Mor er mor døgnet rundt

Der er ét spørgsmål, som de pædagogstuderende altid stiller Tinna Nayberg, når det går op for dem, at hun har sit eget barn i institutionen:

Er det ikke utrolig svært?

Hun ryster på hovedet.

»Selvfølgelig har jeg skullet træffe nogle valg undervejs. Men overordnet har det været positivt. Nok især fordi mine kolleger gør det nemt for mig,” siger hun.

De to døtre, Nanna på ni år og Maja på fire, sidder ved siden af deres mor i sofaen i villaen i nordjyske Sæby. Udenfor har vintermørket sænket sig, og det rusker i de store egetræer. En af årets vildeste storme er under opsejling.

I dag har Tinna Nayberg og datteren Maja haft tidligt fri, men andre gange kan det blive lange dage i Børnehuset Sæbygårdvej.

»Og jeg skal altid være der, indtil mor er færdig. Det er megatræls,« siger Maja og overvejer et par sekunder næste spørgsmål, nemlig hvordan hun ellers har det med, at mor arbejder i hendes børnehave.

»Det er megasjovt,« siger hun så.



Var ikke i tvivl. Da Tinna Nayberg fik sit første barn, Nanna, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville arbejde i samme institution. Tvivlen meldte sig først med det næste barn, Malthe, som i dag er otte år.

»Malthe er en anden type end pigerne. Mere følsom. Jeg var bekymret for, om han ville hænge på mig og blive for morsyg. Problemet endte dog med at løse sig selv, da der ikke var plads til ham i institutionen,« siger hun.

Tinna Nayberg har det princip, at hun ikke blander sig i, hvordan kollegerne håndterer hendes børn.

»Jeg har 100 procent tillid til mine kolleger på Majas stue, og jeg holder mig altid på afstand, når der opstår konflikter. For eksempel kan Maja blive hysterisk, når hun skal have vintertøj på, men så er det ikke mig, der skal slås med hende ude i garderoben,« siger hun.

Men gør det ikke ondt at høre din datter græde?

»Der kan være situationer, hvor hun kommer til mig for at blive trøstet. Og så får hun selvfølgelig lov. Men som udgangspunkt forsøger jeg at skille rollerne.«

Hvordan gør du det i praksis?

»Vi plejer at kysse hinanden farvel i garderoben om morgenen, og så går jeg ind på min stue, og Maja går ind på sin. I princippet er det først, når jeg har fri, at jeg bliver mor igen. Og så kan jeg da godt blive arrig og skælde ud som alle andre forældre, når hun ikke vil have sit tøj på. Men i løbet af dagen er det helst ikke mig, der irettesætter hende,« siger Tinna Nayberg.

Indimellem havner hun i et dilemma. For eksempel var Maja det eneste barn, som denne jul rakte hånden op, da der skulle vælges en luciabrud.

«I den situation tænker jeg på, om de andre forældre tror, at Maja bliver favoriseret på grund af mig.«

Men bliver hun det?

»Nej, det er nok nærmest modsat. I det hele taget forsøger jeg at være så diskret som muligt omkring min forældrerolle i børnehaven. Faktisk er der mange af de andre forældre, som slet ikke ved, at jeg er mor til Maja. De bliver noget paf, når jeg pludselig dukker op til et eller andet forældrearrangement,« fortæller hun med et smil.



Modbydeligt. Mens Tinna Nayberg har haft muligheden for at vælge en anden institution til sine børn, eksisterer den mulighed ikke for Maja Lunnemann. Hun er souschef i Læsø Børnehave i Byrum, hvor hendes mellemste søn, femårige Bertram, går. Det er øens eneste børnehave.

»Det er en dobbeltrolle, man skal øve sig i. Nogle gange er jeg nødt til at lade kollegerne træde til, fordi jeg ellers vil være for meget mor i situationen,« siger Maja Lunnemann, som p.t. er på barsel med sit tredje barn, nyfødte Ronja.

Hun mener, at hendes kolleger er gode til at acceptere dobbeltrollen, men bemærker også, at det ikke altid har været sådan. Da hendes ældste barn, Esben, som i dag er ni år, gik i institutionen, kunne det give gnidninger.

»Nogle af mine tidligere kolleger kom med stikpiller om mit barn og mig. Det var trælst, ja, det kunne faktisk føles rigtigt modbydeligt, når det skete,« fortæller Maja Lunnemann.

Tog du så konflikten med dine kolleger dengang?

