MOBNING - På Café Rummelighed

Mobning og chikane præger mange institutioner. Men hvad kan man gøre ved det? 100 pædagoger mødtes i Århus på "Café Rummelighed og Mangfoldighed" for at komme med deres bud.

Det er vist ingen hemmelighed, at der er et eller andet galt med pædagogernes psykiske arbejdsmiljø. Helt konkret kan det blandt andet ses på de mange afskedigelsessager, som pædagogerne er involveret i - nemlig over 1200 om året. Børn&Unge har i foråret gennem en lang række artikler beskrevet utallige af de psykiske belastninger, som pædagoger udsættes for i deres daglige arbejde. Og antallet af afskedigelsessager er den målelige effekt af et usynligt psykosocialt arbejdsmiljø, som producerer mange sygedage, udstødning, mobning og chikane.

Det store spørgsmål har hele tiden været: Hvad kan man stille op?

I et projekt på tværs af kommuner og pædagogiske organisationer i Århus og Silkeborg er man gået på jagt efter svaret. Projektet, der har været undervejs i et års tid, prøver bl.a. at flytte fokus fra problemer og brok og i stedet undersøge arbejdspladsens ressourcer - blandt andet ved at svare på de simple spørgsmål om arbejdsglæde og indhold.

De spørgsmål forsøgte 100 daginstitutionspædagoger og medhjælpere fra syv institutioner at besvare på en steghed eftersommerdag i Århus Kongrescenter, hvor starten gik for projekt "Rummelighed og mangfoldighed".

Pædagogerne satte sig rundt om de 10-12 cafeborde, som var stillet op i kongreshallen. Børn&Unge sad med ved et cafebord. Efter lidt genert kiggen hinanden an kom der efterhånden gang i snakken. Præmisserne var, at ingen - af hensyn til diskussionen - ville blive nævnt ved navn.



Hvor længe kan jeg blive ved? I sagens natur er det svært at udtrykke et så omfattende emne som psykisk arbejdsmiljø og trivsel med få ord, men ordet "familie" gik flere gange igen under rundbordssamtalen.

»Vi skal nok tænke mere på, at vi faktisk er på arbejde og ikke i familie med hinanden. Og det er nok lettere på de store arbejdspladser, hvor der er mange om opgaverne. Jeg tror, vi har meget svært ved at skille det private og følelsesmæssige fra arbejdet, og det kan være med til at skabe nogle konflikter,« mente en børnehaveleder, og rundt om ved bordet blev der nikket bifaldende.

»Jeg kender godt situationen fra mig selv: Jeg giver alt, hvad jeg har i mig, og når jeg kommer hjem, er jeg skidetræt. Det kan gå i et stykke tid, men jeg tænker nogen gange over, hvor længe jeg kan blive ved. Nogen gange kan en sur bemærkning fra en træt forælder vælte læsset - mens det andre gange bare kører som smurt, fortalte en pædagog fra Silkeborg.

Et af problemerne er, at nogle pædagoger er bange for at bede om hjælp, hvis de står i en situation, de ikke kan magte, mente en vuggestuemedhjælper fra Århus:

»Det er ikke altid helt legalt at bede andre om hjælp. Også selv om det er holdningen i institutionen. Derfor føler jeg mig nogen gange alene med problemerne.«



Vi skal være mere positive. I årevis har pædagoger fokuseret på børnenes styrkesider - og dyrket dem - og flere af cafegæsterne var inde på, at det er på tide, at pædagogerne anvender en mere positiv vinkel i forhold til kollegerne.

»Der er mange værdiord i dette projekt, og vi skal selvfølgelig ikke være lalleglade, men jeg tror, vi skal fokusere betydeligt mere på muligheder og ressourcer end på fejl og mangler. Vi snakker alt for meget om, hvad der skal laves om, i stedet for at tale om det som jo vitterligt lykkes for os. Hver eneste dag. Vi skal altså vende tingene fra det negative til det positive uden dog at være ukritiske,« mente bordets yngste cafegæst, en pædagog fra det sydlige Århus.



Igen enighed omkring bordet. Kvindevinklen fik også nogle ord med på vejen af en børnehavepædagog fra Århus:

»Faget er præget af kvinder - måske alt for mange kvinder - og vi snakker røven ud af bukserne. Men det er ikke altid, vi får sagt det, som vi egentlig går og tænker på.«

Den eneste mand omkring cafébordet så ud som om, nogen havde snuppet hans

replik, og hans nikken tydede på konsensus.





Nøglepersoner i aktion

I løbet af det næste år skal der uddannes omkring 20 nøglepersoner og en projektgruppe, som skal bane vejen for større rummelighed og mangfoldighed i syv institutioner i Århus og Silkeborg.

Selv om pædagoger pr. definition arbejder med begrebet rummelighed og mangfoldighed i forhold til børn og forældre, så kan det knibe, når det handler om kollegerne. Men nu går både BUPL og PMF i offensiven for at skabe bedre forhold i institutionsmiljøet. Det sker i samarbejde med Århus og Silkeborg Kommuner, som har sagt ja til at involvere syv daginstitutioner med omkring 100 ansatte.

På hver institution skal der nu udpeges to til fire nøglepersoner - eller proceskonsulenter - som gennem en målrettet uddannelse bl.a. skal virke forebyggende i forhold til konfliktsituationer.

Læs mere på adressen http://www.rumfoldig.dk



Børn & Unge har skrevet en række afslørende artikler om mobning og chikane blandt pædagoger. Læs dem i nummer 7,8, og 11/2002 eller søg på www.boernogunge.dk med søgeordet mobning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.