Medlemmerne skal stemme - og bestemme: Fusionstoget kører videre
Medlemmerne skal stemme - og bestemme: Fusionstoget kører videre
Fusionen er for vigtig en sag til, at den kan overlades til politikerne. Demokratiet forudsætter, at det bliver medlemmerne, som kommer til at træffe den endelige afgørelse.
Med det som sine to vigtigste hovedbegrundelser har BUPLs hovedbestyrelse efter en maratondebat afvist al snak om allerede nu - kun halvvejs i processen og på et tidspunkt, hvor medlemmerne ikke har fået forelagt et konkret grundlag, de kan tage stilling til - at afblæse forsøget på at få en fusion i stand med PMF.
Formanden for BUPL København, Henriette Schack von Brockdorff, har været ude med forslaget og begrundet det med, at fusionsforslaget næppe vil kunne samle de krævede 2/3 flertal ved en urafstemning, og at det derfor er omsonst og måske endda dybt skadeligt at gennemføre den.
Uha, uha og tju hej, hvor det går. Forbundsformand Bente Sorgenfrey tog på hovedbestyrelsesmødet fat i just det synspunkt.
»Hvem ved med fuld sikkerhed, at vi ikke kan få 2/3 flertal? Vi har slet ikke spurgt medlemmerne om noget endnu, i og med at vi ikke har lagt noget frem, de kan tage stilling til. Personligt tror jeg, at vi efter en kongres i november, der sender fusionen til urafstemning, vil stå stærkt hos medlemmerne. Det vil i givet fald nemlig afspejle, at den øverste politiske ledelse - sammen med et flertal af fagforeningerne - anbefaler projektet. Det ved jeg vil gøre indtryk på mange medlemmer. Om det så kan samle 2/3, er en anden sag. Det er et strengt krav, vi har lagt ind i vore love, men demokratisk set er det helt OK. Hvad nu, kunne man spørge, hvis kun 60 procent stemmer for? Ja, så falder fusionen, men det er alligevel et pænt flertal, som har sagt ja til et endog meget tæt samarbejde med PMF. Er det egentligt så ringe et udgangspunkt for det videre arbejde med at samle de pædagogiske organisationer og sikre BUPLs fremtidige muligheder,« spurgte forbundsformanden, som advarede mod at lægge alt for meget vægt på løs snak.
»Vi er - mig selv inklusive - alt for tilbøjelige til at lade os påvirke meget stærkt af få spredte indtryk. Så har man mødt 14 tillidsfolk, der hver og én er imod. Uha, uha. Men så støder man på fire ledere, der alle taler varmt for projektet. Tju hej, hvor det går: Lederne støtter fusionen Hvad vil medlemmerne i øvrigt sige om os, hvis vi stoppede projektet her 14 dage før, opsamlingen på den foreløbige medlemsdebat foreligger. Jeg tror ikke, de vil finde det ansvarligt eller tage det som udtryk for et stærkt politisk lederskab,« mente Bente Sorgenfrey.
Rapporter derudefra. Et flertal i hovedbestyrelsen var enig med forbundsformanden i, at det ville nærme sig demokratisk snyd at stoppe fusionsprocessen nu - og dermed berøve medlemmerne muligheden for at give deres mening til kende i en organiseret form. Af tilbagemeldingerne fra debatten i de lokale fagforeninger fremgik det dog også, at den københavnske BUPL-formand kan have ret i, at det bliver svært at samle kvalificeret flertal for fusionen ved en urafstemning.
Tonni Andersen, BUPL Nordjylland, vurderede, at 2/3 af de nordjyske pædagoger og klubfolk er imod.
Lars Schønning, BUPL Ribe Amt, havde ikke noget klart billede af, hvor medlemmerne lige nu befandt sig, men mente i øvrigt, at urafstemningen er den bedste afgørelsesform.
Anni Tribe, BUPL Roskilde Amt, havde også mødt en hel del stærkt fusionskritiske medlemmer, men bemærket sig, at der hos flere er en bevægelse i gang væk fra det bombesikre nej.
Bertha Langhoff Hansen, BUPL Vestsjælland, var dybt imponeret over de fagforeninger, som på nuværende tidspunkt ser sig i stand til at foruddiskontere udfaldet af den urstemning, som efter hendes mening skal gennemføres, fordi alt andet vil være topstyring af værste slags.