»Nej, jeg blev nok mest ked af det.«

Kommer den slags stikpiller også fra dine nuværende kolleger?

»Nej, de er tværtimod søde til at gøre mig opmærksom på, når mit barn trænger til sin mor. Det føles rigtig rart, når det sker.«

Er der også situationer, hvor det er bedst, at du trækker dig og lader kollegerne komme til?

»Ja. Det kan være, når mit barn skal irettesættes. Hvis situationen i en eller anden grad er tilspidset, vil jeg typisk lade kollegerne klare det, også for mit barns skyld. Det kan gøre dobbelt ondt, når mor også skælder ud i børnehaven, og samtidig føles det flovt i forhold til de andre børn,« forklarer Maja Lunnemann.

Er der også en risiko for, at man som mor automatisk tager de andre børns parti i en konfliktsituation for netop ikke at få skudt i skoene, at man favoriserer sit eget barn?

»Ja, den risiko er klart til stede. Men det er noget, jeg har arbejdet meget med. I dag forsøger jeg at betragte situationerne så objektivt som muligt, så det ikke altid er mit barn, der får at vide, at det har begået en fejl.«

Men sådan har det ikke altid været?

»Nej, for en del år siden var jeg også pædagog for min nevø, og der kom jeg nok til at behandle ham ufortjent i nogle situationer. Fordi jeg havde så travlt med at gøre det så professionelt og korrekt som muligt.«



Kan godt reagere. Maja Lunnemann er ikke i tvivl om, at der er flest fordele ved at arbejde i sine børns institution.

»Jeg er sammen med dem i det daglige og kommer til at opleve dem helt tæt på. Hvis jeg skulle arbejde et andet sted og døjede med en masse transporttid, ville jeg kun se dem om aftenen og morgenen. På den her måde får jeg hele deres barndom forærende, og jeg er der til at tage dem op på skødet, når de er virkeligt kede af det,« siger hun.

Har du et godt råd til andre i en lignende situation?

»Jeg tror, det er vigtigt, at man aldrig stopper med at tale sit barns sag, selvom man også arbejder i institutionen.«

Synes du indimellem, at kollegerne behandler dit barn forkert eller unfair?

»Det nytter i hvert fald ikke at forklejne, at man kan have følelser i klemme. Hvis jeg føler, at tingene bliver for sort-hvide, reagerer jeg som alle andre forældre. Men samtidig ved jeg jo, at mine kolleger gør det så godt, som de kan, og at jeg skal have tillid til deres faglighed.«

Er der ting, man skal passe på som pædagogmor i en institution i forhold til sit barn?

»Man skal ikke være for kontrollerende, men i stedet nogle gange holde sig lidt på afstand. Og så skal barnet have lov til frit at fortælle om sine oplevelser til resten af familien ved aftensbordet, uden at jeg hele tiden bryder ind og korrigerer og siger ’altså, sådan var det ikke’. Jeg ved jo, hvordan situationen i virkeligheden var, men det må jeg holde for mig selv og lade barnet fortælle for ikke at begrænse det,« svarer Maja Lunnemann.



Kalder mor ved navn. I den integrerede daginstitution Odden i Nordby på Fanø, der p.t. huser 81 børn, er man også vant til, at pædagogerne arbejder i den institution, hvor deres egne børn er. Jane Nygaard er mor til fire, og de tre af dem går i øjeblikket i institutionen: tvillingerne i børnehaven og den mindste i vuggestuen.

Hun oplever, at hendes børn har accepteret situationen i en grad, så den ene af sønnerne kalder hende mor hjemme og nogle gange Jane i børnehaven.

»Det gør han, fordi han hører alle de andre børn gøre det. Men det viser også, at han har vænnet sig til at skelne mellem de forskellige roller,« siger hun.

Der er to børnehaver på Fanø, så Jane Nygaard og hendes mand kunne i princippet have valgt at placere børnene i den anden institution.

»Men nu har jeg prøvet det her i mange år, og jeg kan stort set kun se fordele ved det. Det mest attraktive er naturligvis, at jeg har mulighed for at følge mine børns udvikling i hverdagen,« siger hun.

Er du som pædagog mere kritisk overfor dine kolleger, end andre forældre ville være?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg har det bestemt ikke på den måde, at det altid er mig, der ved bedst. Selvom det er mit barn, som græder, så lader jeg ofte kollegerne tage sig af det. De har ikke samme følelser på spil.«