Når fremtiden er usikker. Kig efter nye jobmarkeder

Folkeskolereformen og faldende børnetal gør pædagogers traditionelle jobmarked usikkert. Men pædagogers kompetencer kan bruges i andre job, siger forfatter til ny bog om jobsøgning.

Pædagoger er qua deres uddannelse gode til at skabe relationer. De formår at organisere i kaos. De kan konfliktnedtrappe, de samarbejder godt med andre faggrupper, de kan arbejde med mangfoldighed, og de har ofte en kreativ tilgang til problemløsning.

Disse kompetencer vil ifølge ­Morten Ballisager, direktør og stifter af Konsulenthuset ’ballisager’, komme jobsøgende pædagoger til gode. Han er medforfatter til en ny bog om jobsøgning, og hans firma har allerede hjulpet flere pædagoger videre til andre job end de traditionelle pædagogstillinger.

»Vi oplever, at kommuner henvender sig for at få rådgivning om, hvordan de kan hjælpe deres afskedigede pædagoger med jobskifte. Det tror jeg, vi vil se mere af. Både folkeskole­reformen og faldende børnetal gør fremtiden usikker for pædagoger,« siger Morten Ballisager.



Hvor kan de søge hen?

»Vi har for eksempel hjulpet en pædagog videre til et job i Ikeas reklamationsafdeling, hvor kunde gruppen lidt ligner sådan en sur forældregruppe. Der er nogle spændinger, som skal håndteres, og man arbejder med at nedtrappe konfliktsituationer. Det er et eksempel på et anderledes job, hvor pædagogers kompetencer kan bruges. En anden pædagog hjalp vi til en stilling på et kommunalt integrationsprojekt. Og to andre fik beskæftigelse i en HR-afdeling, hvor de arbejder med medarbejdertrivsel.«



Hvorfor har I skrevet bogen?

»Der er ikke siden 1989 skrevet en bog, der behandler jobsøgningsprocessen så dybdegående. Og rekrutteringsprocesser bevæger sig, så der har manglet en opdatering. I moderne jobsøgning skal processen være hurtig og effektiv, og vil man i betragtning, skal ens ansøgning fange fra start og være kort og præcis. I dag spiller de sociale medier også ind. Før slog virksomheder job op i avisen, eller man netværkede i idrætsklubben. Nu sker det også via sociale medier.«



Hvad er dit bedste råd?

»Det kunne være ’prøv at arbejde lidt mere struktureret med din tid’. Det er svært at komme fra en jobsituation, hvor din tid er styret for dig. Der opstår et tomrum, og det kræver enormt meget at få struktur på sin dag. I stedet for bare at overbevise folk om, at det er vigtigt, viser bogen konkret, hvordan et ugeskema kunne se ud. Vi vil gerne have, at folk oplever bogen som brugbar, men også at de får en oplevelse af, at de er i gang med et spændende projekt. Jobsøgning handler jo også om at definere sin fremtid.«



OM BOGEN

’Moderne jobsøgning’ er en sjældent grundig håndbog, der trækker på erfaringer fra 30.000 jobsøgere, 600 chefer og 70 konsulenter. Den er skrevet af Morten Ballisager og Stine Munch Andersen. Hardcover, 182 sider, 300 kroner. Læs mere via kortlink.dk/egfh



Morten Ballisager er direktør for Konsulenthuset ’ballisager’, som han stiftede i 2008. Han er cand.scient.pol og har tidligere arbejdet som underdirektør for Job Vision.



Læs mere på bupl.dk, kortlink.dk/eggm

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.