Når børnepasning bliver privat

For to år siden stod der 'privat' over indgangen til en lillebitte håndfuld institutioner. I dag er antallet næsten tidoblet.

Men udviklingen er ikke eksploderet, fordi driftige forretningsfolk vil score kassen på at passe børn, fastslår både BUPL og Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO). Den er trukket af forældre og pædagoger, der vil noget andet og mere end kommunerne.



I BUPL noterer man sig med tilfredshed, at der ikke som i vore nabolande er kommercielle udbydere, som tjener gode penge på at drive daginstitutioner.

"Nej, ISS forsøgte sig for nogle år siden, men trak følehornene til sig. De fandt hurtigt ud af, at det er benhårdt arbejde at drive en institution. Det er ikke gjort med at bygge et hus og købe en kasse Lego-klodser," siger rejsesekretær i BUPL Søren Winther.

Han mener, at der er for stor tilfredshed med de danske institutioner til, at forældre vil betale til udbydere, der vil have profit ud af investeringerne. De private institutioner oprettes af andre grunde, og de oprettes som non-profit foretagender.

Konsulent i Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO), Nana Nyhuus, mener, at en stor del af forklaringen skal findes i kommunalreformen.

"Det er specielt i relation til friskolerne, der er sket en stor stigning i antallet af private institutioner. Kommunalreformen har medført nedlæggelse af skoler, ikke mindst i landdistrikterne. Ikke alle forældre bryder sig om store afstande og store enheder, når det gælder deres skoler eller daginstitutioner. Derfor er der blevet oprettet mange friskoler og i relation til dem private institutioner," fortæller hun.

Her er ønsket om tryghed ofte drivkraften.



"Andre steder opstår private institutioner, fordi man vil noget andet pædagogisk, men vi hører også om mange steder, hvor begrundelsen er ønsket om at frigøre sig fra snærende, kommunale bånd. Det gælder både forældre og personale," siger Nana Nyhuus.

Nana Nyhuus mener, at frygten for luksusinstitutioner for velhavende forældre, der har råd til høj forældrebetaling, er blevet gjort til skamme.

"I praksis viser det sig, at det er ganske almindelige mennesker, der bruger de private institutioner. Vi ser heller ikke et generelt billede af forhøjet forældrebetaling. Nogle steder er prisen højere end i de kommunale institutioner, men det skyldes som regel, at det for eksempel er inklusive bleer i vuggestuen eller måltider i børnehaven, hvor disse ting måske ellers er skåret væk i de kommunale institutioner," forklarer Nana Nyhuus.



BUPL frygter glidebaneeffekt. Det er også Søren Winthers indtryk, at forældrene i dag i store træk ikke betaler mere for private institutioner end for kommunale, når man ser bort fra de ekstra ydelser. Institutionerne er ikke oprettet, fordi nogle vil skabe en god forretning.

"I BUPL ser vi det som positivt, at de private institutioner ikke etableres for at skabe profit. Vi vil gerne have overenskomst med private institutioner, men vi går ikke på kompromis med løn- og arbejdsforholdene, og der, hvor vi blokerer stillinger, er lønforholdene ikke i orden, eller der er overenskomst med for eksempel Kristelig Fagbevægelse. Der er for os ikke noget, der hedder A- og B-medlemmer, når det gælder vores holdning til private institutioner og personalet," understreger Søren Winther.

"Men det vil bekymre os, hvis der sker et voldsomt skred på grund af kommunernes konstante nedskæringer. Det kan blive en farlig glidebane, hvis vi får en udvikling, hvor betalingsstærke forældre siger stop og laver egne institutioner. Denne regering siger jo ofte, at skoler og daginstitutioner skal være med til at sikre integration, møde mellem sociale lag og så videre, men i praksis gør den noget andet. Og vi er bange for, at en voldsom stigning i antallet af private institutioner vil medføre øget social opsplitning," siger han.



Der er ifølge Søren Winther udsigt til at endnu flere institutioner - anført af både forældre og pædagoger - vælger at blive private.

"Puljeinstitutionerne, der ofte drives af en forældrekreds, skal nu udfases, og for en del af dem vil det være naturligt at blive private. Også selvejende institutioner, der ejer deres bygninger, har fået bedre betingelser for at opsige overenskomsten med kommunen og blive private. Og endelig er der de institutioner, ikke mindst i landområder, der ikke bryder sig om at komme ind under områdeledelse, men gerne vil 'være sig selv'," vurderer han.



Hvad er forskellen?

Kommunale institutioner drives af kommunen, der har kompetence som arbejdsgiver.

Selvejende institutioner drives af en forening, fond, menighedsråd eller et boligselskab. De er underlagt økonomiske forhold og har samme forældrebetaling som de kommunale. De har driftsoverenskomst med kommunen. En bestyrelse har kompetencen som arbejdsgiver.

Private institutioner er private virksomheder. De har ikke overenskomster med kommunen og kan selv fastsætte forældrebetalingen. De får et kommunalt tilskud pr. barn, regnet ud i forhold til, hvilke udgifter kommunen har til børnepasning på de forskellige alderstrin. Kommunen har tilsynspligt.



Ti gange så mange private

Ved indgangen til 2007 var der cirka en snes godkendte private institutioner. Ved indgangen til 2008 var der godt 100 med dokumenteret godkendelse og derudover en del på vej og under behandling. Men ved indgangen af 2009 er disse tal yderligere vokset:

"Mine nyeste tal siger 152 med dokumenteret godkendelse, og at 30 er under sagsbehandling. En del af de sidstnævnte er allerede i gang, og siden jeg fik disse tal, er der kommet yderligere et par håndfulde til," siger konsulent i Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO), Nana Nyhuus.

Selv om antallet af private daginstitutioner er tidoblet på to år, udgør de stadig kun omkring fire procent af de i alt omkring 5000 danske vuggestuer, børnehaver og aldersintegrerede daginstitutioner.

Kilde: DLO mfl.