Miljømærkede

Pædagoger har nu bedre end nogensinde før mulighed for at præge børnenes hverdag i en mere miljøvenlig retning. Det skyldes blandt andet, at flere og flere produkter til daginstitutioner kan fås i miljømærkede udgaver. Både producenter og pædagoger er positive.

Siden 1998 er der sket en markant stigning i antallet af produkter i børns hverdag, der kan fås med enten det nordiske Svanemærke eller EU's miljømærke, Blomsten. Det dokumenterer Miljøsekretariatet, der er en uafhængig instans under Miljøministeriet, og som står for tildelingen af begge miljømærker i Danmark.

"I 1998 havde vi 142 licenser på Svane- og Blomst-mærkede produkter. I dag har vi 365," oplyser Susanne Møller, sagsbehandler i Miljøsekretariatet.

Blomsten blev introduceret i EU-landene allerede i 1992, mens Svanen først kom i brug i Danmark i 1997. De to mærker anvendes på varegrupper så forskellige som papir, kaffefiltre, vaskepulver, køleskabe og rengøringsartikler. Licensen gives per produktgruppe, og der kan godt være flere produkter på en licens. Susanne Møller mener derfor, at tallet er langt større end 365 miljømærkede produkter i Danmark.

"En producent kan jo sagtens markedsføre to typer møbler eller fremstille både miljømærkede bleer og toiletpapir," siger hun.

Svane- og Blomst-mærkede produkter henvender sig både til børn og voksne, men den stigende tendens til at producere miljøvenligt topper i disse år inden for deciderede børneprodukter.

"Alene i 2002 bevægede vi os fra nul til seks miljømærkelicenser på børnetøj, og samme år kom de første børnemøbelproducenter "op på mærkerne"," fortæller Susanne Møller.



Håndsæbe og hoppeborge. Miljømærkerne Svanen og Blomsten garanterer inden for hver deres produktgrupper, at det miljømærkede produkt fra det "fødes" som råmateriale til det "dør" på forbrændingen gennemgår en cyklus, der belaster naturen mindst muligt. Ved at købe varerne med det lille mærke, kan pædagoger derfor gøre en stor forskel både globalt for vores fælles miljø og lokalt for de børn og voksne, der færdes i institutionen.

"Pædagogerne kan spare miljøet for farlige stoffer, der videnskabeligt bevist nedbryder skovene og planterne eller laver om på mennesker og dyrs forplantningsevner," siger Susanne Møller.

Hun beskriver, hvordan en daginstitution eller en kommunal indkøbsordning ved at gå efter produkter, der er mærket med Svanen eller Blomsten, i dag kan finde bleer uden allergifremkaldende creme, håndsæbe, der ikke belaster drikkevandet, børnemøbler uden giftige overfladebehandlinger og genbrugstegnepapir, der er fri for farlige ftalater.

"På den måde giver man virksomhederne, som forsøger at gøre det bedre, et skulderklap, og i institutionen skaber pædagogerne en sundere hverdag for børn og personale. Det gælder både barnet, der sutter på legetøjet, pædagogen, der tager opvasken, og rengøringskonen, der kommer efter lukketid," siger hun.

Miljøsekretariatet arbejder hele tiden på at få nye produkter miljømærket, og siden februar 2003 har det været muligt at svanemærke udendørs legeredskaber som gyngestativer og hoppeborge. Der er dog stadig ingen danske producenter, som har søgt om licens til legeredskaber.



Grøn garanti. I dag er ikke mindre end 2300 danskproducerede produkter prydet med Svanens eller Blomstens grønne garanti. Desuden findes et væld af varer, der kalder sig et eller andet med "natur" eller "øko", og det kan synes som en jungle at finde de mest troværdige mærker, påpeger Susanne Møller.

"Men køber man Svane- og Blomst-mærkede produkter, går man ikke galt i byen," forsikrer hun. Mærkerne garanterer ikke bare, at varen overholder en række strenge miljøkrav til både råmaterialer, produktion og produktudvikling, men også at varen i kvalitet og effektivitet kan konkurrere med andre producenter på markedet.

"Det, kunden især får, når hun vælger Svane- eller Blomst-mærket, er dokumentation for, at varen er under kontrol af en uafhængig tredjepart. I Miljøsekretariatet er mit arbejde løbende at holde øje med, at produktet lever op til miljømærkningens miljø-, effektivitets- og kvalitetskrav," siger Susanne Møller.

