, våbenloven eller narkoloven, er større end 2,7 procent af samtlige.

Den seneste såkaldte ghettoliste tæller 33 særligt udsatte boligområder. Listen skifter en del fra år til år. Året før bestod listen af 28 boligområder.