Novemberkonferencen: Anarki - også efter 25 år

Ejet af mange, men alligevel helt sin egen. På 25. år fastholder Novemberkonferencen optimismen og troen på fremtiden som sine særlige kendetegn.

Selv de største kanoner oplever det som en ære at blive inviteret. Og de accepterer uden at kny, at honoraret er ens for alle og i øvrigt ret beskedent.

Det noterer Anne Apollo, faglig sekretær i BUPL Fyn og med i kredsen af frivillige og ulønnede ildsjæle bag Novemberkonferencen. En begivenhed, som år efter år samler i tusindvis af praktikere til foredrag og diskussion om aktuelle emner inden for pædagogik, kultur og politik.

"Undskyld mig, men jeg synes, det er opsigtsvækkende, at sådan et halv-anarkistisk græsrodsforetagende har evnet at holde sig på benene i så mange år. Og tilmed har undgået at blive underlagt en eller anden form for overordnet struktur. En lille ting, måske, men jeg synes det siger noget om vores smag for uafhængighed, at Novemberkonferencen har sin egen bankbog," bemærker Anne Apollo.



Anti-klynk Ideen til Novemberkonferencen blev undfanget i 1982 af medlemmerne i pædagogisk udvalg under BUPL Fyn. Her havde man hæftet sig ved, at en af forbundet BUPL initieret pædagogisk offensiv tenderede ren klynk efter devisen "nye nedskæringer, nej, hvor er det synd for os".

Med inspiration fra de såkaldte Martskurser, som op gennem 60'erne og de tidlige 70'ere trak pædagoger fra det ganske land til København til diskussion om emner med et samfundspolitisk perspektiv, udvikledes konceptet, som siden starten i 1983 har båret igennem: En konference over flere dage, der ikke forholder sig til nedskæringer og elendighed, men byder på idealistiske oplæg, nytænkning, forskning, optimisme, institutionskritik samt bud på fremtiden.

Initiativet til Novemberkonferencen udgik fra BUPL Fyn, men arrangørkredsen er siden udvidet betragteligt, så den i dag også omfatter lokalafdelingerne af Socialpædagogernes Landsforbund, FOA/PMF og Odense Lærerforening samt pædagog- og lærerseminarierne på Fyn.

Søren E. Jepsen, der var med i det BUPL-udvalg, som fostrede ideen, har på hjemmesiden www.novemberkonferencen.dk uddraget de styrker, som efter hans mening har givet konferencen dens overlevelseskraft. Det er dels den afvekslende og uforpligtende form, dels den organisatoriske ramme.

"Vi er ni selvstændige samarbejdspartnere, som skal blive enige om årets tema og foredragsholdere. Man kan ikke stemme sig frem til noget, man skal snakke sig frem til enighed," skriver Søren E. Jepsen, der for sin pionerindsats er blevet udnævnt til æresmedlem af Novemberkonferencen.





Håb for fremtiden



Årets Novemberkonference har overskriften

"25 års erfaring - 10 håb for fremtiden" og holdes i dagene 5.-9. november på CVU Lillebælt i Odense. Konferencen byder på 10 foredrag af blandt andre entertainer Anne-Marie Helger, professor Jan Kampmann og rektor Lars Henrik Schmidt - samt en jubilæumsfest. Der er ikke nogen samlet pris for deltagelse. Voksne betaler 150 kroner per foredrag man ønsker at deltage i, mens studerende slipper med 60 kroner.

Se www.novemberkonferencen.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.