Hvert tredje år revurderer Miljøsekretariatet i samarbejde med nordiske og europæiske samarbejdspartnere de krav og godkendelseskriterier, der stilles til produkter og producenter, og tendensen er, at kravene bliver strengere.

"I nogle tilfælde har vi været nødt til at fratage virksomheden miljømærket, men oftest forsøger producenten at indrette sig på de nye krav, vi stiller. Miljømærket er et velkendt kvalitetsstempel, så virksomheden vil gerne beholde det," siger Susanne Møller.

Også virksomheden Abena-Bambo Produktion A/S, der blandt andet fremstiller bleer til danske daginstitutioner, ser miljømærket som et kvalitetsstempel, de vil gøre alt for at bevare. Et af kriterierne for at bære miljømærket Svanen er, at produktet skal produceres med markedets nyeste og mest miljørigtige teknologi, og det krav følger virksomheden til fulde.

"Vi håber, at vi som de første i Danmark snart kan lancere en helt ny ble, der i stedet for oliebaseret plast er lavet af plast produceret med hvedestivelse - altså noget så naturligt som korn. Det betyder, at den rene ble kan gå direkte i kompostdyngen," siger Jørgen Nellemose, Kvalitets- og Miljøchef i Abena-Bambo Produktion A/S.



Miljøcertificeret børnehus. En daginstitution, der både kender Svanen og Blomsten, er den integrerede institution Børnehuset Vognporten i Albertslund. I 2002 blev den som en af de første daginstitutioner i verden tildelt EU- miljøcertifikatet EMAS, blandt andet fordi

daginstitutionens indkøb tager hensyn til miljøet.

"Vi fik certifikatet, fordi vi opfyldte en lang række miljøkrav. Miljørigtige indkøb var blot et af kravene," fortæller daginstitutionsleder Laila Rasmussen.

Institutionen foretager altid sine indkøb efter, om produktet findes med enten Svanemærket, Blomsten eller det svenske Bra Miljöval.

"Det er en undtagelse, der sjældent bliver en gentagelse, hvis vores sæbe, opvaskemiddel eller bleer til børnene ikke er miljømærkede," siger Laila Rasmussen.

Hun prioriterer miljøet højt for at sikre både en ren natur og en ren samvittighed.

"Det koster hverken mere tid eller flere penge at handle miljørigtigt. Vi er kun på gennemrejse i denne her verden, og som pædagoger og mennesker skylder vi børnene og hinanden at sørge for, at der i fremtiden også er skove og søer at gå på opdagelse i," siger

hun.



Læsestof:

- "Kemi i børns hverdag" Miljø-Tema nr. 17, 1999, og nr. 23, 2001. Udgivet af Miljøstyrelsen, telefon: 3266 0100. Findes på www.mst.dk, se under "Udgivelser" og "Publikationsdatabase".

- "Ren information - om produkter til børn", 2003. Udgivet af: Informationscenteret for Miljø & Sundhed (tidligere Grøn Information). Fås på: www.miljoeogsundhed.dk, telefon: 3313 6688.

- "Svanemærkets Idébog". Fås i Matasbutikker.



Nyttige links:

- Miljømærkesekretariatet, www.ecolabel.dk, telefon: 3969 3536. Her kan der også bestilles en gratis plakat med et hus og titlen "Er din hverdag miljømærket?"

- europa.eu.int/comm/environment/: Dette er EU's ecolabel hjemmeside

- Forbrugerinformation, www.fi.dk. (Linket fungerer ikke længere).Tester med mellemrum forskelligt børneudstyr og informerer på telefon: 7013 1320.

- www.greenguides.dk (linket fungerer ikke længere): Her kan du finde din grønne guide i dit lokalområde.



Gå efter mærket

Blomsten og Svanen gør det nemmere for dig at handle miljøvenligt. Når du køber en miljømærket vare, får du nemlig garanti for, at den er blandt de mindst belastende for miljøet - uden at kvaliteten eller effektiviteten forringes.



Svanen er Nordisk Ministerråds officielle miljømærke. Mærket anvendes fortrinsvis i de nordiske lande: Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Blomsten er EU's officielle miljømærke. Det anvendes i medlemslande i EU.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.