Mange børn har ondt i sproget

Da Jette Løntoft i 1980 var blevet uddannet som talepædagog, mødte hun som noget af det første et barn, der havde et meget lille ordforråd. Barnet blev passet hjemme, så Jette Løntoft foreslog straks, at barnet kom i daginstitution, for så ville det jo møde en masse sprog. Efter et halvt år snakkede hun igen med barnet og kunne konstatere, at der ikke var sket ret meget. Efter yderligere et halvt år, var der heller ikke sket det store med barnets sprog. Det var første gang, Jette Løntoft måtte indse, at det at gå i daginstitution ikke er lig med et godt udviklet sprog, hverken for de etnisk danske børn eller for de tosprogede, som hun senere kom til at arbejde meget mere med.

"Skal børn hente deres sprog fra de professionelle, er de ilde stillet. Meget tyder på, at de børn, der ikke har sproget med hjemmefra, ikke får et tilstrækkeligt ordforråd, mens de går i børnehave. Jeg har tit sagt til pædagoger, at de agerer, som om de tror, at sproget kommer med Helligånden, og hvis det ikke gør det, så sender de bud efter talepædagogen. Men de sprogsvage børn har ikke brug for en halv time om ugen med en talepædagog. De har brug for aktiviteter, der giver dem mulighed for at udvikle deres ordforråd hver dag og hele den tid, de går i vuggestue og børnehave," siger hun.

Jette Løntoft er talepædagog, tosprogskonsulent, forfatter til sprogbøger og sprogmateriale især for de tosprogede, og hun afholder kurser for pædagoger og lærere om både danske og tosprogede børns sprog. Flere og flere børn har ondt i sproget (læs; dårligt ordforråd), og derfor mener Jette Løntoft, at der skal sættes ind med meget mere højtlæsning og historiefortælling. Og med aktiviteter, der ansporer børnene til at lære nye ord. Det er vigtigt for sprogudviklingen, at børn får tid sammen med voksne, der viser dem verden. For nye ord læres, når man har behov for at lære dem og får muligheden.

"Som det ser ud lige nu, vinder de bedst fungerende børn kampen om pædagogernes knappe tid. Og det er jo komisk, når statsministeren taler om at bryde den sociale arv via lektiehjælp i syvende klasse. Hvis man skal bryde den sociale arv, skal man gøre det i småbørnsalderen, for når børnene går i syvende klasse, er de sproglige forskelle allerede så megastore, at det er for sent at gøre noget," siger hun.



Tid, nærkontakt og højtlæsning. Man ved, at der ved skolestart er børn, som har et ordforråd, der er fem gange så stort som andre børn. Man ved, at de børn, der har et stort ordforråd i småbørnsalderen, er dem, der i 16 års alderen har den bedste læseforståelse. Og man ved også fra både danske og udenlandske undersøgelser, at er der en afstand i ordforråd ved skolestart, så øges den i løbet af skoletiden.

"Man ved, at 48 procent af de tosprogede elever, der forlader den danske folkeskole, har et læsestandpunkt, der er så dårligt, at de ikke kan gå videre på en ungdomsuddannelse eller en erhvervsskole. De er kort sagt uddannet med et læsestandpunkt, der kun kan bruges til en ting: Varig bistand og beskæftigelse på det offentliges regning," siger Jette Løntoft.

Ordforrådet er under livslang udvikling, mens de fleste børn på andre sproglige områder som udtale, sætningsdannelse og grammatik faktisk er færdiguddannede som fem-seksårig. Selv om disse ting også kan byde på vanskeligheder for nogle børn, så er det et dårligt ordforråd, der skader børns muligheder for at blive gode læsere og dermed for at få en uddannelse.

Desværre findes der ikke undersøgelser, der viser, at det står så galt til med småbørns ordforråd, som Jette Løntoft og mange andre praktikere ser det. Men en undersøgelse fra Syddansk Universitet af de to-treårige danske børns modersmålstilegnelse viser, at jo flere timer børn opholder sig i en daginstitution, jo dårligere er deres ordforråd. Jette Løntoft mener, at det er et stort problem, at man i de sidste 10-15 år har tildelt daginstitutionerne flere og flere opgaver, der ikke er fulgt ressourcer med til.

"Hvis pædagogerne skal udarbejde læreplaner, føre kontrol med og dokumentere det, de har lavet, så er det jo lige før, pædagogerne kan dokumentere, at de ikke er sammen med børnene, hvis de skal kunne dokumentere noget. Man kan godt sætte pædagogantallet op til det dobbelte, men hvis det dobbelte skal bruges til kontrol og udfyldelse af papirer, så er det lige meget," siger hun.



