Mette med megen magt

Mette Lene Christensen hedder den 56-årige himmerlænding, som har fået i opdrag at forlige parterne på det kommunale arbejdsmarked, efter at de den 5. februar opgav selv at lave forlig. Hun vil forsøge sig med det gode, men hvis ikke det hjælper, kan skrappere midler tages i brug.

Mette Lene Christensen, hvis forældre drev købmandsbutik i Nørbæk ved Randers, blev jurist i 1970 og har været en af statens tre forligsmænd siden 1993. I alle årene med det offentlige område som speciale. Derfor sad hun for bordenden i palæet på Sct. Annæ Plads, da sygeplejerskerne i 1993 og igen i 1995 røg i forligsinstitutionen med sammenbrud i deres specielle OK-forhandlinger.

Nyt for hende og alle andre er, at det denne gang ikke er en enkelt organisation, men hele det kommunale arbejdsmarked, der skal findes en ordning for. Alligevel mener arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, at det nok skal gå.

»Hun har snart mange års erfaring på området, blandt andet fra sygeplejerskekonflikterne, så sagerne er i sikre hænder,« siger de to.



Historik. Regelsættet, som Mette Lene Christensen har at holde sig til, stammer fra 1910, og er en udløber af det især i venstreorienterede kredse herostratisk berømte Septemberforlig fra 1899. Det var her, arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt arbejdernes ret til at forme fagforeninger blev fastslået.

Da forliget ikke angav, hvordan man skulle løse konflikter, aftalte parterne i 1910 en "norm for behandling af faglig strid". Ud af denne norm voksede Arbejdsretten samt Forligsinstitutionen. Førstnævnte er skabt til at pådømme brud på overenskomsten, mens sidstnævnte er en hjælp, parterne bliver påtvunget, når de ikke selv kan finde ud af at lave deres overenskomster.

Systemet fra 1910 er siden blevet moderniseret nogle gange, men i grundsubstansen er det det samme. En afgørende ændring er der dog sket: I starten fandt det kun anvendelse for arbejdere på det private arbejdsmarked, men er i dag også grundlaget for regulering af arbejdsvilkårene for funktionærer og på hele det offentlige arbejdsmarked.



Fred frem for fight. Udgangspunktet for forligsmandsloven er, at faglig strid kan få ødelæggende virkning - også uden for det område, hvor man strides. Derfor lades ingen mulighed uprøvet for at opnå en mindelig løsning.

Forligsmændene, som formodes at være uafhængige af organisations- eller erhvervsmæssige interesser, har til deres rådighed en række redskaber.

Mette Lene Christensen kan i den foreliggende situation henstille til parterne, at de gør indrømmelser over for hinanden, forlange, at de indleder realitetsforhandlinger, og bestemme, at der i disse forhandlinger medvirker en mæglingsmand. Det er også forligskvinden, som afgør hvornår og hvor længe, der skal forhandles.

Det var der for nogle år siden en af Specialarbejderforbundets hovedforhandlere, som ikke ville finde sig i.

»Hun skal kraftedeme ikke bestemme, den dumme kælling,« udtalte han og forlod Forligsinstitutionen. Kort efter blev han på daværende forligskvinde, Mette Koefoed Bjørnens, foranledning afhentet af politiet hjemme på bopælen og bragt tilbage til Sct. Annæ Plads.



Alt må vige. Opgaven for forligskvinden er ene og alene at finde en ordning, som har udsigt til at blive accepteret af parterne. Mette Lene Christensen er derimod ikke forpligtet til at tage samfundsmæssige hensyn eller på anden måde anlægge rimelighedsbetragtninger. Bare hendes mæglingsforslag er egnet til at samle tilslutning, er alt andet underordnet.

Praksis er dog, at et mæglingsforslag kun sendes til afstemning, hvis parterne - i dette tilfælde forhandlingssammenslutningen KTO og de kommunale arbejdsgivere - giver deres tilslutning.

Gør de ikke det, eller trækker forhandlingerne i langdrag, har Mette Lene Christensen mulighed for at udsætte de varslede konflikter. Det kan hun gøre ad to omgange, i begge tilfælde med to uger.

Hvis et mæglingsforslag fremsættes, må det kun forelægges baglandet i den form, forligsmanden har givet det. Forbudt er det også forhandlerne at oplyse andre om, hvad der foregår i forligsinstitutionen eller at offentliggøre indholdet af et mæglingsforslag, før forligsmanden har fremlagt det.



Skrappe flertalskrav. I Mette Lene Christensen værktøjskasse til opretholdelse af fred og ro på arbejdsmarkedet findes endelig nogle særegne regler for, hvordan afstemningen om et mæglingsforslag skal foregå.

Første regel er, at et flertal ikke automatisk er et flertal. Hvis under 40 procent af alle stemmeberettigede har stemt, kan forslaget kun forkastes, når 25 procent af de stemmeberettigede har stemt nej. Konsekvensen af den regel er, at et mæglingsforslag, som 38 procent af alle stemmeberettigede har stemt imod, og kun én procent har stemt for, er vedtaget.

Den anden regel bevirker, at et kvalificeret nej-flertal fra én organisation kan blive forhandlet til et ja gennem sammenkædning med afstemningsresultatet fra andre organisationer.

Da det anses for sikkert, at afstemningerne om et eventuelt mæglingsforslag på det kommunale område vil blive underkastet sammenkædning, medgår der altså mindst 162.000 nej-stemmer - 25 procent af KTO-organisationernes 650.000 medlemmer - til forslagets forkastelse.



Due og Madsen

Med overflytningen til Statens Forligsinstitution i Arbejdsstridigheder er der sat en effektiv stopper for strømmen af informationer fra forhandlingerne om nye kommunale overenskomster. Til gengæld er der frit slag for allehånde spekulationer.

Arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, Københavns Universitet, har begået et kompendium om, hvad de tror, det hele ender med.

Om karakteren af det mæglingsforslag, som forligskvinden formodes at komme frem til, hedder det.

»Et mæglingsforslag, hvor forlodsfinansieringen ender omkring 1,8 procent, er i høj grad en mulig løsning på den fastlåste situation.«

Forhandlingerne brød som bekendt sammen, fordi arbejdsgiverne forlangte 2,2 procent, mens KTO kunne ville gå med til at bruge 1,5 procent af rammen til forlodsfinansiering af Ny Løn.

Om fordelene ved, at det er forligskvinden, som gør arbejdet færdigt:

»Parterne kan lægge ansvaret for de sidste indrømmelser over på forligsmanden og dermed undgå de værste problemer med et skeptisk bagland.«

Om udfaldet af en eventuel urafstemning:

»Resultatet er på ingen måde givet, men det må vurderes, at et mæglingsforslag kan vedtages. Samlet set er forligsscenariet stadig mere sandsynligt end konfliktscenariet.«

Om karakteren af en eventuel konflikt:

»Det vil være en konflikt, som ingen - eller ganske få - ønsker.«