Masser af moderne eventyr

Intensitet og nærhed præger årets børne- og ungeteater, Børn&Unge var med på teaterfestivallen i Holstebro.

Teater for børn og unge strutter af energi. Det ­viste årets aprilfestival, der foregik i Holstebro. Næsten 200 teatre opførte et bredt udsnit af deres nye og nyere forestillinger for børn i vuggestuealderen til de ældste teenagere. De store udstyrsnumre er der ikke så mange af. Tendensen går mere i retning af det nære og intense drama, der går tæt på børns og unges indre liv formidlet med humor og nænsomhed.

Mange forestillinger handler om mobning eller skilsmisse med alt, hvad det fører med sig af angst og skyld, sorg og vrede. Det store spørgsmål om liv og død er et tema, der altid findes på repertoiret. Mens teenage-seksualitet er et af de nyere emner, der vækker gehør hos publikum.

En anden tendens er forestillinger, der sætter fokus på moderne billedmediers mani­pulerede virkelighed. Det er tit underholdende anskuelsesundervisning, som gør det muligt for børn at gennemskue, at ikke alt på skærmen skal tages for pålydende.

Selvom indholdet i forestillingerne kredser om de samme emner, er variationen i de teatralske udtryk stor. Dansk teater for børn og unge byder på masser af eventyr og gode historier, selvom de ikke er iklædt prinsetøj og strutskørter.



MINDRE BØRN



Mesterlige musikalske triller

’Æble 3-2-1’ af teatret Gazart er en perle af en forestilling for små tilskuere. Skøn at se på og fuld af legesyg glæde og humor i en herlig blanding af bevægelse, ord og musik. Det ene trækker det andet med sig i en livlig strøm af tilsyneladende tilfældige indfald, der er nøje koreograferet. Ord rimes og drejes og får ny betydning, og musikken leveres af en elegant guitarist i høj hat, der fra baggrunden disker op med mesterlige musikalske triller. Æblet er en kugleformet kaskade af lysende grønt tyl med en kraftfuld drilsk danserinde indeni, der forfølger og selv forfølges af en mandshøj danseorm. Det foregår efter helt særlige regler, som meget demokratisk aftales mellem de to. I sit røde ormehylster tager ormen de mest umulige og komiske ture rundt i rummet og op og ned ad de to stiger, der udgør scenografien. Men hylsteret ryger af og afslører en muskuløs danser, da æblet og ormen begiver sig ud i en akrobatisk dyst på snore. På mystisk vis trækkes de ud af æblet på kryds og tværs for til sidst at samles til et flot mønster.

’Æble 3-2-1’ - 2-6 år

Teater Gazart. Tlf. 2684 8239

gazart.dk



Mageløst smukt dukketeater

Meridiano Teatret er berømmet for sine forestillinger, og den ordløse dukketeaterforestilling ’Papirmåne’ er et mageløst smukt eksempel på hvorfor. Historien om lille, strithårede Elliot, der finder trøst og ro hos en papirmåne, er fuld af svære følelser. Men de skildres så nænsomt, usentimentalt og visuelt stærkt af suveræne dukkeførere, at man overbevises om, at det nok skal gå alt sammen – både for drengen og for tilskuerne. Han tumler ellers med nogle af de værste bekymringer, et barn kan få. Elliots forældre skal skilles, han forstår ikke hvorfor, og så er han også bange for flagermus. Det er værst, når han skal sove. Så myldrer de tunge tanker i Elliots hoved, så man kan se det på dukken. Hans tro følgesvend, bamsen, kan ikke hjælpe. Det kan bøgerne, som Elliot holder så meget af, heller ikke, for han kan ikke læse. Men billederne i bøgerne sætter gang i fantasien, som sender Elliot op til papirmånen, hvor han lægger sig til at sove. Månen forklarer, at Elliot ikke er skyld i, at faren flytter hjemmefra, og så bliver drengen sendt tilbage til sin egen seng og virkeligheden.