»Hos os har vi holdt 23 fusionsmøder med 500 deltagere. Det vil sige, at der er 2500 medlemmer, som vi ikke har talt med, og hvis mening vi ikke aner det mindste om.«
Lars Søgaard, BUPL Fyn, vurderede, at de, der har afklaret sig, er imod, mens resten er i tvivl. Personligt havde han kun mødt tre, måske fire medlemmer, som synes, at fusionen med PMF er en god ide.
Mogens Brinch Dinesen, BUPL Viborg Amt, berettede om medlemmer, som tror, at en fusion med PMF vil koste to løntrin og et 40 procents tab af faglighed.
»De siger selvfølgelig nej, men de vil nu godt høre på, hvad vi har at sige.«
Det vil de ikke i Nordjylland, skal man tro Majbritt Michelsen:
»Vores medlemmer gider os ikke, når vi forsøger at komme til at snakke fusion med dem.«
Samme problem har BUPL-fagforeningen i Frederiksborg Amt. Annette Bisgaard rapporterede om larmende tavshed og nul interesse.
»"Lad os være i fred," siger medlemmerne, og det gør mig bekymret. Derfor er vi i vores bestyrelse, som ellers er udelt for en fusion, kommet til den konklusion, at vi bør overveje at stoppe processen nu og koncentrere os om at fastholde det gode samarbejdsklima, som er kommet mellem os og PMF.«
Kongressen giver, kongressen tager. Allan Baumann, BUPL København, bad om at få processen speedet op, så medlemmerne snarest kan få et konkret grundlag for et nyt pædagogisk fællesforbund at forholde sig til.
»Allerede nu at begynde at operere med en Plan B er en dybt betænkelig strategi. Den kan tidligst komme ind i billedet, hvis generalforsamlingerne i efteråret vender tommelen nedad.«
Ulla Nygaard, BUPL Århus Kommune, anså et nej for at være mere sandsynligt end et ja.
»Medlemmerne i Århus har diskuteret den her sag siden foråret 2000, og nu synes de sådan set, at de er færdige.«
Mette Gerdøe, BUPL Storstrøms Amt, kom med det klareste bud på, hvad en eventuel urafstemning vil ende med.
»90 procent af vore medlemmer vil stemme imod.«
Efter den melding havde fusionstilhængerne brug for en opmuntring. Den fik de fra Jan Hoby, den ene af Pædagogstuderendes LandsSammenslutnings to repræsentanter i hovedbestyrelsen.
»Det er utroligt så langt, man er nået, når det tages i betragtning, at vi kun er halvvejs i processen, og at der er gået 25 års BUPL-chauvinisme forud for den,« mente Hoby, som føjede til, at fusionen mellem BUPL og PMF er vejen til samling af hele det pædagogiske område i én organisation.
Chr. Haubuff, BUPL Århus Amt, mente, at eftersom beslutningen om at sætte fusionen på dagsordenen var truffet af kongressen, måtte det også være en kongres, som i givet fald skulle aflyse den.
»Hvis det bliver et dundrende nej til fusionen ved en kommende urafstemning, så må det få ledelsesmæssige konsekvenser,« fastslog Chr. Haubuff.
Dorte Pedersen, BUPL Afd. 6 i Københavns Amt: »Hos os er man overvejende for fusionen, men der er mere modstand, end jeg havde regnet med. Min antagelse er i øvrigt, at medlemmer, som ikke allerede har sagt nej, nok mener ja.«
Birgit Pedersen, BUPL Sønderjylland, sluttede rundturen af med at konstatere, at de sønderjyske pædagoger og klubfolk efter hendes vurdering hælder mest til et ja.
Henvendt til nej-siden spurgte hun derefter: »Hvad skal der ske bagefter, hvis fusionen falder.«
»Ja, hvad er egentlig jeres alternativ,« gentog forbundsformand Bente Sorgenfrey, da hun rundede debatten af.
84 procent for fusion...
Sidst BUPL holdt urafstemning om en fusion var i maj 1991. Det, der stemtes om, var sammenslutningen af BUPL og Landsforeningen Danske Klubfolk (LDK), og også dengang krævedes 2/3 flertal i begge forbund.
No problem. I BUPL var ja-procenten 84,4, mens den i LDK var 82,5. Hos BUPL deltog 44,3 af de stemmeberettigede i afstemningen, mens det hos LDK var 47,3 procent.
Noteres kan det også, at der var markant ja-flertal i alle de to forbunds lokale afdelinger. For BUPLs vedkommende nåedes den højeste ja-procent - 91,2 - i Storstrøms Amt. En repræsentant fra just den afdeling, hovedbestyrelsesmedlem Mette Gerdøe, gætter på, at 90 procent vil stemme imod fusionen med PMF, når den tid kommer.