Medicinbørn: Eksperter - Mere medicin til børn

Stigningen i brugen af medicin til børn og unge vil fortsætte, vurderer eksperter. Men samtidig efterlyser de bedre regler og mere etik i behandlingen.

Børn og unge vil få mere og mere medicin i de kommende år. Det forudser eksperter både herhjemme og i udlandet.

"Det kan vi lige så godt vænne os til og forholde os konstruktivt til. Medicin kan også være med til at forbedre livskvaliteten for børn og unge, men der er en lang række problemer, som vi bliver nødt til at tage stilling til," siger doktor i psykologi ved institut for biovidenskab, biomedicin, bioteknologi og samfund på London School of Economics, Ilina Singh.

I sin forskning har Ilina Singh beskæftiget sig med, hvad medicin gør ved børns selvopfattelse, og hvad barnet selv mener om at få medicin.

"Ofte har vi den opfattelse, at børn ikke selv kan være med til at bestemme, om de skal have medicin. Men børn fra 9-10 års alderen kan sagtens tages med på råd. Mine undersøgelser viser, at børn langt hen ad vejen accepterer, at de skal have medicin. De er også en del af vores kultur og vil gerne klare sig godt i skolen," siger Ilina Singh.

"Men vi ser også, at børn som vokser op i socialt belastede miljøer får mere medicin end andre. Dette overforbrug ser vi også i visse etniske miljøer, og det hænger sammen med, at der ikke er ressourcer nok til dem," påpeger Ilina Singh.



Barnet bliver problemet. Lisbeth Sandal Kortegaard, der er overlæge og ph.d. på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, er enig i, at der er mange etiske problemstillinger i at behandle børn med medicin.

"På den måde er det barnet, som bliver udstillet som problemet, og man ser ikke alt det, der er omkring barnet. I nogle tilfælde kan det være, at familien ikke fungerer, eller at skolen ikke fungerer. Eller at samarbejdet mellem skole og hjem ikke fungerer. Derfor gør jeg meget ud af at høre barnets mening, og jeg giver ikke medicin uden barnets accept," siger Lisbeth Sandal Kortegaard.

At barnet eller barnets hjerne bliver fremstillet som problemet falder i god jord hos medicinalindustrien, som har en interesse i at sælge medicin og ikke i at løse problemet på andre måder, påpeger den engelske børne- og ungdomspsykiater, Eia Asen, direktør for Marlborough Familiecenter i London.

"Det er meget svært at komme til orde med andre behandlingsformer end medicin. Psykiatrien udskriver piller, og det støtter medicinalindustrien. Den støtter ikke familieterapi. Det samspil er meget svært at bryde," siger den engelske børne- og ungdomspsykiater.

Eia Asen peger på, at den massive udskrivning af medicin langt fra altid er fagligt begrundet. Han henviser til undersøgelser, som viser, at medicinalindustriens forskning er fire gange mere positiv over for medicin end uafhængig forskning.

Det er et faktum, som også Lisbeth Sandal Kortegaard kender til.

"Hvis jeg ville lave en kritisk undersøgelse af medicin til børn og unge, kan jeg være meget i tvivl om, hvorvidt industrien vil finansiere undersøgelsen. Det skulle da kun være, hvis en virksomhed havde behov for at vise, at den er etisk ansvarlig," siger Lisbeth Sandal Kortegaard.



Ritalin er et amfetaminlignende stof, som bliver brugt til at behandle børn med ADHD.

Strattera er et nyt lægemiddel til behandling af børn med ADHD. Det blev godkendt til behandling i Danmark sidste år i maj. Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, indførte i 2005 en såkaldt "box warning", fordi der er konstateret alvorlige bi-virkninger som selvmordsforsøg og aggressivitet.



Antipsykotiske lægemidler er udviklet til at behandle sindssygdomme. De skal afhjælpe hallucinationer, vrangforestillinger og angst. Antipsykotiske lægemidler blev tidligere kaldt psykofarmaka og er kendt for at have meget alvorlige og invaliderende bivirkninger. Antipsykotika bliver brugt til at behandle børn med opmærksomhedsforstyrrelser og adfærdsvanskeligheder.



SSRI præparater, også kaldet lykkepiller, bliver også brugt til at behandle depressioner hos børn. Der er ingen dokumenteret viden om, hvordan SSRI-præparater påvirker en hjerne i udvikling.

Langt de fleste lægemidler er ikke testet på børn

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, Institut for Rationel Farmakoterapi





Serien om børn og medicin Dette er de sidste artikler i serien "Medicinbørn." Alle artikler findes på www.boernogunge.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.