’Papirmåne’. 3-7 år

Meridiano Teatret. Tlf. 4520 2090

meridiano.dk



En fascinerende ordløs performance

Teater Nordkrafts forestilling ’Besat af æbler’ byder på saftige frugter, men ikke primært for at spise dem. Æblerne er en del af en fascinerende ordløs performance, hvor mærkelige mekaniske indretninger skiftes til at indtage en rund manege og skabe sanselige oplevelser. Eksotiske musikinstrumenter skaber overraskende lyde og er samtidig visuelt fantasifulde. En gennemsigtig tynd parasol løfter sig til en svævende sky, når manden indeni drejer rundt og rundt. Æblerne hænges op og danner modvægt, så ting kommer i balance. Men når et kæmpestort æble anbringes på hovedet, bliver resultatet portrætkunst, der langsomt drejer rundt i smukke skiftende belysninger. De to medvirkende futter omkring på lave skamler med hjul eller er travlt optaget af at få de mange installationer til at fungere. Det kan lyde kedeligt, men det rolige tempo og de medvirkendes tavse, intense samspil gør forestillingen til en nærværende og anderledes teateroplevelse fuld af humor.

’Besat af æbler’. 2-6 år

Teater Nordkraft. Tlf. 9811 1666

teaternordkraft.dk



Barske rim i svingende rytmer

’Små døde dyr’ af Teatret Fair Play er en vidunderlig forestilling om, at alt levende liv – også menneskers – har en ende til sidst, og det er trist! Det er historien om Ester og hendes lillebror til gengæld ikke. De lægger stærkt og storsmilende ud med barske rim til swingende rytmer på kontrabas og miniguitar. Men da de finder en død humlebi, får de travlt med helt andre ting. Rollerne er klart og troværdigt fordelt af storesøster Ester. Hun er den entreprenante, der sætter gang i og styrer deres nye business med verdens bedste begravelsesfirma for dyr. Lillebror skal sige digte og græde for. Han har så mange ord indeni, så det er han bedst til. Lynhurtigt har Ester skaffet kasser i flere størrelser og blomster til begravelserne, nu mangler de bare nogle døde dyr. Dem er der nok af, blot man tænker sig om. Kæledyr som hamstere lever ikke evigt, og den fladkørte hare får sikkert følgeskab af flere.Til gengæld lægges der ikke skjul på, at lillebroren ikke er begejstret for at skulle dø. Midt i al den skægge foretagsomhed tager skuespillerne følsomt og respektfuldt livtag med det, der optager alle børn: Spørgsmålet om liv og død.

’Små døde dyr’. 4-7 år

Teatret Fair Play. Tlf. 5943 8595

fairplay.dk



STØRRE BØRN



Vidunderligt dyrisk kropssprog

Med ’Ulven og Geden’ vover Teater Nordkraft at præsentere en finurlig historie om en ulv og en ged spillet af nogle, der åbenlyst er mennesker. Som om det ikke var nok, er de et par elegant klædte voksne. Det forhindrer dem dog ikke i at opføre sig som en ulv og en ged, om end med stærkt menneskelige træk i tale og tankegang. Til gengæld er skuespillernes kropssprog vidunderligt dyrisk. Geden, hun er lidt pjevset og selvretfærdig i sin understregning af, at hun skam kun spiser grønt, og at det ikke slår nogen ihjel. Omvendt holder ulven i det dyre jakkesæt sig ikke tilbage, men viser tænder og storråber, at hjemme hos ham æder man råt kød om søndagen – gedekød! Sådan fortsætter de med at udveksle komiske erfaringer om deres vanskelige liv. Det sjove er, at de to ikke ved, hvem den anden er. De er tilfældigt søgt sammen i et buldermørkt stormvejr uden at kunne se hinanden. Men det kan publikum. Derfor står det også klart i forestillingen, at deres fordomme ville have forhindret enhver samtale, hvis de havde kunnet se, hvem den anden var. Nu aftaler de at mødes igen.