Bøger for sproget. Jette Løntoft mener, at der er flere årsager til, at børn med en svag sproglig baggrund ikke får udviklet deres ordforråd i børnehaven. Den vigtigste er pædagogernes mange opgaver, som tager tiden fra børnene. Men der er også områder, hvor pædagogerne selv har en vis indflydelse og kan ændre på tingene. Alle børn skal have et fundament af oplevelser, viden og sprog, og det kan de få gennem bøger. Hvis alle børn - men især de sprogsvage danske børn og de tosprogede - når de forlader børnehaven har været igennem 100 bøger, vil der efter Jette Løntofts mening ske en revolution på det sproglige område. Der skal læses regelmæssigt og helst også efter den dialogiske metode (omtalt i Sølv- og Guldguiden og i Børn&Unge nummer 1/2005).

"Oplæsning og fortælling er den vigtigste nøgle til et større ordforråd, men nogle pædagoger synes, at 100 bøger er mange. Men så spørger jeg dem, hvor mange bøger de låner og læser for deres egne børn, og de svarer altid cirka 100 om året. Så er 100 bøger i løbet af tre år jo ikke så meget. Når man nu ikke har så meget tid, mener jeg, at det er et spørgsmål om at målrette sit arbejde. De velstimulerede og velfungerende børn er der jo ikke grund til at arbejde så meget med, for de kan bare det med sproget. Dem, vi skal gøre noget for, er den voksende andel af børn, der har et for lille sprog," siger hun.

Udover højtlæsning er det vigtigt at give de børn, der lever i en meget lille verden og dermed kun har behov for et lille sprog, muligheder for at udvide behovet for at lære nye ord. Det er nemlig først når man oplever, at man har et behov, at man kan udnytte de muligheder, der byder sig. Den pædagogiske opgave består i at skabe behov og muligheder samtidig, mener Jette Løntoft.

"Når pædagogerne skal give børnene mulighed for at opleve en større verden, er det ikke ensbetydende med, at man den ene uge skal fræse til stranden, den næste i skoven og den tredje i Zoologisk Have. Man skal måske være i skoven i nogle uger, så børnene møder det, der er i skoven mange gange og virkelig oplever, at de har brug for de ord, der knytter sig til skoven. En god ide er også at tage billeder og snakke om dem igen og igen, så ordene bliver gentaget en masse gange. Vendespil og andre spil har den ulempe at man kun øver navneord. Men det er jo lige så vigtigt at have udsagnsord og meget, meget vigtigt at have tillægsord, for det er dem, vi bruger, når vi skal nuancere vores verden," siger hun.



De, der har, får mere. Jette Løntoft mener, at i forhold til børns sprog, er de aldersintegrerede stuer noget Fanden har skabt. Da man indførte dem, havde man en idyllisk tanke om den store søskendeflok, hvor de små lærer af de store.

"Men det gør de ikke i daginstitutioner, for de store leger sammen, og de små leger sammen. Alle fællesbeskeder på den integrerede stue er nødt til at være på de treåriges sproglige niveau, for så forstår de seksårige det også. Hvis man giver fællesbeskeder på de seksåriges niveau, så falder de treårige af. Børn lærer ikke sprog af hinanden, de lærer det af de voksne," siger hun.

De aldersintegrerede stuer har også haft en negativ betydning for højtlæsningen. Hvor man i de aldersopdelte stuer kan læse for alle børnene på en gang, fordi man kan vælge én bog, der passer til den alder, børnene har, må man i de aldersintegrerede stuer dele børnene op. Men det sker ikke, fordi det kræver mere tid og flere pædagoger. I dag er oplæsning en tilsidesat aktivitet og i bedste fald et tilbud, som børnene kan gå til og fra. Ifølge Jette Løntoft er det desværre kun de børn, der er vant til at få læst op derhjemme, der vælger sådan et åbent tilbud, for de ved, at bøger tilbyder gode oplevelser.

"Dem, der vælger det fra, er de tosprogede og de sprogsvage børn, der har dansk som modersmål. Resultatet er Mathæus-effekten: "Dem, der har, de får", og det gælder også kommunikation i almindelighed. For pædagoger vil helst tale med de børn, de kan føre en god kommunikation med - de velstimulerede børn fra velfungerende familier. For de kan på en spændende måde fortælle, hvad de har lavet i weekenden, og derfor får de øvet sig i at bruge sproget. Mens de sprogsvage børn, som skal have støtte og hjælp med stilladser, for at de kan få bygget deres beretninger op, er dem, der får mindst taletid," siger hun.



