Ny forskning fortæller pædagogernes historie. Fra selvstændighed til førskole

To nye bøger og en hjemmeside fortæller historien bag pædagogfaget. Bogserien skal blandt andet vise, at pædagoger er eksperter i læring.

Næsten alle danske børn går i dag i daginstitution, men sådan har det ikke altid været. Det kan man læse om i to nye bøger, hvor to forskere på pædagogområdet har formidlet pædagogernes historie fra 1810 og til 2015.

»Vores mål var at nedskrive pædagogernes sammenhængende historie, hvilket aldrig er gjort før. Det er et område, der falder ud af danmarkshistorien, og som nærmest først starter, når danskerne bliver syv år,« siger Jens Erik Kristensen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) og medforfatter til bogserien ’Pædagogprofessionens Historie og Aktualitet’.

»Vi viser, at der er sket et opbrud på daginstitutionsområdet de seneste 10-15 år. Det er gået fra at være et selvstændigt børnehaveområde til at være et førskoleområde. Vi gør op med myten om, at børnehaven ikke har noget med skole og faglighed at gøre. Pædagoger i dag har ikke bare overtaget moderens rolle, sådan som mange tror, men de er faktisk eksperter i læring,« tilføjer han.

Det er Jens Erik Kristensen og Søs Bayer, der har redigeret bøgerne, og BUPL har finansieret projektet.



Overraskelser. Under researchen til deres bøger opdagede Jens Erik ­Kristensen og Søs Bayer noget pudsigt.

»Vi blev overraskede over at opdage, at da tyskeren Friedrich Fröbel fik idéen til børnehaven, så var det som et pædagogisk princip for, hvordan opdragelsen burde foregå i familien. Han tænkte ikke børnehaven som en selvstændig institution. Institutionen opstod, fordi han gerne ville have et sted, hvor han kunne undervise mødrene i, hvordan de skulle opdrage deres børn,« siger Jens Erik Kristensen.

Bøgerne indeholder en omhyggelig historisk gennemgang af pædagogfaget. De fortæller om udviklingen på børneområdet, fra hvordan de første institutioner dukker op i 1800-tallet til de brydninger, der sker på daginstitutionsområdet i dag.

Sammen med bøgerne lanceres en hjemmeside om pædagogernes historie. Den viser en tidslinje over vigtige begivenheder i pædagoghistorien. Den er bygget op af små artikler og skaber derved et hurtigt overblik for læserne.

Bøgerne og hjemmesiden giver pædagogerne et nyt sted, hvor professionens historie er lettilgængelig. Tilsammen skildrer de det fundament, som gjorde pædagogik til en profession frem for tilfældig børnepasning.



Vidste du ....

I 1799 blev der indført undervisningspligt for børn af fattige københavnske forældre. Denne lov gav også skolemyndighederne mulighed for at holde øje med de fattiges børn under fem år. Børnene skulle være under opsyn af ’en eller flere skikkelige aldrende Fruentimmere’. Formålet var at holde børnene væk fra gaden, hvis forældrene ikke kunne passe dem.



Om bøgerne

Serien ’Pædagogprofessionens Historie og Aktualitet’ består af to bind: ’Kamp og status’ og ’Kald og kundskab, redigeret af Jens Erik Kristensen og Søs Bayer. Kan bestilles på Saxo.dk. Vejl. pris for begge bind 450 kr.



Læs mere på pædagoghistorie.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.