’Ulven og Geden’. 4-9 år

Teater Nordkraft . Tlf. 9811 1666

teaternordkraft.dk



Med Platon i den grønne stue

I ’Platons Hule. Mon der er liv efter TV?’ bruger Teater Hund sin komiske og effektive tegneseriestil til at fortælle, at der er en vigtig virkelighed uden for vores egen lilleverden. Forestillingen er inspireret af en historie af filosoffen Platon. Men her er en hule skiftet ud med en knaldgrøn stue, hvor tv-skærmen erstatter vinduet. I nydelige, pastelfarvede spadseredragter lever to søstre deres trygge, overskuelige liv gennem diverse tv-programmer. De er især vildt optagede af boligprogrammet ’Bo Bedst’, der skal bringe dem selv på skærmen. Deres hjem og de selv er toptrimmet til formålet i den stærkt medspillende scenografi, der ender med at brede sig helt ud til publikum. Men søstrene mangler et barn. Han ankommer mirakuløst gennem sofabordet og vender op og ned på alting. Til sidst bryder han en væg ned og træder ud i virkeligheden, hvorfra han viser de komisk måbende søstre og publikum, hvordan man manipulerer med billederne på tv-skærmen. Det er anskuelsesundervisning med en høj score i underholdningsværdi.

’Platons Hule’. 5-12 år

Teater Hund. Tlf. 2616 1410

teaterhund.dk



Eminente dukkeførere

’Skabelse’ af Teater Refleksion er en beta­gende smuk animations-forestilling, der blander dukketeater med videofilm og levende musik. Forestillingen har ingen konkret handling, men opleves som en række fortløbende situationer, hvor den ene naturligt følger den anden. Det ­geniale er, at tilskuerne kan følge hele processen med at skabe billederne, som de ser på stor­skærmen. Derfor hedder forestillingen ’Skabelse’. Når de eminent dygtige dukkeførere flytter rundt på yndefulde træer og buske, dyr og mennesker i en stor sandkasse, påvirker det straks det, som ses på skærmen. Forestillingen er uden ord, men som en skæg detalje er de to bittesmå dukker i sandkassen en komisk kopi af dukke­førerne. Det gør dem nærværende og levende, når de mødes og skilles i filmens verden af forførende illusion. Musikken er et kapitel for sig, når den bryder forestillingens tyste univers med forbløffende toner og lyde. Mange af effekterne skabes med munden, og ligesom resten af forestillingen er den et stærkt modstykke til konforme computerspil.

’Skabelse’. 6-10 år

Teater Refleksion. Tlf. 8624 9572

refleksion.dk



Uhyggeligt og betryggende

Teatret Gruppe 38 viser vovemod med ’Jeg er ikke bange for noget’. Forestillingen viger ikke tilbage for at skræmme og skabe uhygge, men udfordringerne sker gennem et betryggende og storslået filter af humor. På en scene stopfyldt med forstærkere, højtalere og andet teknisk isenkram forsøger en kvinde i plasticskørt at finde plads til sig selv, sit nodestativ og en lille hund i en kurv. Hunden er af porcelæn og helt fredelig. Men den er en vigtig samarbejds­partner og kontakt til publikum og en forbundsfælle i kvindens diskussioner med sine teknikere. De styrer den enorme storskærm i baggrunden, hvor det ene flotte billede afløser det andet og ligesom diverse lyde bidrager til uhyggen, når det skal til. Imens bladrer den fremragende fortællerske i sin erindringsbog, og op dukker de skønneste og skæggeste skrækblandede minder. Men næ nej, hun har aldrig været bange for noget. Dog indrømmer hun gerne, at der er andet, hun godt kan blive bange for. For eksempel spøgelser, som jo ikke findes. Men det hjælper, når de har et lagen over hovedet, så man kan se dem!