Dansk light. Mange pædagoger taler dansk light, især i samspillet med de tosprogede børn, men også med de etnisk danske. Dansk light er et sprog, hvor alle de ord, pædagogerne synes er svære, oversættes til lettere ord.

"Jeg møder for eksempel meget ofte en opfattelse af, at det er lettere for små børn at sige stol end taburet. Når jeg spørger børnene, hvad den, de sidder på, hedder, så svarer de næsten alle sammen stol. Når jeg spørger en pædagog om det samme, siger hun taburet. Ved at undersøge det nærmere, har jeg fundet ud af, at pædagoger mener, at stol er nemmere at sige end taburet. Men jeg må sige, at for langt de fleste børn i tre-fire års alderen - og for de tosprogede - er stol meget sværere at sige end taburet, fordi stol starter med s efterfulgt af endnu en konsonant," siger Jette Løntoft.

Hun mener også, at det er problematisk, at man i mange daginstitutioner stadig fastholder at holde rundkreds for alle 20 børn på én gang. I stedet skulle man lave tre små rundkredse, så børnene kan få brugt sproget meget mere og derved få øvet sig. Man kunne dele op efter alder eller sprogkompetencer, for de seksårige velfungerende børn ser jo trætte ud i hovederne, når det er den lille fireårige eller den tosprogede seksårige, der skal fortælle, hvad de har lavet i weekenden.

"Jeg ved godt, at man gør det, for at børn skal lære at være sociale. Men jeg ved ikke, om det er en god social øvelse, at man tvinger børn til at beskæftige sig med noget, de ikke gider. For de velfungerende børn tager nemlig kun hensyn til de svagere børn, så længe pædagogerne er til stede, lige så snart de kommer ud på legepladsen, så fravælger de stærke de svage, og der er ingen udveksling."



Måske en øjenåbner. Jette Løntoft håber, at sprogscreeningen af treårige, som nu er vedtaget, vil betyde, at politikerne får øjnene op for, hvor omfangsrigt problemet med sprogsvage børn er. Og at det er på høje tid at gøre noget for at hjælpe de børn, som ikke hjemmefra har sproget med sig. Hun er dog ikke sikker på, at tre år er den rette alder at lave screeningen i, for på det tidspunkt i sprogudviklingen er der stadig så stor spredning på normalområdet, at det bliver svært med sikkerhed at finde den gruppe, der har behov for hjælp.

"Hvis man i stedet vælger de fireårige, har man så kun to år, inden de skal i skole, til at hjælpe dem, så det kan være en ulempe. Men indfører man den tre års screening nu uden ekstra ressourcer, kan jeg sige med sikkerhed, at så bliver resultatet, at de børn, der skulle have hjælp, bliver dårligere stillet. For det kommer til at tage pædagogerne mange timer at udføre de screeninger, og de timer kan kun tages et sted fra, og det er fra børnene," siger hun.

Jette Løntoft mener, at finder man frem til alle de børn, der har brug for hjælp til sproget, kan man ikke klare arbejdet med de ressourcer, der for øjeblikket er til stede i daginstitutionerne.

"Som sagt er daginstitutionerne gode for de stærke og velstimulerede børn, der har viden om verden og sociale kompetencer med hjemmefra. Men de børn, der hænger - og den gruppe er voksende - kan ikke profitere af daginstitutionerne, som de ser ud i dag. Det betyder, at forskellen mellem de børn, der har et godt sprog og de, der ikke har, øges. Så vi har et problem."









Jette Løntoft bor i Lindø uden for Århus. Er uddannet lærer og talepædagog. Har siden hun blev talepædagog i 1980 arbejdet med børns sprog - hovedsageligt i småbørnsinstitutioner. Siden også som sprogvejleder ved §4a i Århus. Fra 2001 freelance sprogvejleder, underviser og fagbogsforfatter. Jette Løntoft er også forfatter til flere sprogmaterialer, der først og fremmest retter sig mod arbejdet med de tosprogede. Afholder adskillige kurser og foredrag, blandt andet om tosprogede småbørn, tosprogede elever, fortælling, højtlæsning og sprogtilegnelse. Udfører desuden konsulentopgaver for flere kommuner både i Danmark og i Norge. Har senest udviklet materialet "Læs-læs-læs" et pædagogiske materiale til udvikling af arbejdet med de 2-6-årige tosprogede børn. Det kan også bruges til at sprogstimulere sprogligt svage etnisk danske børn. Har desuden udviklet et eventyrmateriale bestående af kasser med bøger og legetøj til sprogstimulering.

Se eventuelt mere på: www.sprogvejleder.dk