Mand søges

Nye regler betyder, at institutioner må opfordre mænd til at søge pædagogstillinger.

Langt de fleste pædagoger er kvinder, men nu vil Socialministeriet forsøge at ændre den skæve kønsfordeling. Våbnet hedder jobannoncer rettet mod mænd.

En bekendtgørelse fra foråret betyder, at børnehaver og vuggestuer, der har mindre end 25 procent mænd, direkte må opfordre mænd til at søge jobbet. Det bliver dog kraftigt pointeret, at det er den mest kvalificerede, der skal have jobbet.

Meningen er, at reglen skal gøre det lettere at arbejde aktivt med ligestilling. Det er et brud med den hidtidige politik, der netop i ligestillingens navn gik på, at man ikke måtte søge efter enten en mand eller en kvinde.

"Jeg mener, det vil være godt med flere mænd i for eksempel omsorgssektoren, og det kan de nye regler måske bane vejen for," udtalte Henriette Kjær, da bekendtgørelsen blev offentliggjort. Det er en god ide. Der er nemlig god grund til at tro, at det virker, hvis det altså bliver brugt, vurderer Kim Benzon Knudsen, chefkonsulent på Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter.

"Positiv særbehandling virker ihvertfald i en periode. Det er et godt instrument, når det handler om at skabe et gennembrud. Efter et par år holder det så op med at virke, blandt andet fordi der kan komme utilfredshed med forskelsbehandlingen," siger han. 



Mindre hønsegård. Derfor er det langtfra nok at få flere mænd ind i institutionerne. De skal også blive der. 

"Man skal være klar over, at der er en del andre ting, man også kan gøre. Skal kønsdominansen brydes, skal man overveje, hvordan man får fastholdt mændene. Det handler om at arbejde med de interne strukturer. Der skal være lidt mindre hønsegård," mener chefkonsulenten. 

Kim Benzon Knudsen fortæller, at en stor del af virksomhedskulturen i en institution er bestemt af, at kvinder er det dominerende køn. Ofte er de bare ikke bevidste om det. 

"Det kan for eksempel handle om de pædagogiske aktiviteter og de pesonalemæssige aktiviteter. Man kan sige, at kvinder generelt føler sig mere trygge ved stillesiddende indendørs aktiviteter, mens mænd er mere buldrende," siger han og understreger, at denne karakteristik er meget generaliserende. 

Han mener også, at mødekulturen er bestemt af kønnet. Det handler blandt andet om, hvor lang tid man bruger på at træffe beslutninger, og hvordan man løser konflikter. Og det kan der ikke ændres på, før der er kommet nogle flere mænd. 

"Man skal jo ikke lave hele kulturen om for at tiltrække mænd. Men man kan prøve at få flere ind, og hvis det lykkes, skal man være åben overfor en anderledes kultur. Det er noget, der vil ske gradvist," siger Kim Benzon Knudsen. Der er dog et stykke vej endnu, før eksempelvis vuggestuerne, der har under to procent mænd, får ændret kulturen. 

"Man taler om, at man skal over 30 procent for ikke at være en minoritet. Det er nødvendigt, hvis man vil have en varig ændring af kulturen på en arbejdsplads. Hvis man er eneste mand, er der en tendens til, at man skal være ekstra meget mand. Det krav kommer både fra mændene og kvinderne," siger han. 



Store kommmuner venter. En rundspørge til ti af landets største kommuner viser dog, at den positive særbehandling ikke er slået igennem endnu. Kun i Odense Kommune har institutioner allerede opfordret mænd til at søge, mens det sandsynligvis er på vej i Randers og Aalborg. Det betyder, at store kommuner som Århus og København ikke benytter sig af de nye muligheder. Istedet har de standardformuleringer i deres jobopslag, som fortæller atKøbenhavns Kommune betragter forskelligheder som en ressource, og derfor opfordrer alle uanset køn, alder eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Det tager Kim Benzon Knudsen dog helt roligt. Han regner med, at hovedårsagen er, at kommunerne endnu ikke har nået at tage stilling til den nye mulighed. 

"Men jeg håber, de snart kommer i gang med det. Det vil jeg stærkt opfordre til," siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.