’Jeg er ikke bange for noget’. 8 år og opefter

Teatret Gruppe 38. Tlf. 8613 5311

gruppe38.dk



UNGE



En barsk historie om mobning

’#bitch#kælling#backstabber’ af Teateriet Apropos fortæller en barsk historie om mobberi på sociale medier. Det værst tænkelige er sket: Simone har prøvet at begå selvmord og overlever næppe. Uforstående over for hendes handling beslutter vennerne Mille og Markus at undersøge, hvordan det er kommet så vidt. De følger tråden baglæns på Simones profiler på blandt andet Facebook, Instagram og Formspring, der opfindsomt afspejles i scenografiens opretstående plastskærme. De ligner displays, og der kan skrives på dem. Korte infame beskeder, hvis eneste formål synes at være at styrke afsenderens ego ved at gøre andre fortræd. Det går langsomt op for Simones venner, der spilles bevægende stærkt og med autentisk mobiljargon af dygtige unge skuespillerne. Rejsen tilbage igennem venindens liv som mobbeoffer bliver værre, end Mille og Markus forudså. Ét er, at de ikke vidste, hvad hun var udsat for af verbale overgreb, ikke mindst af seksuel karakter. De må også se i øjnene, at de selv kan have medvirket til at sætte mobbe-maskinen i gang.

’#bitch#kælling#backstabber’. 12 år og opefter

Teateriet Apropos. Tlf. 5120 1602

teaterietapropos.dk



Myterne om de unges aktive sexliv

Med ’Fuck – Sex og følelser …’ leverer Teateriet Apropos et uimodståeligt og urkomisk al­ternativ til traditionel seksualoplysning. De tre smækre medvirkende smider en del af tøjet og klæder samtidig myterne om teenagernes superaktive og perfekte sexliv af til skindet. Det er langtfra nemt at skulle håndtere hjertekvababbelse og hormoner – og slet ikke, når hormonerne tager magten fra den unge fyr midt i en matematiktime. Det er tarveligt af naturen og ustyrligt morsomt, fordi skuespillerne optræder som hinandens kønsdele. Når der kommer badehætte på toppen, er komikken og opfindsomheden fuldendt, men det er de seriøse budskaber bag forestillingen også. Forestillingens spillestil taler publikums ungesprog med stor troværdighed uden at løfte pegefingre eller optræde bedrevidende, når pinlighederne trækkes frem i lyset. De medvirkende giver med stor indlevelse følelserne krop og sjæl med alle de nuancer, der følger med den allerførste kærlighed.

’Fuck – Sex og følelser’. 13 år og opefter

Teateriet Apropos. Tlf. 5120 1602

teaterietapropos.dk



Et katastrofalt resultat

Titlen fortæller, hvad ’Hate Crimes – en kærlighedshistorie’ handler om. Men Teater Hils din mor nøjes ikke med at berette om to 9. klasses drenges grusomme oplevelser med hatecrimes. Den ene, fordi han udøver dem, og den anden, fordi han er offeret. I et enkelt, men stærkt dramatisk forløb går den debatskabende forestilling bag om en af årsagerne til de hadefulde overgreb. Det er fordommene over for seksuelle mindretal. De to drenge er bedstevenner. Men da den ene åbent erklærer, at han er homoseksuel, går hans ven i spåner. Splittet mellem ønsket om at være en del af flokken eller at forsvare sin bøsseven prøver han at gøre begge dele. Han skriver modbydelig grafitti med den ene hånd og rækker ud efter sin ven med den anden. Resultatet er en katastrofal og hjerteskærende blanding af modsatrettede følelser og fysiske konfrontationer mellem de to drenge med voldsomme slåskampe og sky omfavnelser. Da det nære forhold til bøssevennen mere og mere ligner forelskelse, bliver det for alvor svært at være en dreng på 15 år, der skal finde sig selv mellem had og kærlighed.

’Hate Crimes’. 12-18 år

Teater Hils din mor . Tlf. 2646 6007

hilsdinmor.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.